Man kan sige om den yngste norske Litteratur, hvad man vil, — én fortjenstfuld Egenskab har den, der gjør Studiet af den i høieste Grad interessant, og det er en kraftig og trodsig fremtrædende Individualisme. Vore yngste Forfattere kan have og har alle mulige Feil. Man skal ikke behøve en særlig fin Følelse eller megen Aand for at stødes af deres Formløshed, Idéfattigdom og usikre Smag; der findes blandt dem neppe en eneste virkelig begeistret Skjønhedsdyrker, knapt nok en Psykolog, naar man da ikke ved Psykologi forstaar Skildringen af de enkle, brutale Grunddrifter og Sindsbevægelser; ingen myndig Intelligens i Besiddelse af et saapas solid Fond af Kultur og Kundskab, at han kunde klare de komplicerede Opgaver, der stilles til den moderne Sjæle- og Samfundsskildrer. Men personlig Egenartethed, selvfølende Egenvilje, individuelt Gemyt: Lyrikens urolige Kraft, det indre, intime Livs bølgende og brydende Stemningsmagt, den skal ingen kunne frakjende dem. De er forsaavidt «sig selv aldeles forbandet, sig selv og ikke det eneste andet». Dette er deres Kraft og deres Svaghed. Havde de — for at gjøre et Tankeexperiment — kunnet opgive noget af sin forbitret uforsonlige, uselskabelige Selvstændighed for, om blot et flygtigt Øieblik, at leve en Smule med i andres Existens, saa vilde deres Bøger kanske ikke været fuldt saa monotont lyriske, som de nu er; og havde de for Alvor forsøgt at gjøre sig bekjendt med endel af den Litteratur og Kunst, som var til, før de nedsteg fra sin Forudtilværelses Elysium til denne Jammerdal, saa var deres Verker sikkerlig bleven kvit mange Pletter [=fläckar], — men om de derfor var blevet bedre, kan jo være tvilsomt.
En Forfatter som Gabriel Finne giver en rimelig Anledning til denslags Betragtninger. Han er blandt de unge Digtere den uforsonlig ensomme, i sig selv indestængte, ubøielige og ulærvillige Individualitet. Med en forbitret, blind Stædighed kredser han om nogle faa Emner, Situationer, Konflikter af en snevert begrænset, intimt... næsten privat personlig Karakter. Og paa dette Omraade er han en høist aabenmundet, ublufærdig frimodig Bekjender, der ikke sparer Læserne for en eneste af sit Hjertes Hemmeligheder, — nei hensynsløst nærgaaende iklæder han dem med sin grovt kraftige Kunst Sprogets mindst barberede Gloser og mest slaaende Billeder og planter dem dybt i vort Sind. Man kan aldrig holde sig helt neutral ligeoverfor Finnes Bøger, — enten trækker de til, eller virker de voldsomt frastødende.
Had, Tungsind, Trods er Grundstemningen i hans første som sidste Bog. Over alt, han har skrevet, ruger et tungt beklemmende Alvors Mørke, der kun sjelden lettes noget af et bittert, galgenhumoristisk Udbrud eller en grovkornet Lystighed. Graa Fattigdom og nøgen [=naken] Uhygge; smaa Sjæles Grumhed og Hjertekulde; Magtens raa Overgreb og de Underlegnes bundne Oprørslyst og nødtvungne Falskhed og Feighed; Ungdoms haarde, glade Egoisme og offertørstige, selvforglemmende, modige Daadstrang [=handlingsbehov]; Manddoms tungblodige, dulgte, sterke Livsvilje; Alderdoms rolige, uforstyrrelige, skjæbnehengivne Mistænksomhed og gridske, uslukkelige Selvopholdelsesdrift; — Børn i Kamp mod Forældre og Forældre i Kamp mod sit eget Væsen, mod Armod, Livslede, onde Tanker; Hjemmet som det smaalige, stillestaaende Hads Sump, og Samfundet som en aaben, ly-løs Arena, der Menneskenes Børn brydes med alle Angstens, Fortvilelsens, Lidenskabens grumme, umættelige Vilddyr... se der de abstrakt-lyriske Grundmotiver, der bliver tilbage [=kvar] i Erindringen, naar man har glemt de levende Fysiognomier og Situationer i Finnes Produktion. Den kraftigt klingende Grundtone i hans Boger giver dem deres bedste kunstneriske Værd. Han har al Indignationslyrikerens hidsige Ensidighed og Hasten mod Afslutning. Han er helt i sine Emners Vold; formaar ikke at se overlegent paa dem og kan følgelig heller ikke forklare dem, lade dem udvikle sig eller faa dem stillet ind i den større Sammenhæng med andre Mennesker eller Samfundet. En Menneskeskjæbne [=människoöde] bliver seet gjennem hans Temperament, en Række psykiske Katastrofer, et Slags Sjæleuveir og -Omvæltning, der vistnok renser Luften og skaffer Afløb for overflødig Spænding i Personligheden, men ellers er uden Resultat. De gamle, farlige Tanker, Drifter og Lyster arbeider med den samme explosive Kraft, brænder dybt nede i Hjertet som før, og en Dag bryder det saa løs igjen med Knald og Fald og Forfærdelse...
