De fleste af de Mænd, jeg under vort Liv i „Taarnet“ lærte at kende, lever endnu. De kan tale for sig selv. Alle de døde har forlængst i dansk Litteratur haft deres „Nekrolog“ paa én Mand nær: Gabriel Finne.
Finne var, efter mine Begreber om Litteratur, den talentfuldeste, den mest lovende af de unge Nordmænd, der optraadte omkring 90-Aaret. Hans Bog „Dr. Vangs Børn“ var et sobert, men i psychologisk Henseende meget dygtigt Arbejde, præget af særegen, digterisk Intuition. Bogen er levende som en Selvoplevelse, og den vakte hos mig den største Interesse.
Jeg traf Finne første Gang ved en Fest for Jonas Lie [=en känd norsk författare] hos Etatsraad [=en rangtitel] Hegel paa „Skovgaard“. Jeg kom hurtigt [=snabbt] til at holde af Jacob Hegel. Han var en Personlighed, man ikke let kunde tage fejl af: aaben, opfyldt af varm, menneskelig Interesse og Forstaaelse, glad ved Livet og ved at kunne glæde andre, en fortrinlig [=förträfflig] Vært [=värd] og uden Spor af poseur-Væsen. Jeg tog med Gammen [=glädje] imod hans Indbydelser, naar blot jeg kunde forlade [=överge] min Stilling [=post], der blev mere og mere bunden, og jeg var flere Gange hans Gæst i hans skønne og navnlig [=särskilt] saa aandsfrie og „hyggelige“ [=trevliga] Hjem.
Hvor tydeligt mindes jeg ikke hint [=den förut omnämnde] Møde paa „Skovgaard“! — Hegel havde ved denne Lejlighed [=tillfälle] samlet et stort Udvalg af Danmarks og Norges Skribenter og Digtere. Naar man under Maaltidet lod Blikket glide ned ad disse Rækker [=led] af mere eller mindre særprægede Ansigter, maatte man ganske [=helt] vist indrømme [=erkänna], at det undertiden [=ibland] ikke helt var lykkedes den kære Vorherre [=vårherre] at faa tilvejebragt Harmoni mellem disse Personligheders Ansigter og deres Aandsprodukter. Skønaanderne i Skandinavien er sjældent [=sällan] skønne.
Allerede ved Suppen rungede gamle Schandorphs [=Sophus S., dansk författare] kendte Latter [=skratt] gennem Salonen; den har altid forekommet [=tyckts] mig noget forceret, men han mente det godt. Ved Stegen [=steken] holdt Jonas Lie sin Takketale. Hans Hustru og Datter var kort forinden arriverede [=ankomna] fra Paris. De var begge i ildrøde Dragter, der virkede uvilkaarlig ildfuldt i Modsætning til Papa Lies sorte Kalot [=en slags huvudbonad utan brätte] og to Par Briller, hans glatragede [=slätrakade], højtidelige Ansigt og Nøddeorms-Bevægelser [=nötmasksrörelser]. Den udmærkede Æresgæst talte langsomt sneglende, med en lidt fordringsfuld Hviskestemme, en sær [=underlig] Kontrast til Bjørnstjerne Bjørnsons [=en känd norsk författare] stærke, dramatiske Talekunst. Thomas Kragh [=en norsk författare] stirrede desorienteret paa Landsmanden: Krag var døv; ikke saa lidt.
„La’ være at sidde saadan og glo, Kragh: Du ligner s’gu [=vid Gud] aldeles et Elsdyr [=älg].“
— „Hva’? — en Elg?! — Hva’ Fa’n“ — —
„Ja, en Elg. Det er et herligt Dyr.“
„Haah!“ — —
Lie talte længe, længe. Der var saa ærbødigst-forbindligst stille, at man kunde høre Schandorph kradse sig paa Laaret under Bordet. Imens [=under tiden] studerede jeg Ansigterne. Jeg standsede ved Gabriel Finnes.
