Inden den i et foregående afsnit omtalte unge naturalistiske gruppe forekommer [=tycks] mig Gabriel Finne at være det kraftigste talent — at ha det fyldigste forråd at øse af.
Finne er født i Bergen 1866. Hans far er militair. I sterkere mon udpræget bergenser er Finne ikke; de bergenske forhold har kun [=bara] meget delvis influeret på hans udvikling. Men vestlænding er han ialtfald, af temperament, i måde at være på, i sympatier. Hvor sterkt sammenvokset han er med den vestlandske natur — denne natur, der rykker menneskene ganske [=helt] anderledes ind på livet end den østlandske — føler [=känner] man atter og atter i hans digtning.
— Gabriel Finnes literære debut var egentlig en liden fortælling [=berättelse] i «Bergensposten», som hed «Tvivleren» (1885). Den vakte, i en engere [=trängre] kreds, endel opmerksomhed. Selve sujettet [=ämnet], de psykologiske momenter, indeholdt ikke noget nyt eller merkeligt, men der var en egen dyster farve [=färg] over det lille billed [=bilden], en dyb moltone, som her og der brød frem, og der var en sterk natursans [=natursinne]; det — tilsammen — viste, at man stod foran en ny literær mulighed. Den literære mulighed havde imidlertid mange vanskeligheder [=svårigheter] at kjæmpe med; for det første var den unge meget modtagelige kunstner i de følgende år optaget med at klargjøre sig de mangeartede indtryk, som stormede ind på ham, for det andet kjæmpede han en ofte drøi [=dryg] kamp for sin økonomiske eksistense. 1889 kom da hans første bog. Det var «Filosofen». (Ed. B. Gjertsens forlag. Bergen.)
«Filosofen» bærer i høi grad merke af den uro, hvorunder den er blit til. Det er en bog om det akademiske Kristiania-proletariat, en bog om en gjennembrudstid og et ungt halvfærdigt samfund, om dem, der ikke har fast grund under foden — en bog om dem, som er komne ud i malstrømmen og ubønhørlig hvirvles dybere og dybere ned. Portrætterne fra proletariatet var levende nok, de besad en næsten uhyggelig anskuelighed [=åskådlighet] — men hvad der manglede [=saknade], var baggrund: horizonten i «Filosofen» er for snever, der falder ikke dei nødvendige forklarende lys over billedet. En stor del af de årsager, der har frembragt hin malstrøm, hvori Størmer [=huvudpersonen i Filosofen] går tilgrunde, dem er Finne blit os skyldig; han har skrevet en Kristianiafortælling, der vilde været god, hvis han havde gravet dybere i den jord, der modner [=får att mogna] slige [=sådana] skjebner [=öden], som Størmers. Uden de generelle forudsætninger risikerer bogen at bli misforstået, filosofens blege tidlig ældede ansigt vækker neppe [=knappt] engang vor sympati, den tragiske effekt blir mat og tvilsom [=tvivelaktig]. Havde Finne helt ud magtet opgaven [=uppgiften], vilde [=skulle] bogen været et kulturbillede af uomtvisteligt værd; nu er den allerede stillet i skygge af senere mere levedygtige arbeider fra samme hånd.
At «Filosofen» ikke lykkedes for Finne, er forklarligt nok. Billederne er tagne på altfor nært hold; forfatteren manglede dengang overblikket, måske også sindets fornødne [=nödvändiga] ligevægt [=jämvikt]. Hans harme et i sit forste sterke udbrud, og som følge deraf hænder det ham imellem, at hans udtryk blir uartikulerede.