I.
Finnes to første Bøger «Filosofen» (1889) og «Unge Syndere» (1891) — en Samling Smaafortællinger, der vel er skrevet før, men udkom efter den mellemliggende «Doktor Wangs Børn» — er i en Henseende saa uensartede, som om de var skrevet af to forskjellige Forfattere. Øver «Filosofen» ruger mørkt haabløst Alvor. Den forpinte, sammenbidte Trods, der er Dampen i Finnes Produktion og fylder hans sidste Arbeider med en dump Uhyggestemning, fornemmes her som vag angstfuld Sorg og Uro. «Unge Syndere» derimod er fra først til sidst Halløi og Lystighed, vistnok en tungblodig, platfodet, drævende Lystighed, men troværdig og segte som et Naturbarns Latter.
Finne skrev for en Del Aar tilbage nogle Avisartikler, hvori han klagede over de «norske Digteres Hang til paa sit eget Kjøns Bekostning at idealisere Kvinderne eller ialfald hos dem at undskylde de Feil, for hvilke Mændene hudflettes». Det maa indrommes [=erkännas] ham, at han med megen Dygtighed har formaaet at frigjøre sin egen Produktion for slige idealistiske Svagheder. Og særlig i disse Smaafortællinger er saavel Forfatterens som de optrædende Mandspersoners Tone ligeoverfor Kvinderne ugeneret fortrolig, for ikke at sige nærgaaende. De unge Synderinder dækkes ikke af nogen Ridderlighedens eller Respektens Nimbus, forskjønnes ikke ved nogen Afstandens illuderende Farvevirkning, ja end ikke af den nodtørftigste Stilens Kunst. Et slurvet, malpropert Sprog, som i Samtaler synker ned til en pinlig simpel Jargon, er den naturlige Udtryksform saavel for Forfatteren som for hans Personer, der med et Par Undtagelser bestaar af dannede eller ialfald velklædte unge Mænd og Kvinder.
Den humoristisk-kyniske Tone er for det meste vel vedligeholdt, men undertiden [=ibland] rober dog Forfatteren med priselig Naivetet sine Hjertensmeninger. En meget tvilsom, ikke ganske [=helt] ung Dame opfattes uden videre «som en Martyr for Naturens Sag(!) og et Offer for Samfundsinteresserne». En ganske ordinær Tyvetøs tages omtrent lige høitideligt, og en anden afstøvet Sommerfugl er det «fineste, det rigeste, det genialeste... saa umiddelbar, saa altfor menneskelig — i dette forskruede Samfund». En af Fortællingerne er i Formen en Slags Fortsættelse af «Filosofen»; men skjønt det «Samfundsoffer», vi møder her, er en sorgelig degraderet Udgave af den tænkende Helt i Debut-Novellen, faar han dog Lov til at sætte Næsen høit tilveirs og spotte «den underlige Byen med sit Universitet, som ikke bestiller andet end hvert eneste Aar at ødelægge tusen Existenser, plukke dem for Mod og Livslyst og for Interesser, — for bagefter at sende dem rundt om i Landet til hver sit Levebrød som Ydmyghedsapostle.»
