Naar man rejser i Syden, ser man den virkelige Boheme, Bohemen af Guds Naade. Solen skinner paa ham, Regnen svaler ham. Han gaar med lette Trin [=steg]. En og anden Gang er han maaske [=kanhända] en Mand, det ejer saa mange Penge, at han kunde bo som den mest velansete [=välaktade] Borger, om han ønskede det. Men han er alligevel Løsgænger. Thi det varme, blomsterrige Land, hvis Søn han er, har indgivet ham at søge ud paa Vejskellene, givende Stole, Borde og Seng en god Dag. Og er han en Søn af en af de store, rige og dronningfagre Byer [=städer] hist [=där] mod Syd, saa lokker Byens Pragt og dens Vrimmel ham. Han lærer at elske det tilfældige Liv omkring i Staden; han elsker Boulevarderne og Haverne [=trädgårdarna] og Parkerne med de mange pragtfulde Kunstværker og de talrige Fontæner og de løvrige Træer. Og som før er sagt: Byen er stor og rig. Noget bliver som oftest til overs for ham. Og har han oven i Købet [=till på köpet] Talent, kan han naa højt til Vejrs. Selv det særeste [=underligaste], stejleste Talent vil altid i en By med mange Millioner Sjæle finde nær beslægtede, der værne om deres Præst, jo mere sære de føle sig.
Og paa alle Samfundsstigens [=samhällsstegens] Trin er Bohemen til Stede [=närvarande]. Selv [=till och med] i den rent praktiske Kobmand, selv i den koldeste Politiker, kan han findes. Det er ham, der giver sig til Kende, naar man glatvæk [=ogenerat] slaas i Nationalforsamlingerne, naar de unge Officerer gaa i fremmed Tjeneste for at opleve Eventyr, og naar gamle dekorerede Kavallerer hurtig kapre en Droske for at forfølge en smuk [=vacker] Dame, som har faaet deres Hjerte til at banke. Og for at nævne et bestemt Sted: Paris’s Boulevard St. Michel: der gaar den ægte Bohemes glade Skare omkring. Det er Gymnasiaster, Polyteknikere, Malere, Poeter, unge Læger [=läkare] og hvad véd jeg? Nogle [=några] med Penge i Lommen [=fickan] og elegante, andre uden Penge og luvslidte [=luggslitna]. Men alle ere de Bohemer, og de unge Piger, som følge dem, ere deres Veninder. Ingen af dem diskuterer »den frie Kærlighed«s Berettigelse eller Ikkeberettigelse. De kende vist ikke den »frie« Kærlighed af Navn. De kende Kærligheden. Punktum. De slaas ikke for den: de vilde kede [=uttråka] sig til Døde, oro de fik høre dens »Berettigelse« diskuteret.
De ere alle — unge Mænd og Kvinder — Borgere i Solens, den lette Lufts og Letsindets Land. Den store By opdrager dem, giver dem fri Adgang [=tillgång] til de store offentlige Parker med de prægtige Kunstværker og de vidunderlige Blomsterbed, og de smaa og store Cafeer give dem Adgang til tarvelig eller raffineret Mad alt efter deres Midler; men selv den billigste lille Knejpe [=krog] giver sine Gæster hvid og let Landvin og en Klase Druer til Dessert. Og naar de unge Par sidde udenfor Cafeen og spise [=äter] til Middag, kunne de brave [=ordentliga] Borgerfolk, der gaa forbi, smile ad de to, og Konen [=hustrun] kan maaske sige til sin Mand: »se paa de to; de ser lykkelige ud... det er et nydeligt [=förtjusande] Par.« Og Manden kan nikke bifaldende og sige: »hun er ialfald en nydelig Pige [=flicka]... se hvilke store Øjne. Hun ligner en Gazelle.« Og den unge Kvinde mærker Venligheden, og hun smiler maaske og føler sig ganske [=helt] værdig, der hun sidder og bider Druerne i Stykker.
Saa ofte, naar jeg saa de muntre Bohemer i Paris og i Italien, maatte jeg ryste [=ruska] paa Hovedet, naar jeg mindedes Bohemen i Norge, Kristiania-Bohemen. Selve Ordet er misvisende.