Det var jo på denne tid, den unge norske naturalisme rigtig vilde vise, hvad den duede til. — «Kristianiabohêmen» [=Hans Jægers Fra Kristiania-Bohêmen], «Mannfolk» [av Arne Garborg] og «Filosofen» henter alle sit stof fra en og samme Kristianiakreds. En vis sneverhed har alle de tre nævnte bøger tilfælles [=gemensamt]. «Filosofen» er den naiveste — forfatteren var også den yngste — men heller ikke de andre to er fri for naivitet. Det var i literaturen et nyt felt, denne bohême, og kunstnerne var så hensynsløst henrykte herover, at de mangengang glemte at se til høire og venstre. De fortalte med alvorsfuld mine om mange merkelige ting, de havde forefundet, og da etpar af dem virkelig fortalte godt, lykkedes det at skabe ret dygtig kunst også over emner, der neppe var bearbeidelsen værd. Denne Lauritz i «Mannfolk» er vel egentlig ikke så interessant, selv om han i nittenårsalderen føler mere mandlig, end hans studiero er tjent med. Og filosofen, der hader «samfundet» [=samhället] og drukner sin sorg i dårligt brændevin, kunde være taget mere overlegent [=överlägset]. Den unge naturalisme havde imidlertid virkelig endel at udrette. Den havde ei kulturbillede at tegne. Men den forstod kun mådelig at skilne mellem de væsentlige og uvæsentlige træk [=drag]; og i sin nærsynede iver var den ikke tilstrækkelig kræsen i valget af sine typer, heller ikke altid i rette øieblik ironisk.
De unge havde hørt, hvilken uret der var begået mod dem; Hans Jægers [=centralgestalten bland Kristianiabohemerna] monomane veltalenhed havde grebet dem; og de vidste allesammen af personlig erfaring, at livet var vanskeligt [=svårt] at leve. De bar på en hel del uklare indtryk, som tumlede sig i deres sind og ikke lod dem i fred, før de på en eller anden måde havde snakket ud. Det var naturligvis énsidigt deres syn på tingene; fænomenerne stod svært [=starkt] løsrevne — men uden kulturel interesse er denne literære epoke dog ikke. Såfremt man sidder inde med betingelserne for at forstå dem ret, er disse kunstnerisk set ofte værdiløse produkter alligevel talende tidens tegn.
Hans Jægers indflydelse i sterkt sensualistisk retning er allerede berørt i indledningen. Der kom imidlertid her en anden omstændighed til. Blandt den lige [=precis] forudgående tendensdigtnings yndlingsproblemer var sedelighedsspørgsmålet. Bl. a. havde Bjørnstjerne Bjørnson [=en känd norsk författare], i hvis mægtige hjerne jo allehånde eiendommelige ideer krydser hinanden, undfanget den paradoks, der heder «En handske». Han havde også holdt nogle foredrag «om kydskhed». De absurde konsekvenser, der kunde uddrages af «En handske», og den tørre sedelighedsdeklamation, der fulgte med, oprørte de unge naruralisters sunde sans. Og selvfølgelig gik flere af dem — således også Finne — videre i modsat retning end strengt nødvendigt.
Hånd i hånd med oppositionen mod «Handsken» gik en reaktion mod kvindebevægelsen [=kvinnorörelsen]. Emancipationen havde tilveiebragt flere heldige [=lyckade] resultater, men syntes efterhånden at ville antage mindre tiltalende former. Og da en yderst middelmådig dameliteratur begyndte at brede sig over markedet — samtidig med at kvinderne viste mere magtbegjær end forståelse — kom omslaget, et ualmindelig [=ovanligt] energisk omslag.
Finnes synsmåder knyttede ham ogsa på dette område til oppositionen. Ikke lidet bidrog her den indflydelse, Strindbergs digtning omkring dette tidspunkt øvede på ham. Strindbergs dæmoniske kraft, hans gjennemtrængende ironi, havde gjort et mægtigt indtryk på Finne. Han havde tidligere følt sig sterkt tiltrukket [=lockad] af den ældre engelske literatur, af dens naturlighed, den saftrige urmenneskelighed, særlig blev han aldrig træt [=trött] af Shakespeare — senere havde de lidt ældre af «bohêmens» digtere, Garborg og Hans Jæger, givet ham flere impulser — men efterhånden blev det Strindberg mere end nogen anden, der rev ham med. Ikke så, at hans fyldige og sterkt egenartede talent jo gik sin egen udvikling imøde, men Finnes sympatier formede sig efterhånden ikke lidet efter Strindbergs. Og omend Finne t. eks. aldrig kunde tilegne sig Strindbergs noget sygelige misogyne tilbøieligheder [=benägenheter] — af den simple grund, at Finne her følte roligere [=lugnare] og sundere — så kom der dog i hans skildringer af kvinden en sterkt antispirituel tone, og han havde ingenting imod at eftersøge hendes småsvagheder på en måde, der minder en om, at den tidsalder, hvor kvindeemancipationen breder sig, gjerne taber sansen for ridderlighed.