Han var en høj, lidt duknakket [=kutryggig] Mand i Trediverne [=mellan trettio och fyrtio]. Han havde store Lemmer og førte sig uden Antydning af Elegance. Hans Ansigtstræk var grove, noget „raa“, men med et Udtryk af tung Alvor og Intelligens, — naar han var i aandelig Ro og Ligevægt [=jämvikt]. Der kunde komme noget fortvivlet brutalt over hans Udtryk og Væsen, naar han blev opbragt, følte sig irriteret, forfulgt og forurettet af Menneskene og „Skæbnen“ [=ödet]. Og han kunde, naar han var bedst, være glad og taknemlig som et Barn over næsten ingen Verdens Ting. Ved selskabelige Sammenkomster, hvor han fornam sig tryg og i „godt Selskab“, kunde han være aandfuld, hans Repliker baarne af naturligt Vid og bredt Lune [=lynne]. Han var altid „besat“ af en eller anden litterair Plan, talte om den, skrev om den. Men, efter 1894 var hans Breve prægede af en fortvivlet Kamp med hans kunstneriske Chimairer, af en Sindets ustyrlige Uligevægtighed [=ojämvikt], der utvivlsomt til Tider antog en virkelig Sindssygdoms Form.
„Finne rangler“ [=rumlar], hed det mellem Kammeraterne paa „Parnasset“. „Han pimper [=dricker], — alt for hensynsløst.“ Det var almindelig [=allmänt] bekendt. Og, det var sandt. Han skjulte [=hemlighöll] ikke selv sin Ulykke, men „promenerede“ den snarere. Jeg har aldrig sét den ulykkelige Mand frembyde [=uppvisa] de vanlige, nedværdigende Tegn paa gemen Rus. Men, i hvert Fald i Tiden fra 1894, drak han til Tider [=ibland], som kun [=bara] en ulykkelig Sindssyg drikker, aldeles vildt, stundom Nat som Dag. Gabriel Finne har været min Gæst. Han gjorde os i hans bedre Dage den Ære at indføre sin elskværdige, taalmodige, unge Hustru og sit lille Barn i vort Hus. Jeg tror, at jeg kender Finne grundigere end de fleste, der dømte ham. Og jeg griber denne Lejlighed til at forsvare ham i hans Grav, saa godt jeg formaar.
Hans Stemningsliv var sygeligt labilt. Højt fra dets Bølgetop styrtede han sig dybt ned, ned i det sorteste [=svartaste] Mørke. — I ét og samme Brev er han som knust [=krossad] af oecconomiske Sorger, af litteraire Skuffelser [=besvikelser] — og raaber sluttelig et intuitivt Hurra for sin gryende Livslyst! — Han er i stadig Fattigdom; men, faar han en Dag en, endog ringe Sum udbetalt, er han „rig“! Han beklager, at han ikke har husket [=kommit ihåg] sit Forsæt [=föresats]: at sende en lille, fattig og syg Dreng [=pojke], som han saa i mit Klientel, et Par Bouteiller rigtig god Portvin, („min Vinhandler gir Kredit, ustandseligt [=oavbrutet]!“ ), — og samtidig meddeler han, at nu rejser han med Hustru og Barn — — til Capri og Algier. Han havnede i Frederiksværn [=en kustort i Norge]! Dér steg hans Nød og Sindslidelse til det fortvivlede. Han skriver dog i Juni 94:
— — „Vi har det superb godt, altfor lykkelige er vi, straalende friske og unge og lusfattige og eifersüchtige [=svartsjuka], — å nej, ikke dét, for vi har lært at holde sammen.“
Ved Juletid var alt én stor Elendighed.
Han paastod: „I et Ægteskab maa én af Parterne blive underkuet [=underkuvad]. Jeg vil [=ska] det ikke.“ Han var, uden Overdrivelse, en meget vanskelig, stundom brutal Ægtemand. Men, — begge „Parterne“ syntes, trods alt, at elske hinanden. Han skriver om Hustruen i de varmeste Stropher. Hans Kritik af andres Arbejder er helt igennem nedsættende: „Drachmann [=Holger D., känd dansk författare] er, synes jeg, en stor blære [=uppblåst person]: Dette evige hatten paa snur [=sned], — vin, piger [=flickor], rasen [=raseriet] på borgerskabet — er dræbende“ o. s. v. Med Ibsen [=Henrik I., känd norsk författare] og Bjstj. Bjørnson er han karamboleret [=i konflikt med]. Kort: Det er rent ad Helvede til med alt — navnlig dog med den danske Litteratur. Den ligger død! i Philisteriets Tegn, venter paa en Messias, en Lyngud [=blixtgud], paa Friskhed og stolt, høj Himmel efter en Torden [=åska]. Men, — selv synes han at „fortæres af en indre Glød“, der ikke fremkalder nogen Frugt, men kun Smerte og stadig skuffet [=besviken] Længsel [=längtan].