Hans Jæger, Kristianiabohemens Fører — ingen var vel mindre Boheme end han. Sandt nok at han førte dette Ord frem i Skrift og Tale; men aldrig har vel Bohemens lette Blod banket i hans Aarer. Han var en Filosof, der kæmpede for sin Opfatning, en tungtbevæbnet Soldat, der stønnede under sine Vaabens Byrde. Og som han var, vare mange af hans Svende [=vapendragare], Mennesker med tykt, begærligt Blod, der følte sig bundne af den borgerlige Moral og ønskede Kærligheden fri. Men ganske karakteristisk opnaar ingen af »Fra Kristianiabohemens« [=känd bok av Hans Jæger] Mænd den attraaede Kærlighed. Thi de forsøge aldrig at vinde vedkommende Kvindes Kærlighed; men de forsøge altid at overbevise hende om dens »Berettigelse«. Og mens de snakke, plukke de i Stykker alt, der danner [=utgör] den første Kærligheds Tillokkelse. De snakke altid ud fra deres eget Standpunkt, Mandfolk, der i tidlig Alder ere forranglede, og de forlange [=kräver] dog glat væk, at den purunge, forventningsfulde Pige skal forstaa sin Pligt. Men Kvinden, som hun fra Evighed har været, er ogsaa her. Hun vil bedaares, overvindes — ikke overbevises. Hun vil, at en Mand hos hende skal tilbede den unge, drømmende, ængstelige og begærlige, ikke den logiske og fornuftige. Men at den unge Kvinde skal lade sig bedaare, synes den filosofiske norske Boheme er hende uværdige. Og med al sin Skikkelighed mister han baade Pigens og sine Medborgeres Agtelse. Ti disse sidste lade det til Nød gaa, at en ung Mand en hed Aften vinder en Elskerinde. Men at han vinder hende en højlys Dag ved at forklare hende den frie Kærligheds »Berettigelse« — det gaar ikke an: Værsgod at angre [=ångra] en Smule!
Naar man nu læser alle de Diskussioner, der føres i Bogen, forekomme disse os overflødige og kedelige. Men gennem alt føler man Bogens stærke Farve. Man aander i den uforfalskede, tunge Kristianialuft. Hele det ufærdige [=ofullbordade] Lands ufærdige Hovedstad kommer én i Møde. Jeg ved næppe [=knappt] nogen Bog, der har den stedlige [=lokala] Farve saa intens, som »fra Kristianiabohemen». Man kunde læse Bogen i Afrika, og lige tydelig, mørk og uhyggelig vil den megen Kristiania Taage [=dimman] komme sigende ned paa én. —
Kristianias Boheme! — ingen Borger i Solens og Letsindets store Rige, ingen Page fra Vinens og Kærlighedens lykkelige Land.
Hjemløse, forladte, ulykkelige — de Ord passe bedre. Landet er for taaget og koldt til den nøgne [=nakna] Dans; om nogen prøver derpaa, vil den kolde Luft let gøre hans Lemmer stive og hans Læber blaalige.
Naar man for en halv Snes [=ett halvt tjog] Aar siden talte om Kristianiabohemens Forfattere, nævnedes Gabriel Finne som den talentfuldeste blandt de yngste. Hans Bøger vare stejle og knudrede [=tunga], men voldsomme og levende. Personerne i dem virkede tit [=ofta] som raat tilhugne Figurer; men hvilken Rigdom var der dog til Stede! hvor det groede i disse Bøger, hvor det ene trængte paa og skød det andet til Side! hvor disse Bøger syntes at være skrevne af en Mand, i hvem der var stærk Granit. Hvor Pennen syntes ført med knyttet Haand! Og om end hans Mennesker ere realistiske i høj Grad, ere de dog midt i deres Hverdagslighed store og almenmenneskelige, saa de virke som Symboler. Symboler for Ulykken ved ulykkelige Hjem, ved Forladthed [=övergivenhet] og Ensomhed, ved Fattigdom og ved Drukkenskab.