1889—1890 er for Finne et meget udviklende år. Han redegjør sig bedre for både dette og hint [=det förra] — for sin begavelses art, for årsagerne til, at «Filosofen» havde været ham for vanskelig osv. — han er en tur til udlandet, han vinder i erfaring, vinder en ikke ringe sikkerhed, og da hans næste bog kommer, viser det sig, at han har grebet et emne, som han magter ganske anderledes end «Filosofen» — et emne, der er behandlet med betydelig overlegenhed.
«Doktor Wangs børn» (Gyldendal, 1890) er en bog, man læser med en næsten fysisk fornemmelse af ubehag. I djerve hensynsløse træk gir fortællingen et billede af den råhed, der endnu kan huses i såkaldte dannede [=bildade] hjem. Det er den råhed, som beskyttes af familiens private ukrænkelighed, den råhed, som hverken den offentlige opinion eller lovens [=lagens] håndhævere eller noget politi [=polis] kan ramme [=slå ner], det er den råbed, Finne fortæller om, og han fortæller slig [=på det sättet], at man må tro ham, og slig, at man ikke lettelig glemmer doktor Wangs ulykkelige børn. Finne viser, hvordan endnu levninger af gammelt barbari, af menneskets oprindelige brutalitet, trives netop [=just] der, hvor brutaliteten er mest skjebnesvanger [=ödesdiger] for det menneskelige samfund, nemlig i forældres forhold til deres egne børn. Han lader en føle, hvordan dette barbari fra grunden af fordærver de unges sind, ødelægger deres æresfølelse [=hederskänsla] og forsimpler hele deres tankegang.
«Doktor Wangs børn» er et aktstykke, som har krav på vor opmerksomhed.
Den nuværende civilisation, særlig i de germaniske lande, støtter sig i ikke ringe grad til hjemmene. Hjemmenes indflydelse er af uberegnelig betydning. Hjemmets dannelse erstattes vanskelig af noget andet dannelsesfundament. Samtidig er ingen uheldig [=olycklig] indvirkning farligere end netop den, der skriver sig fra et uheldigt hjem. Den kommer i mere eller mindre høi grad til at forfølge vedkommende hele livet igjennem. Med andre ord: man træder ud i livet med så forskjellige [=olika] forudsætninger, at ens eget arbeide langt fra blir det ene [=enda] afgjørende.
Heri ligger, hvad der kan bemerkes for og imod familiehjemmet som social institution. Det er også heri, socialisterne begrunder sine argumenter for samme institutions opløsning. Gabriel Finnes bog rører således sterkt ved et spørgsmål, der måske [=kanske] om ikke længe vil reise en alvorlig strid.
De, der ønsker at værne om den nuværende kultur — der blandt andet også mener, at den indflydelse, et virkelig dannet hjem udøver, aldrig nogengang vil kunne erstattes af nogen statsopdragelse [=statsuppfostran], de, der ønsker at bevare familiehjemmet som den af alle dannelsesinstitutioner mest smidige — de bør allermindst overse [=förbise] Gabriel Finnes bog. Blir disse forhold engang gjenstand [=föremål] for ett større social brydning, vil vi nok der møde doktor Wangs børn.
Kort sagt: der foreligger her en civilisatorisk opgave; der er ret meget at bøde [=bättra] på og ret meget at forebygge. Gabriel Finne har pegt pa et brist i vort samfundsliv, der, i modsætning til såmange andre brist, nok måtte kunne heles; og er der end forholdsvis få hjem, hvor tilstanden heltigjennem er så slet [=fördärvat] som i doktor Wangs, så er der nok mange, hvor både dette og hint slår ind.
*
Set fra et rent literært standpunkt, kan det ikke godt negtes, at «Doktor Wangs børn» undertiden [=ibland] gjør sådanne brud på den æstetiske skjønheds krav, som kunde være undgået. Bogen byder [=bjuder] på mere råhed, end strengt nødvendigt. Det er således ingen nødvendighed, at vi følger den ældste datter, Sossen, fra elendigheden hjemme op i en endnu værre elendighed. Ægteskabet med Hannibal er i og for sig et respektabelt mål, vi har ingen vidnesbyrd mere behov. Episoden fra Sossens ægteskabelige misère ligger endog egentlig udenfor bogens kunstneriske plan.