Fra Bergen skriver han i Juni 1895 et langt, næsten rørende Brev. Han skiftevis klager og søger at trøste sig.
— — „Jeg tar med ro, at Edv. Brandes [=en judisk dansk publicist] og formentlig [=antagligen] andre jøder [=judar] dernede finder mit arbejde en dårlighed [=uselhet]. Og det bedste af alt, dét, som gjør, at jeg svulmer [=sväller] af glæde og livslyst mere end nogensinde i mine yngre dage, det er, at jeg nu arbejder lettere, har rigere, større ideer, som gir mig uanet mod og kraft til at tåle modgang. Efter de par sidste års nedstemthed og melancholi, er jeg nu vågnet op med et større syn på tingene og en ny villie. Jeg vilde for alt i verden ikke ha’ været uden de sidste tiders prøvelser, en lang, mørk nat, mit liv stadig paa randen af en revolver“ o. s. v.
Finne har utvivlsomt været en vanskelig Kunde for sin Forlægger: Altid i Trang [=nöd], uafbrudt paa Jagt efter „Forskud“. Og — uhyre [=oerhört] oprørt, naar han mødte Modstand og Afslag. Hans Optræden kunde være meget ubehersket og grov. Men ikke altid kedelig [=tråkiga], — for os, der personlig har kendt de agerende i Melodramaet.
En Gang fortalte han — med en Blanding af Storhedsfornemmelse, Humor og Selvironi — følgende:
»Jeg gik igaar til Hegel. Jeg vilde prygle Nansen [=Peter N., dansk författare med ledande position vid Gyldendals förlag]! — Først var jeg nede i en Kælder [=vinkällare] og drak Cognac. Jeg fornam mig saa umaa—aa—aadelig stærk! — Saa gik jeg op paa Kontoret til Larsen“ [gamle, diplomatiske L., der altid optraadte saa venlig-forsigtig, som man ta’r paa en Pindso [=igelkott]]:
„Er Peter Nansen hér? Jeg vil tale med ham!“
„Næ-e-h,“ siger Larsen, „Hr. Nansen er — desværre — ikke tilstede [=närvarande] idag.“
Saa sagde jeg:
„Vil De [=ni] hilse Peter Nansen fra mig og sige ham, at han er: En parfumeret Hyæ-æ-ne!!“
Og saa gik jeg min Vej.“
Nædsidste Gang, jeg saa Gabriel Finne, var efter hans Hjemkomst fra Berlin i 94. Han havde forud telegrapheret — uhyre flot! — om jeg vilde lade min Vogn hente ham paa Sorø Banegaard. Vognen kom tom tilbage; c. fire Mil forgæves Fart. Da jeg kom hjem næste Aften, sér jeg en Enspænder [=enspann] for Døren. Kusken bandede [=svor] og galede [=hojtade]: han havde ikke faaet sin Rejse betalt o. s. v. o. s. v. I Forstuen [=farstun] lød Finnes stærkt-oprømte Stemme. Han var kendelig [=märkbart] exalteret; min Hustru, der var kommen tilstede, var ængstelig [=ängslig]. Leende [=skrattande] fortalte han, at han Aftenen forud tilfældig var kommen i Haandmænge [=handgemäng] med nogle Folk i Roskilde og havde tilbragt Natten — i Detentionslokalet [=arresten]. Han havde, fortalte han, i Berlin ladet sig arrestere og havde delt Celle med en Morder. Han snakkede-vildt om et Ophold i Constantinopel etc. etc. Og han manglede [=saknade] Bagage, Klæder og Penge. Med oprigtig Sorg gensaa [=återsåg] jeg ham i denne Tilstand. Egentlig vulgairt beruset var han ikke, snarere i en sindssyg Tilstand, — oppe paa „Bølgebjerget“. Dog, — han drak, baade medbragte Fluida [=vätskor] og Syltecognac fra Buffeten; og, da der ikke var mere, bad han om — Eddike [=ättika]! I et Par Dage forsøgte jeg at bringe den stakkels Mand til Ro. Dette lykkedes virkelig. Men, i Frygt for et nyt Anfald, var jeg nødt til at tilraade ham at vende hjem i sine vante Omgivelser. Han fandt dette ganske i sin Orden, og efter at have iført sig en lang, gammel, sort „Diplomatfrakke“ — ,dén vil s’gu imponere Hegel!“ — kørte jeg ham til Ringsted Banegaard. Glad som et Barn over alt, især [=särskilt] over at skulle køre paa 2den Klasse, jollede [=rullade] han tilbage til Hovedstaden.