Naa, man bør neppe gaa altfor alvorligt irette med denne lille Bog. Den er med sin søgte Letfærdighed, sin opkonstruerede Immoralitet, sin naive Rebelskhed selv en Ungdomssynd, som Forfatteren har ment skulde ærgre alle brave Borgere. Han har meget hurtig forstaaet, at man maatte gaa grundigere tilverks, om der skulde komme nogen Kraft i Angrebet paa det «forhadte Samfund» og «denslags Folk, som har faaet sit paa det tørre». Det vilde dog ikke skadet, om han havde kunnet anskue sine mere udførte Figurer med et Saltkorn af den humoristiske Frihed, som liver op den anstrengte Forsorenhed i «Unge Syndere».
Især i «Filosofen» kunde en Smule forsonligt Lune gjøre godt. Men nei, — den 22-aarige Forfatters Indignation har ikke tilladt ham at anvende saa overlegne Vaaben som Humor og Ironi. Det er den blodtørstig intransigente Fanatisme, der gyder Liv i denne Bogs spinkle Indhold. For den, der skrev dette Hadets Digt, stod Menneskene som to ved et svælgende Dyb adskilte, modsatte Arter. Det er Alderen, som sætter den høieste Grænsemur mellem os; — den har fordelt Menneskenes Børn i to Verdener, hvorimellem ingen Medfølelsens saalidt som Forstaaelsens Bro fører.
At Finne ikke har opgivet denne ungdommelige Tankegang i de senere Aar, kan sees af en Artikel i Dagbladet (Mai 1894), hvor han skriver: «Der er... et Had, der er langt sterkere, menneskeligt dybere end politisk og religiøst Had, og det er de Gamles Had mod Ungdom, mod den Ungdom, som vil gaa egne Veie, mod den Ungdom, som skal faa se Tider og Udviklinger, de selv ikke skal faa være med i.» Han kunde have tilføiet, at han selv i sine Bøger har givet ganske kraftige Bidrag til Skildringen af Ungdommens Had mod de Gamle. Og saa er der i og med denne Alderens Skillelinje givet en anden, — den, der deler og fjerner de frie, ærlige, naturlige Individer fra «den store Borgermob», d. v. s. de, der har sin Økonomi og Moral i Orden.
«Filosofen» er en Variation af den gamle kjendte Historie om den unge ideelle Oprører, der ikke kan finde sig tilrette indenfor den jevne dagligdags Tilværelses snevre Grænser, ikke kan taale de almindelige Menneskers Tankegang og Livssyn, — og som derfor hader det borgerlige Samfund med dets Orden og Love. At den unge Mand i dette Tilfælde har en hel Del tilfældige ydre Gjenvordigheder at kjæmpe med som Fattigdom og lignende, er forholdsvis uvæsentligt. Han vilde ikke gjøre nogetsomhelst Indtryk paa os, hvis hans Skjæbne kunde forklares med en blot og bar Henvisning dertil. Men Forfatteren ved godt — om han ikke ligefrem siger det — at den Sygdom, hans Helt lider af, er den romantiske Følelse af Usammenhørighed med Tilværelsen og Fremmedhed i Livet, der hjemsøger alle lidt eiendommeligt anlagte Naturer i den første Ungdom.
Det er i denne Henseende interessant at se, hvordan samme Følelse og Tankegang under helt andre gunstige ydre Forhold og Omgivelser føder det samme Had, den samme nervøse, galdesyge Bitterhed i Nils Collett Vogts tidligere omtalte Bog «Familiens Sorg». «Filosofen» sidder i sin Broders Stue, da det pludselig synes ham, «som om han holdt paa at blive presset blødt ihjel af et stort usynligt Uhyre. Disse hans Slegtninge sad der og lo [=skrattade] ondskabsfuldt til og syntes at sige: hvis du ikke bliver som en af os, slipper Uhyret dig ikke. Men det var ham umuligt at blive som en af dem, og Uhyret trykkede og trykkede.» Denne uhyggelig fortvilede Frygt for at skulle «blive som de andre» er det jo, som altid marerider Helten i «Familiens Sorg». «Filosofen» staar og snakker med sin Broder — og føler med ét, ved en i vore Øren meget uskyldig Ytring af denne, «Fortvilelse over, at der ikke var noget Helvede, hvor Broderen kunde martres efter Døden.» Og netop den samme Følelse, formet i lige lydende Ord, udtaler Hans Witt. Rigtignok er det en Fætter, som det for ham gjælder om at faa «brændt i Evighedernes Evighed», — men Antipatien er den samme umotiverede, oieblikkelige, instinktmæssige. Broder og Fætter — det er jo bare Navne paa disse «andre», de kolde, fiendtlige Mennesker, Spidsborgerne med den gode Samvittighed, den rette Overbevisning [=övertygelsen], den betryggede Fremtid... alt dette med Principer og Moral, der virker som en eneste knusende Fordømmelse af de vildfarende Følelser og Tanker og Længsler hos de unge Syndere og forlorne Sønner.