Men bortset fra denslags mindre væsentlige punkter er «Doktor Wangs børn» et usedvanlig velbygget og energisk arbeide. Karaktertegningerne er solide og sikkert afrundede, handlingen enkel og rolig fremadskridende — helhedsbilledet står ved slutningen for læseren med plastisk tydelighed.
«Doktor Wangs børn» blev yderst forskjellig modtaget. Der var tilstrækkeligt af anstødsstene [=stötestenar]. Samtidig var der kritikere, der ikke fandt ord rosende nok.
Finnes næste bog var således udsat for en sterkere opmerksomhed, end en ung forfatter egentlig er tjent med. Var den svag, kunde den lettelig bli værre behandlet, end den fortjente. Alle de, der havde brugt vel store udtryk om «Doktor Wangs børn» vilde få en behagelig leilighed [=tillfälle] til retræt. Og var bogen udfordrende, gaves der nok af dem, som vilde huske [=påminna] Finne, at han allerede tidligere havde et vovet [=vågat] stykke arbeide på sin samvittighed [=samvete].
Nu var «Unge syndere» (Cammermeyer. Våren 1891) både svag og udfordrende [=utmanande]. Svag, forsåvidt bogen bestod af en række mindre noveller, af forskjellig dato og høist ulige værd — udfordrende: det var novellerne alle som en. Bogen fik også en gjennemgående ublid modtagelse. Denne modtagelse bevægede [=fick] endog [=till och med] forlæggerne til at inddrage restbeholdningen af første oplag — en manovre, der imidlertid bragte sympatien over på Finnes side, og kostede forlæggerfirmaet en række af ubehageligheder fra pressens side samt omsider (høsten 1892) en byretsdom [=rådhusrättsdom] i favør af forfatteren.
Hvad der navnlig [=särskilt] fattes i «Unge syndere», er stil. Bogen er i stitistisk henseende så ujevn, på sine steder rent ud slurvet, at der lettelig påkommer en den følelse, at forfatteren har manglet tid til den sidste nødvendige afpudsning. «Bolette Strøm» indeholder ligefrem [=direkt] brilliante ting, men alle de brudte billeder, disse farver, der ikke passer hinanden [=varandra], gjør at man afslutter læsningen med en vis irritation —: hvorfor pokker [=tusan] har Finne ikke gidet [=brytt sig om] præstere den smule arbeide at læse kritisk korrektur. — Af norsk naturalistisk kunst vil der dog ikke være mange novelletter, som står på høide med «I hasselskogen» — knap og livfuld, med duft af hed eftermiddagssol og forbuden glæde; den unge pige [=flickan], der krampagtig søger at holde sig oven vande [=vattnet], byder et studiehoved, Finne gjentagne [=upprepade] gange har tegnet med held [=framgång]. Ungdom, der tørster efter livets naturlige glæde, ungdom, der lider uret — det er atter og atter Finnes thema. Han råder ogsa over de varme og friske farver, som stoffet trænger [=behöver]; han har noget af denne lidt naive énsidighed, hvormed ungdommen pleier [=brukar] at kræve sin lykke. Han går således ind i de unge forurettedes egen tankegang, at han ikke altid har nogen smilende [=leende] bagtanke, hvor man gjerne venter den. Hans kunst er i mere end én forstand et ungt folks kraftige, men ubeherskede frembringelse.
Finnes sunde naturlighed, denne hans nations og hans egen kunstneriske temperaments dåbsgave [=dopgåva], har hans studier måske i ikke ringe grad bidraget til at udvikle. Hans solide kjendskab til den ældre engelske literatur har vistnok [=säkert] havt sin betydning. Den franske naturalisme udarter ikke sjelden til maner — det gjør Finnes aldrig. Det skablonagtige, routinemæssige ligger ham idethele fjernt.
