Brudstykke
Første akt indeholder blot spænding mod de andre. Den vil ved første gangs gjennemlæsning ikke forstås, — men skulde stå frem ved en skuespiller, der havde sat sig ind i Odd’s væsen, som forklares ved de næste akter. Helt vil den måske først forstaas efter fjerde akt.
Ved flygtigere gjennemlæsning kan det gi anledning til misforståelse, at der fremstilles den scene og de personer, man er vant til fra Bjørnsons og Ibsens samfundsdramer. Man kunde da tro, at den dramatiske konflikt er det, som foregår mellem Odd og disse mennesker. Dette er ikke tilfældet. Det, som foregår med Odd, foregår blot i forhold til ham selv. Og det er det, som skulde være det nye, og gale, eller det nye og gode, og den for en god skuespiller interessante opgave.
Disse andre mennesker er blot til som baggrund, som „Chorus“, hvorpå Odd, Berg, Lili, Borghild skulde stå frem som store silhouetter, digtede over nogle af livets store magter. Det er slet ikke meningen at fremstille Odd som den, der er martyr for disse hverdagsmennesker. Tvertimod, han skuffer dem virkelig. Første akt handler blot om ham selv, og de andre fremstiller malerisk, hvad der sætter hans sind i bevægelse og kamp. Han optar ingen kamp med dem. Men han jages af idealet, af de store følelser af menneskets smerte og ufuldkommenhed, og så den store pligt mod skjønheden. Han jages heraf, og han lider, — han lider ved at skuffe sin bys mennesker, men han må, — han lider ved at skuffe Borghild, men han må, — om hende har han kanske havt et skjælvende lidet håb, at hun skulde komme mod ham, ville forstå ham, — men det har blot været et lidet håb, han selv ikke har vidst om. Han er forbandet — forbandet netop ved denne forfærdelige drift, der er lagt ned i ham, driften mod det overmenneskelige, det guddomsfagre. Han vet, at de må gå fra ham alle, han venter sig ikke andet, og det falder ham ikke engang ind at forklare, hvad det er han vil. Hvad vilde det også nytte? Da det jo i ham selv må være så uhåndgribeligt, mere en dunkel følelse, — en følelse, der mange gange blir helt til angst. Og ved det ord, hvormed akten slutter, og som han siger i en blanding af uendelig fortvilelse, bøn, trøstsøgen, — skulde, som når ved et lynglimt et landskab oplyses, hans indre ses, og tilskuerne skulde forstå det, der har været bagom hos ham gjennem hele denne akt, — og som slet ikke er noget klart, håndgribeligt. Jeg mente, at en god skuespiller skulde kunne få dette frem, — få frem overgangen fra ordet „Gået“ til ordet „myriader“, og kaste et deiligt glimt over Odds væsen, der enten gjorde tilskuerne klare over hvad der menes, eller ialfald gav dem en forundring.
Fremdeles er første og fjerde akt stillet musikalsk mod anden og tredje. Man ser i anden akt ikke alene Odd i hans ensomhed, men man ser hans ensomhed, man ser den forbandedes ensomhed.
En ensomhed, som på en underlig made undertiden kan drage til sig individer, sjæle, som med en hemmelig magt, individer, der heller ikke er som de andre, men som måske i sig rummer alt det menneskelige, det simple, rørende menneskelige, — Lili.
Lili, underlig, med den skjælvende skjønhedssans — alt, hvad Odd siger må hun forat forstå det gjøre om i vakre billeder, — jeg har slet ikke tænkt mig hende grim f. ex. — nær døden, men et udtryk for alt det dirrende menneskelige. Jeg behøver vist ikke spendere mange ord på at forklare hende forresten.
Første halvdel af anden akt vil måske forefalde udramatisk. Jeg har villet gi poesi. Jeg har troet, at man fra en tilskuerbænk ikke bare bør vente sig effektsensationer, — men at der også fra scenen skulde kunne vækkes det der føles hos menneskene ved f. ex. et vakkert landskab, eller ved skjøn musik. — Og dette stykke er for en stor del blit til forat få udtrykt noget af den poesi der er i det mylrende nutidsliv.
Gjennem det sælsomt stille, halvmørke laboratorium går der strømme fra mylderet udenfor, man ser for sig og tænker over vognene, blussene, telefonnettene o. s. v. Fra laboratoriet selv ses videnskaben som noget trolddomsagtigt, og hævet dertil endmere ved glimtet i den røde flaske.
Som sagt, det er ikke meningen at anklage nogen, det er ikke meningen at bebreide Borghild, at hun ikke forstår eller forsøger at forstå Odd. Tvertimod trode jeg slutningen af anden akt nokså tydelig skulde vise hende stor, enkel i sin urokkelige kvindefølelse, sin deilige jordbundenhed.
Ti bagom det hele, så er ikke engang Odd eller Borghild eller nogen af dem meningen, — men selve livet, i dets brydning, i dets sorg, med sorgens skjønhed, — menneskets ahasverusgang, — dets famlen mod det uendelige, dets synken tilbage til jordbunden.
— Dette vil måske være nok til orientering. Det er jo egentlig ikke nyttigt at forklare og sætte ord til, — der hvor man netop har forsøgt at fremstille det ordløse. Det kan skade at fæstne en fortolkning, hvor man heller havde villet en rigere, mangfoldigere, om end mindre sterkt understreget virkning.
Det er i pauser, i bevægelserne bag ordet, i tonefaldene, at dette stykkes største dramatik som oftest ligger. Og da virkningen ved slige midler aldrig kommer rigtig frem ved læsning, er det, at jeg — omend jeg forstår, at stykket er fjernt fra det, der virker voldsomt og af sig selv fra en scene, — at jeg så gjerne kunde ønske en opførelse.
Det tør godt hænde, at hvad jeg har forklaret om første akt, ikke vilde gi sig tydelig nok fra scenen, før nogle småforandringer er foretagne. Det kan hænde, at samtalen i anden akt for opførelse vilde vinde ved en sammentrængelse. Og at Borgs tale i fjerde akt er noget for lang, og at det ikke kommer klart nok frem, at det er mer meningen at karakterisere ham selv ved hans udbrud mod medborgerne, end at skjælde disse ud (fra digterens side). La mig dog si, at den er gjort så lang med beregning. Det skulde være den fredelige stund mellem uroen, og den skulde stå skarpt mod aktens slutning. Laboratoriets stilhed, videnskabsmandens ensomhed, skulde tegnes ved denne ro, da der endnu intet foregår, men som dog har angst mod hvad der skal komme.
— — — —
[Texten hämtad ur Sigbjørn Obstfelders Efterladte arbeider (1903), s. 261–265. Ursprungligen taget ur ett brev från Obstfelder till den norska skådespelerskan Johanne Dybwad. Ett tryckfel har rättats: »Odd Berg« → »Odd, Berg«.]