Gabriel Finne tror i sine Bøger paa Skæbnen [=ödet], paa den Skæbne, der kommer knusende [=krossande] og uafvendelig over Menneskebarnet. For ham ligger Menneskenes Skæbne færdig allerede i Hjemmet. Det stærke, harmoniske Hjem varsler en god Skæbne, giver Barnet Sans for Sandhed, for Ansvar, for Hjertensgodhed. Det uhyggelige, splidagtige [=oeniga] Hjem varsler en ulykkelig Skæbne, opelsker hos Barnet Løgn, Falskhed, Hjerteløshed. Finne bliver aldrig træt af at gentage [=upprepa] dette. Hans Bøgers ulykkelige, Alkoholisterne og Banditerne, have næsten altid daarlige Hjem at pege tilbage paa som vægtige Aarsager til deres senere Ulykke. Triste, triste ere hans Bøger. Mange Forfattere skildre Ulykke; men de brede tit Skønhed og Fest over Ulykken, saa den bliver frygtelig, men storladen. Tristhed og Græmmelse er eneraadende i Finnes Bøger. Og i de sidste findes nu og da en egen, sælsom Tone, som fra en anden Verden, noget iskoldt og mørkt som fra det evige Øde. Jeg mindes en liden Novelle fra for nogle Aar siden. Den hed vist »Adjunkten« [=sannolikt avses »Melankolikeren«] og gik ganske upaaagtet hen; man fandt den ikke god nok i kunstnerisk Henseende. Kan gerne være. Jeg véd kun [=bara], at da jeg læste den, paakom mig en egen angstfuld Følélse; jeg forstod, at det var tungt at leve for ham, som vi alle dog til sidst havde dybere Venskab for, end vi vidste... Hvor denne nedkastede Novelle var sær; Skygger fra den anden Verden viftede omkring os, besynderlige Tanker, som den faar, der ikke længer hører hjemme i Livet.
Medens de fleste af Kristianiabohemens Garde lidt efter lidt bleve satte [=stadgade] Mænd: Doktorer, Jurister, Lærere og brugbare Journalister (Hans Jæger er selv en meget skattet Medarbejder ved den norske »Socialdemokrat«), forblev Gabriel Finne den gamle: Manden, der umulig kunde finde sig til Rette. Han var rent umanerlig ærlig og vendte gerne det laadne ud, tog faa Hensyn og sagde Folk mange drøje Ubehageligheder, flere end nødvendigt. Han blev en lidet [=föga] afholdt Mand. De faa Venner, han havde, fandt ham til sidst besværlig og ubehagelig og undgik ham. Han kunde maaske tale med enkelte af Vennerne fra før; men nogen egentlig Omgang var der ikke Tale om. Han fortalte selv, at han tit tyede ud blandt Kristianias Lazaroner [=tiggare], snakked med dem, gav dem Brændevin og Øl og kaldtes til Gengæld: »Mester« af dem. Men selv med dem var Venskabet skralt. De tog hans Penge, hans Brændevin og Øl; men ham selv, »Mesteren«, lusked de helst bort fra. — — —
— En Dag for kort Tid siden faldt han i en heftig Lungebetændelse [=lunginflammation], der i faa Dage gjorde Ende paa hans Liv. Han var blot 33 Aar, da han døde. Jeg tror ikke, han var bleven forfærdet, om nogen i den senere Tid havde spaaet ham en snarlig Død.
— Der findes Kunstværker, som ikke skattes, medens Kunstneren lever, og som ikke bringe ham mange Lovtaler ved hans Grav, men som ere saa ægte og saa lødige, at Tiden ikke gnider dem ud, men pudser dem blanke. Manden, som skabte dem, er borte; ingen husker [=minns] mere paa, om han drak, eller om han var slem [=besvärlig] til at laane Penge. Og en vakker Dag ser en kyndig [=skicklig] Mand og flere med ham, at en ejendommelig levende Glans staar af den halvforglemte Bog, og det underlige sker, at nu først begynder Bogen for Alvor at leve.
Det kan hænde, at baade en og flere af Gabriel Finnes Bøger en Gang vaagne til nyt Liv; thi de eje — jeg kunde have Lyst til at bruge Udtrykket levende Vand.
Thomas P. Krag.
[Texten hämtad ur Illustreret Tidende nr 42, 40 Bind (1899), s. 695.]