I en ret udpræget skikkelse [=gestalt] møder man den norske afart af naturalismen i «To damer» (Gyldendal. Julen 1891), bred og malende, med særlig smag for det kjønslige og ikke mindst for det rent fysiologisk kjønslige. Finne har der givet to kvindelige grundtyper: den erotiske, hvis følelsesliv af mangel på næring antar perverse former, og den feminine egoist, der vel til et vist punkt, nemlig sålænge det er hende nyt og behageligt og ikke forbundet med noget besvær, viser sig receptiv, men under ingen omstændighed nogensinde selv vil yde [=ge] — han har givet os disse grundtypers kontourer med fast og erfaren hånd; men til skade for det vel anlagte arbeide er hverken den ene eller den anden af Finnes «damer» individuelt interessant. Derimod har det lykkedes ham at meddele de mandlige figurer mere af det, som fastholder opmerksomheden. Ingeniøren, Hansen, er taget lige ud af vort eget, af den norske nation, han er så national, at vi daglig møder ham på småbyernes gader — han er den arbeidsføre, tunge og brave [=tappre], den sent hidsige, omsider brutale norske bondes fremad [=framåt] og opad [=uppåt] sig karende [=kavande] søn — han er ligeoverfor [=emot] kvinden den gode, klodset [=klumpiga] omhyggelige [=omtänksamma] fyr [=karlen], der beundrer det, han ikke forstår — og det er næsten alt — beundrer, indtil endelig en dag skjebnen tænder ham en prås [=ljusstump], ved hvis usikre skjær [=sken] hans øie staver sig til den uret, han selv har lidt — og dumt, uden at se til høire, eiheller til venstre, lig en sindig [=lugn] stud [=oxe], der omsider har tabt tålmodigheden, aleneste besat af had [=hat] til det røde klæde, hvormed man sålænge har viftet den om snuden [=trynet] — styrter han løs på sin ikke just uskyldige hustru.
En anden ganske interessant type er doktoren, ironikeren med det brå [=otåliga] væsen og det bløde [=milda] hjerte. Det blik, læseren af og til får anledning til at kaste indenfor den bizarre maske, gir rigtignok ikke noget fyldigere indtryk, men dog et sådant, at manden uvilkårlig fængsler vor sympati. Hans ydre væsen er fortræffelig gjengivet. Måske netop det er grunden til, at mandens individualitet bevares i vor erindring så sterkt og personlig udskilt fra de ikke få typer af varmhjertede ironikere, vi fra tid til anden i literaturen har stiftet bekjendtskab med.
Disse to mænd, ingeniøren og doktoren, som vi ikke er langtfra at gjenkjende i en anden ingeniør og en anden doktor, nemlig i Finnes seneste arbeide, «Uglen», forekommer mig af alle hans personer at afgive de fyldigste træk til Finnes forfatterfysionomi.
Der er — hvad jeg allerede før har antydet — i dette noget af ingeniørens ligefremme [=rättframma] redelighed, — det er en umiddelbart rettænkende natur, som har vanskelig for at finde sig tilrette med det modsigende og komplicerede, — som griber de ydre koncise kjendsgjerninger [=fakta] med skarpt blik, men ikke indlader sig synderlig med det brogede virvar af vanskelige ferudsætninger — det er en bredskuldret hædersmand, som bedømmer folk og forhold lidt meget under ét, i store grupper; for hvem bedrageri er bedrageri, og kvinderne kjønslige eller ikke-kjønslige.
Men der er også noget af doktorens ironi i det smil, hvarmed han mangengang anskuer [=beskådar] tingene, en ironi, der rigtignok kun såvidt opnår at dække hans sjæls varme — en lidenskabelig og bizar ironi, der småler [=småskrattar], når sindet er mest oprevet, og indtager gjøglerstillinger [=gycklarpositioner], når vreden koger. En ironi, der har sin rod [=rot] i en stor menneskelig medfølelse [=medkänsla], for alle dem der lider ondt, også for dem der har fortjent det. Denne medfølelse er et af grundtrækkene [=grunddragen] i Finnes digtning, den bringer ham til at tage parti for «filosofen», for doktor Wangs børn, for de faldne piger og for den af sin kone forsømte ingeniør. Det er en lidt hensynsløs, lidt ukritisk og uklog medfølelse, der ikke gjerne går i detalj, for hvilken alle faldne piger er omtrent lige meget at beklage, og enhver synd kan undskyldes og undskyldes næsten i samme grad og på samme måde. Hans medfølelse er så langt fra at være smålig, at den undertiden, efter farisæisk borgerlige begreber, tøier sig for langt. Den fordyber sig ikke i undersøgelser — hvordan og når — den tilgiver [=förlåter] den forlorne søn så nemt [=lätt], at man undertiden, lig den førstefødte i parabelen, blir tilbøielig til at protestere: skal de finere og mere interessante syndere intetsomhelst fortrin [=företräde] ha.