I «Filosofen» er denne det unge Sinds instinktive Had mod den konventionelle borgerlige Orden fremstillet, som det føles af Ynglingen, der staar alene med hele det kolde, fremmede Samfund imod sig. Hos Vogt ser vi det som Skoleguttens fantastiske Oprørstrang og Hevntørst.
I Vogts Bog falder Helten fuldstændig sammen fra det Øieblik af, da Familien begynder at true ham med Udstødelse af de hæderlige Menneskers Samfund. Forfatteren selv er ikke i Tvil om, at den Omvendelse af Hans Witt, som paa denne Maade bringes istand, har de aller uhyggeligste Følger. Vi ser den fordums freidig glade Martyr med skjæbnesvanger [=ödesdiger] Naturnødvendighed forvandle sig til en af Angst og Samvittighedsnag forfulgt Fornegter og Frafalden. Hans Fader synes, han ser ud som en Forbryder, og paa Bogens sidste Side bliver vi Vidne til, hvorledes han naar Dybden af sin Fornedrelse: han modtager Moderens Judaspenge — og dukker under for bestandig.
Finnes Helt vil ikke «vælge den Udvei at blive Kjeltring [=skurk] — som de andre». Men han føler med Forfærdelse sin Svaghed. Han ved, at han ikke kan holde sig stolt opreist i Livskampen. «Jeg har paa en eklatant Maade bevist, at min Mor havde Ret, — at jeg for med store Ord, da jeg fægtede om mig med, at mine Idéer skulde holde mig rankere end Bibelen og alle Postiller. Men gi mig, indrømme dem det, nei det kan jeg ikke.» Han ved, at da vilde «Geisten skrumpe sørgelig ind», og aldrig vovede han at «sætte Næsen i Veiret». Derfor vil han dræbe sig. Da vi skilles fra ham i Slutningskapitlet, staar han i Begreb med at ende sit lille begivenhedsfattige [=händelsefattiga] Liv paa denne heltemodige Maade.
II.
«Doktor Wangs Børn», der udkom i Vaaren 1890, tilhører en i Litteraturen temmelig ny Genre, rigtignok mindre ved sit Stof end ved Følemaade og Syn paa de skildrede Forhold. Bogen fortæller, som Vogts «Familiens Sorg», om det daglige Liv i et norsk Embedsmandshjem. Sammenligningen med Vogts Novelle paatrænger sig allerede af den Grund, at de to Forfattere — saa ulige de end er og uenige om mangt og meget — befinder sig i den skjønneste Samstemmighed om den ene Ting: Barndoms- og Ungdomshjemmet kan ikke males i tilstrækkelig mørke Farver. Der er i det ydre ikke stor Lighed mellem Assessor Witts stille lune Stuer oppe i Hægdehaugsveien, hvor Livet i Almindelighed glider sagtelig afsted i borgerlig Regelbundethed og trygt Velvære: som en glat rislende Strøm, hvori bare Sønnen Hans sætter Hvirvler og Braatt og Brænding, — og det frygtelig uhyggelige Doktorhus ved Eidet inde under Vestlandets Fjelde, hvor alle Hadets, Ondskabens, Ufredens og Lavhedens Dæmoner hyler omkap i en ren Helvedeskoncert. Men i det indre, i Stemningsfarven, som Digternes forbitrede Sind har kastet over de to Familie-Interieurer, er der en umiskjendelig Lighed, som taler sterkere end de mange skillende, individuelle Særegenheder.
I Vogts Bog er Helten stillet op mod en Baggrund af aandelig bevæget Liv; over hans Skikkelse falder et sterkt idealiserende Lys fra hin Tid, da Landet «stod i Brand» over sociale Problemer og politiske Stridsspørgsmaal. Doktor Wangs Sønner og Døtre forskjønnes ikke af nogen flatterende Straaleglans fra høiere Sfærer. De har idetheletaget svært lidet med Aand at bestille. Deres Ulykker er slige legemlige Gjenvordigheder som meget Bank, daarlig Mad, usle Klæder, tvungne Indespærringer. Men Finne mener nok ogsaa, at «Landets snevreste Livssyn» bærer Ansvaret for den hæslige Elendighed og Hjerteraaheden i Doktor Wangs Hjem.