I November 95 hørte jeg sidste Gang pr. Brev fra Gabriel Finne. I Marts 97 traf jeg ham sidste Gang. Det var i Bergen. Gennem et Telegram fra senere Professor ved Universitetet i Kristiania, G. Gran, blev jeg pludselig anmodet om at holde nogle Foredrag i Bergen. Hérom senere. En Nat efter en hyggelig Aften hos én af Stadens udmærkede Borgere, vandrede jeg hjem til min beskedne „Hybel“ [=lya]. Det var mørkt. Sneen faldt tæt, og Gaderne svømmede [=simmade] i Snesjap [=snöslask]. Pludselig — under en Lygte — møder jeg en Mand i en elendig, tynd Frakke, Kraven [=kragen] op om Ørene. Det var Finne!
„I de sidste tre Nætter har jeg boet hos en Pike oppe paa Hotellet,“ fortalte han smilende [=leende]. „Men i Aften har Værten smidt [=slängt] mig ud.“ — Ak; — han lo [=skrattade].
Han opsøgte mig et Par Gange paa Restauranten, hvor jeg spiste [=åt] Middagsmad. Han morede [=roade] sig over at tjene lidt paa mig ved at skrive en Artikel om mig i et af Byens [=stadens] bedste Blade [=tidningar]; han maa altsaa endnu have haft nogle smaa Resourcer. Artiklen glædede ikke mig. Og, da jeg rejste, mødte han paa Skibet for at sige Farvel; det sidste.
Thi snart efter døde denne ulykkelige Kammerat i Kristiania. Han indbragtes paa Hospitalet, efter hvad der er mig meddelt senere, i fuldstændig fortvivlet Tilstand. Lægerne [=läkarna] var gode imod ham, indtil han omsider slap ud af denne Verden, dén han — paa samme Tid — havde elsket og hadet.
Jeg har nedskrevet disse Mindeord om Gabriel Finne med en erfaren Læges Vemod, en Kammerats Beskæmmelse: Thi: Denne begavede Mand løb Linen ud under Samfundets [=samhällets] billige [=rättvisa] og letvakte Forargelse, men under en fejlagtig „Diagnose“. Finne var en typisk Sindssyg. Jeg føler [=känner] mig beskæmmet, fordi jeg ikke har kunnet give ham nogen Haandsrækning i hans Nød. Og en Forhandling med Peter Nansen i Vintren 94—95 om en Indsamling mellem danske Forfattere, førte til intet: Der var ingen Stemning for at støtte Finne. Det var vitterligt [=bekant], at han „ranglede“, saa snart han fik en Smule Mønt [=mynt]. Man havde opgivet ham.
Thomas P. Kragh omtaler i et Brev fra Kristiania, 12/1 94, Gabriel Finne saaledes:
— — — „Nu har vel Gabriel Finne været hos Dem. Bare han nu ikke har forstyrret Dem. Han er lidt urolig af sig; men alt i alt en Mand, i hvis Hjerte ej findes Svig. Den „Ongen“ (Ungen) er en mærkelig Skabning [=skapelse]: den taaler alt. I Vaar ikke længe efter den kom til Verden blev den badet i iskoldt Elvevand, og tidt [=ofta] tar „Gabba“ (Gabriel) og svinger den omkring i Luften efter det ene Ben,“ „fordi Benene er bruskagtige [=broskaktiga], naar de er saa smaa“.“ [?]
[Texten hämtad ur Hans Sophus Kaarsberg, Memoirer (1921), s. 227–231.]