*
Hvad der ikke lidet forøger «To damers» interesse, er bogens milieu. Dette landskab, forf. fra tid til anden opruller for læseren: vestlandsnaturen i de indre fjorde, de halvklare sommernætter, løvskogens svagt eggende aroma, den fine friskhed, den let tilslørede [=beslöjade] melankoli — er en stor kunstners hånd værdigt. På denne snarere blege end yppige, nattestille baggrund tegner sig den menneskelige lidenskab, grelt, brutalt, på éngang vokset frem af naturen og et brud på naturens fred. De erindrer, af «To damer», den nat på fjeldvandet, hvor den unge frue forfører en nittenårig gut [=pojke]. Eller den nat, ingeniøren prygler sin kone [=hustru] borte i lyngbakkerne [=ljungbackarna] —: denne tilbagetrængte vildskab, et hæst skrig som af brunstige dyr, — og den dunkle énsomme hei [=hed], varm skyet [=molnig] sommernatshimmel. Det er Finnes »farver».
Jeg erindrer fra guttedagene i Bergen — i syttenårsalderen — at Finne, når det blev ham for trangt, og de mangeslags stridende indtryk stormede for sterkt indpå ham, brugte at gå lange ture indover fjeldene, énsom. Ansigt til ansigt med den stolte og øde, vestlandske fjeldnatur, kom der ro over ham. Rolig og glad, røgende sin lille skråtobakssnadde [=skråtobakspipa], mødte man ham på tilbageveien.
Denne tause inderlige forståelse mellem den unge, endnu uklare begavelse og hans lands natur, den lader sig allerede spore i «Tvivleren» — fuldt udviklet møder vi Finnes natursans i «To damer».
*
«Uglen» (Gyldendal, våren 1893), er en bog om samvittighedsnag [=samvetskval]. Ingeniøren Arthur Høyer har begået en såatsige tredobbelt ond gjerning. Han har været sin hustru utro med en vens frue og bragt denne, der just da var farlig stillet, alvorlig på glid. Han får i løbet af handlingen høre ting, der yderligere øger hans sindsuro.
Hvad der giver «Uglen» dens værd, er den ærlighed og den intensitet, hvormed forf. gjennem replikerne lader en føle ingeniørens voxende angst [=ångest]. Det pinlige opigjen og opigjen, af uhyggelige billeder, af frygt for det, som endnu kan være ivente; dette, at manden ikke et øieblik, undtagen når han er beruset, er fri for sine nervøse selvbebreidelser [=självförebråelser] — har Finne fået malende frem. Han har materialiseret ingeniørens lurende rædsel i billedet af en ugle, hvi skrig, hvergang det lyder, bringer ham til at fare sammen, og hvis store gule øine forfølger ham. — En tidlang virker de forskjellige udbrud af ingeniørens nervøsitet en smule omstændelig, men efterhånden som forfatreren samler sit materiale, og effekten tilspidses, rives man med.
Stykkets sceniske brugbarhed vil være meget afhængig af, at enhver illusionsbrydende forstyrrelse [=störning] undgåes. Navnlig er det klart, at det parodiske her og der ligger nær. Dette ligger i slutningsscenen endog så nær, at det gjør stykkets sukces noget tvivlsom. At ingeniørens onde samvittighed legemliggjøres [=förkroppsligas] på scenen i Mosjøens skikkelse, er ganske vist en idé, som den moderne symbolisme ikke vil have noget at indvende imod — det kan også blive af megen virkning, så godt forberedt som tilskueren [=åskådaren] da bør være — men hvad der gjør mig mest usikker, er, at forfatteren bagefter indfører fru Gunhild på scenen.
Det turde hænde, at tilskueren ovenpå den ret kraftige scene mellem ingeniøren og den tause [=tysta] hr. Mosjøen fandt dette at være noget for energisk.