Men denne Oplysning om Forældrenes «Livssyn» er bare blevet til en flygtig Bemærkning, — og det er en af Grundene til Bogens trættende Monotoni. Forfatteren er selv fyldt af det samme Had til Doktor og Fru Wang som Børnene. Skjønt Fortællingen saaledes nærmest virker som et Forsvarsindlæg for disse, har han alligevel ikke formaaet at vække vor Sympati for dem. Forældrene er fæle, men, oprigtig talt, jeg synes, Børnene er endnu fælere. Faderen ser ud, som han «allevegne lugted styg, gul Materie». Moderens «Øine spyr dyrisk Had». Et Sammenstød mellem den fjortenaarige Datter Petra og Moderen skildres paa følgende elegante Maade: «Datteren hylte som en Gris, men Moderen satte sin Klo i hendes Haar og sled hende ud over Sengen, lod hendes Krop falde tungt i Gulvet og sled hende videre bort til den aabne Dor. Der gav hun hende et Spark.» Saa kommer den tolvaarige Hans, tillokket af «Smertensbrølene». «Du er et Svin! bed Gutten hvast ivei og farer lige paa Moderen, som tumlede bagover» osv. — Undres paa, hvilket Indtryk en Fremmed vilde faa af Livet i vore dannede Hjem efter denslags Beskrivelser. Maaske tilhører Doktor Wang endog en af disse «gamle Ætter, med deres ømsomme forfinede Nerver», som Finne et Sted [=någonstans] omtaler med en saa dyb sønlig Respekt.
Man trættes af dette monomane Had. Hvor hører de hjemme disse Børn, hvis Livsbetingelse det er «roligt som Martyrer at trodse videre mod det fjerde Bud?» Og ihvertfald er et sligt Had ligesaa uinteressant i æstetisk Henseende, som det moralsk er modbydeligt. Bogens Styrke er den dramatiske Kraft i Formningen af Situationerne og den brutale Anskuelighed, den grove Klarhed i Tegningen af Personernes Ydre. Men det er besynderligt, at Finne ikke har fundet noget mere passende Milieu for disse Taternaturer end et forgjemt Embedsmandshjem. De skulde været sat op i store Tableauer med store Gestus og vilde Udbrud mod Samfundet, Undertrykkerne osv. Thi Doktor Wangs Børn er fødte Proletarer: de ser alt nedenfra opad.
III.
I et Foredrag, som Finne holdt i Studentersamfundet i Høsten 1890, udtalte han blandt andet: «Verden, seet gjennem Litteraturen fra Femti- til Syttiaarene og den senere saakaldte Virkelighedslitteratur, tager sig ud som et Landskab, hvor fra Tidernes Begyndelse nøgne, afskyelige Mænd kryber omkring og gjør de i noble Klædebon indhyllede Damer Livet surt. Men saa stiger Digterne op i Skyen og holder Generalprove paa Dommedag, paa det at Mændenes Øine itide skal oplades for Kvindens Hvidhed, og hendes Øine aabnes for hans Træskhed.» Og paa et andet Sted: «De blottede Lidenskaber, de menneskelige Drifter idetheletaget, har ingen Anseelse hos os... Kvinden i den Form, hvori J. P. Jacobsen, Flaubert, Maupassant har skildret hende, findes ikke i vor Litteratur.»
Ingen af vore yngre Forfattere har troet saa blindt begeistret som Finne paa Tidens nye Evangelium: Darwinismen og den moderne evolutionistiske Forklaring af Livets og Tilværelsens Mysterium. Allerede i «Filosofen» kommer han med spodske Udfald mod «vor halvromantiske Litteratur», med dens efter hans Mening naive og fromt idealistiske Virkelighedsopfatning. Den Verdensbetragtning, der almindeligvis betegnes som den videnskabelige, tiltalte ham ved sin enkle Klarhed og Logik, ved sin skjæbnehaarde Pessimisme, ved sin revolutionære Skepsis, men maaske mest ved sin Tendens til at forringe, forflade og fornedre Mennesket. Slige Slagord som: Last og Dyd er Produkter som Vitriol og Sukker; Hjernen producerer Tanker, som Leveren afsondrer Galde osv., har en egen forunderlig Tiltrækning for Ungdommens abstrakte, oprørslystne Tankegang.
Og det kan ikke nægtes: denne nye Lære om Mennesket var ligesaa jordisk jevn som let forstaaelig. «Den Hær af Ønsker, Lyster og Begjær, — det Hav af Indfald, Fordringer og Krav», som endog en Peer Gynt føler fylde sit Bryst; den Mangfoldighed af unævnelige, usigelige Anelser, Billeder, Stemninger, der bevæger os i Helg og Søgn, i Sorg og Glæde, — alt det dunkle, modsigelsesfulde, irrationelle lod sig for den troende Naturalist tilbageføre til det Aarsags-Komplex, som Schiller i et berømt Digt udtrykker med Ordene «Hunger und Liebe», paa Finnes Sprog: Sult og Kjønsdrift. Menneskeplanten bliver for denne Filosofi et let gjennemskueligt og opløseligt Produkt af Faktorerne: Jord, Omgivelser, Ernæring.
I Romanen «To Damer» har Finne nedlagt sit alvorligste og grundigste Arbeide paa den naturalistiske Menneskeskildrings Omraade. Hovedtemæt i denne Bog er en Ægteskabshistorie, udført i Strindbergsk Aand, d. v. s. ud fra den Opfatning, at Forholdet mellem Mand og Hustru med Nødvendighed bliver en Kamp eller rettere sagt et Slagsmaal paa Liv og Død. Den ene Dame, der udgjør den bankede Halvdel i dette Ægteskab, er en ækkel, ond, pervers Skabning, formodentlig en Studie efter Hedda Gabler; den anden, der stilles op som Kontrast til hin magre Sfinx, er en buttet, glad Skjønhed med sterkt erotiske Tilbøieligheder.
Den mandlige Part i den ægteskabelige Duel er en raa, brutal, temmelig fordrukken og forøvrigt kjedsommelig Ingeniør. Han er Finnes typiske Ægtemand, en sterk, bjørneærlig Bondenatur, der gaar olm og ond og uvasket omkring som en lurvet Kjøter i sin Lænke og knurrer og reiser Børster mod det, der er af finere Art end han selv. Mildhed og Stolthed, det er for ham Unatur og Affektation; og han føler sig ikke fri, før han en Dag lader Dyret løbe læbsk i sig paa den Maade, at han banker sin Kone. Betegnende nok er denne plebejiske Bedrift stiliseret om til en høist symbolsk Handling; — det er Adam, som straffer Eva, fordi hun har udtalt sig respektstridigt om en af de hellige naturlige Funktioner. Selve Skildringen er derimod udført med al mulig Tydelighed og Virkelighedstroskab.
«Et kraftigt Slag af hans Knytnæve slog hende overende, og bagefter satte han Knæerne paa hende, slog Kløerne i den prægtige Haarbølge bag i Nakken og sled hende efter den op og ned; hun holdt sine Hænder for Ansigtet, dem rev han væk, slog hende, til det blødte af Næsen, rykked atter i Haaret og dunked hende op og ned. Tilsidst reiste han sig, spytted paa sin til en Klump sammenrullede Kvinde, gav hende et definitivt Spark og gik sin Vei, skjælvende efter Anstrengelsen, men umaadelig lettet i Sindet.»
Denne Pryglescene er indfattet i en Ramme af Naturbeskrivelse og Betragtninger over Mands og Kvindes Væsen, der rummer Romanens betydeligste, stemningsfuldeste Indhold. Der er dog den Hage ved de filosofiske Grublerier over Kjønnenes naturnødvendige, gjensidige Antipati, at de vilde virke mere overbevisende, om det ikke var denne simple Ingeniør og hans frastødende Hustru, der havde fremkaldt dem. Vi tænker slet ikke paa disse to, naar han skriver om «Sorgen, der fik dem til at knytte Haanden mod Naturmagten, Sorgen hos Mand og Kvinde, der, skabt til forskjellig Tid, af forskjelligt Stof(?), faar ud af sit Samliv det trøstesløse: at de, skjønt nødt til at spise af samme Træer og sove inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder mest muligt i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over Livets Rædsel.»