Gunhild tilgiver ham, og ingeniøren synes ved teppets [=ridåns] fald ikke uvillig til at lade sig berolige. Hvorvidt Finne har handlet heldig ved at give stykket denne optimistiske slutning, turde være tvil underkastet også af den grund, at han derved bryder den efterhånden tilspidsede effekt — han ødelægger på en vis måde, så letvindt går forsoningen for sig, sit eget verk. Man må erindre, at ingeniørens forbrydelse ikke blot ramte hans hustru, men også to andre mennesker. Gunhilds tilgivelse er måske derfor — dramatisk-logisk seet — ikke fyldestgjørende. På den anden side kunde man nok sige, at i ingeniørens samvittighedsnag ligger netop hans straf; henimod stykkets udgang er den menneskelige retfærdighedssans, ved at følge hans lidelser, omsider også tilfredsstillet, og Gunhilds tilgivelse er kun et udtryk for fuldbyrdelsen [=verkställandet], den logiske afslutning: Arthur Høyer har lidt, hvad han skal lide, lad os ikke yderligere dømme ham. Spørgsmålet er kun, om dette sidste indtryk for tilskuerne vil fremstille sig som det mest nærliggende.
Er stykkets sceniske succes således ikke utvilsom [=otvivelaktig], er dets literære værd til gjengjæld uomtvisteligt. Når jeg undtager I. P. Jakobsens [=J. P. J., känd dansk författare] lille mesterverk «Et skud i tågen», kjender jeg ikke i nordisk literatur et bedre billed af samvittighedsnag, et kraftigere, mere gjennemfølt [=grundligt känt] og mere fantasifuldt. Der er idethele megen lyrik i «Uglen», der er en dyb og sterk understrøm af kjærlighedens [=kärlekens] lyrik; — disse to, ingeniøren og hans hustru, de elsker hinanden; mellem alle de uhyggelige billeder glimter denne følelse frem, ligesom en sterk ild, man forgjæves søger at kvæle [=kväva]; og er, som allerede nævnt, afslutningens dramatiske logik ikke uangribelig, så er til gjengjæld den poesi, den følelsens fylde, der bryder ud i Gunhilds sidste repliker, rig nok til at skylle [=dölja] indvendingerne bort:
«Ja, elskede vennen min, du er træt. Jeg skal tage vuggen [=vaggan] ned i dit værelse [=rum] inat og ligge hos dig. Så skal jeg forklare dig, hvor jeg elsker dig, og hvor dum du er.» —
Der er over «Uglen» en vis ro, en vis velgjørende harmoni. Det er moden [=mogen] mands verk. Vi gjenfinder [=återfinner] den samme fremstillingens spænstighed som i «Doktor Wangs børn» og «To damer», den samme billedernes anskuelighed og personernes livagtighed. Gabriel Finne er jo sensualisten, den mest kjødelige [=köttsliga] blandt vore digtere — undertiden hensynsløs i sin altfor ligefremme menneskelighed, tilbøielig til at tale høit, hvor andre gjerne vil hviske. — Ganske vist gjenfinder vi også i «Uglen» her og der en tungvint [=omständig] udtryksmåde [=uttryckssätt], en tilbøielighed til plump og udvendig karakteristik; når forf. skal vise, hvorlunde skolebestyrer [=rektor] Mosjøen mangler forståelse ligeoverfor kvinder og mangler sans for erotisk-lyriske stemninger, ved han ikke noget mere talende eksempel end dette: han lader Mosjøen indlede sin bryllupsreise med et kanonskud ud i sommernatten! — Vi gjenfinder i «Uglen» både det, der tidligere har været forf.’s styrke, og det, der har været hans svaghed. Men vi finder mere mildhed, mere sindig overlegenhed: Finnes begavelse kan nu ligesom se tilbage på sin første voldsomme gjennembrudstid, og visse følelser, som stridens brutalitet hidindtil har trængt tilside, kommer tilorde; det viser sig, at denne sterke og kampberedte unge kunstner kjender en lys og modig, en naturlig livslysten erotik, som giver hans digtning en anden og mildere tiltrækning, end den nogengang tidligere har været i besiddelse af.
Gabriel Finne har fremtiden for sig. Der er over hans kunst en egen mættet duft, af sol og muld, af ynglende [=alstrande] natur.
[Texten hämtad ur Hjalmar Christensen, Unge nordmænd (1893), s. 143–164.]