Natur-Baggrunden i «To Damer» er den med bitter Ironi markerede Modsætning mellem det lumre, smaaborgerlig sølle Ravnekrog-Liv i Byen og det øde, vilde Vestlandssceneri: vid, mørk Fjeldmark, takket af sorte truende Tinder over blanksort sugende og hemmelighedsfuldt Fjorddyb. Det er ude i denne utæmmede, fritvoksende, urørte Natur, at Opgjøret finder Sted mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Forfatteren sige, bliver vi atter sande ærlige Væsener. Ansigt til Ansigt med de Livsformer, som har bevaret sit Præg gjennem Tidernes Omskiftelighed, medens Mennesket gjennemløb alle Forvandlingens Stadier, afklæder vi os de borgerlige Løgnes falske Flitter og vinder Mod til den store Oprigtighed: at være os selv.
Men inde i den lille By [=stad], hvor Menneskene lever indestængte i smaa kvalme Huse og trange smudsige Gader, der gror i yppigt Flor det Ondes pestsvangre Ukrudt. Her lurer Vanvid og Død paa alle fine Sjæle, og vé dig, om du ikke straks overlader din Nabo din Frihed og Samvittighed til velvillig Forføining! I Ravnekrog taales ikke Selvstændighedens eller Egenartethedens Extravagancer.
IV.
Nietzsche har som bekjendt opstillet en aandrigt outreret Hypotese om den onde Samvittigheds Tilblivelse, der kort og godt gaar ud paa følgende: Staten er opstaaet paa den Maade, at en overlegen Herskerskare har undertvunget en Hob frit omstreifende Halvdyr; idet nu disse Naturens Børn blev gjørt til bundne Samfundsvæsener, vendte alle deres oprindeligste og kraftigste Instinkter: den brutale, grusomme Blodtørst, Forfølgelseslysten, Tilintetgjørelsestrangen, som før kunde mættes paa Tusener af Fiender, sig indad og forvandlede sig til ond Samvittighed, selvfortærende Grublesyge, Forfølgelsesmani, Gudsfrygt og Helvedesrædsel.
Denne Moralgenealogi har sikkerlig fundet en Tilhænger i Gabriel Finne. Alle hans Bøger er mere eller mindre direkte Angreb paa Samfundsordenen og «den store Borgermob» — og Lovprisninger af den før-moralske, frie, tvangløse Naturtilstand. Hans Personer — de unge Syndere som de faldne Engle, de utro Ægtemænd og daarlige Husholdere, Doktor Wangs Børn og Overlærer Woxens Børn, Fædre og Sønner, Mødre og Døtre... er allesammen bundne og bastede Samfundsdyr, der river og slider og slaar sig tilblods mod Stængerne i Buret, de sidder i, det kaldes nu Hjem, Familie, Ægteskab eller Samfund. Han ser paa dette ordnede, tæmmede og tugtede Liv, — forstaar det ikke og drager øieblikkelig den Slutning, at det i Bund og Grund er Hykleri, Løgn, Bedrag.
Der er den stakkels «Filosof», der sammenligner sig med en Flue, som, lokket ud af sin lykkelige Dvale-Tilværelse af Kakkelovnsvarmen og Lyset, surrer nogle Gange rundt Lampen for saa at forsvinde i Mørket igjen. Mørket — det er for den unge Idéfanatiker Vanviddet og Døden, som lurer paa den, der ikke kan holde ud Samfundets Humbug- og Løgn-Liv. Der er Petra i «Doktor Wangs Børn», som kun kan faa Fred for sin Samvittighed ved at præstere «en Ærlighed større end Forældrenes, større end nogens, hun kjendte», og som netop derfor — det føler vi — vil blive grænseløst ulykkelig. Der er Ingeniøren i «To Damer», denne bundne Bjørn med sin plumpt ærlige Bjørne-Moral og sin grove Livsappetit, — kun kort blev hans Glæde, da han en Dag fik brudt sin Lænke. Og der har vi tilslut de tre utro, ulykkelige Ægtemænd i «Uglen», «Før Afskeden» og «Rachel» med deres trofaste ulykkelige Hustruer, alle brave, sterke, retfremme Naturer, som pines til Fortvilelse og Afsindighed af den onde Skjæbne, d. e. Karakterens Svaghed og Drifternes Overmagt.
Disse Finnes sidste Arbeider er samtlige Studier over det syge Sinds Psykologi. De er udsprungne af den blindeste Skjæbnetro, — Stemningspessimismen i hans tidligere Bøger har udviklet sig til urokkelig rolig Overbevisning. Fælles for dem er ogsaa en lyrisk festlig og hjertegreben Følelse overfor Hjemmet, det Hjem, som unge Mennesker bygger sig til Værn mod den «skidne Verden». Det er med virkelig tragisk Patos, Finne viser os, hvordan Angstens Mare og Syndens Dragetænder og den uafvendelige Nemesis undergraver det lille Lykkeslot, som bygges af Tro og Kjærlighed i unge Hjerter. Sandelig — Skjæbnens Ironi er vor alles Herre. Finne anede nok ikke, dengang han i sit ungdommelige Foredrag, for at tirre Borgerne, talte pralende Ord om at blotte Lidenskaberne og afdække «den Drift, som betinger alt Liv og al Lykke», — at han netop skulde blive Skildreren af Undergangsviljen og Ulykke-Frøet i de overmægtige Passioner.
De to smaa Dramær «Uglen» og «Før Afskeden» har begge som Hovedmotiv ægteskabelig Utroskab. Mændene er Bedragerne, — og Bedraget hevner sig i det ene Skuespil paa Ægteherren, der, længe efterat Forbrydelsen er begaaet, rammes af dens Følger. Han pines hele Stykket igjennem af Samvittighedsnag og faar til Slut Vanvidsanfald. I det andet Skuespil er det den uskyldige, dødssyge Hustru, som gribes af Brødens Fang-Traade og dragés ud af Livet.
«Uglen» er en med enkel, kraftfuld Kunst formet Uhyggestemning. Den bygger sig langsomt op gjennem nogle stilfærdige Interieurer fra et ensomt Hjem paa et øde Næs ved en af Vestlandets Fjorde; den stiger langsomt, baaret af nogle Hverdagsmenneskers jevne Samtaler, — til den pludselig exploderer i Torden, Lynild, Revolverskud, Vanvid. Det, der volder denne Række af ligeløbende Katastrofer i Naturens og Aandens Verdener, er et galant Eventyr, som en sølle Ingeniør har begaaet med en meget tvilsom Frue. I Anledning af denne Brøde er det, Forfatteren nedkalder over den stakkels Mands Hoved alle Hevngudindens Rædsler: rød Dommedagshimmel og forfærdende Syner og Aabenbaringer fra den altskuende Straffens Herre over Skyerne.
«Uglen» indtager forevrigt ved sin om Emnet strengt sluttende Form en Plads for sig selv blandt Finnes vildtvoksede, daarligt komponerede Bøger. Et særlig udmærkende Træk i Skuespillet er Hustruen, den inderlig brave, gode, tapre og ømme Gunhild. Hun har Livets egen naturlige Farve over sig. Den kraftige Entusiasme, som straaler ud af de faa Repliker, hvormed hun er tegnet, lyder i mine Øren mere overbevisende end megen moderne Kjærlighedspoesi.
Svagere i Formen og ringere i Følelsesværdi er det lille rent lyriske Stemningsbillede «Før Afskeden». Mandens evindelige Utroskab gaar her ud over en sengeliggende, syg Hustru, rammer hende lige [=rakt] i Hjertet og slukker det svage Livs flakkende Flamme. Dog, denne svage Skabning har endnu Kraft til at forbande Tilværelsen. De faa hadefuldt bitre, uhyggelige Repliker om Ormene, de «hvide blegrøde Orme», som aldrig har seet Lyset, men som venter dernede i Mørket paa den Døde, er sikkert at betragte som Stykkets Maal og Mening. Og de forfærder med ønskelig Magt.
————————
Finnes sidste Bog, Fortællingen «Rachel» (1895), staar i kunstnerisk Henseende langt tilbage for de to Skuespil. Og Indholdet er de gamle haabløse Betragtninger over «det lille stinkende smalsjælede Menneskedyrs» Daarligheder og onde Skjæbne.
Vi møder her atter Fædres Haardhjertethed og Ondskab og Barndomshjemmets fæle Elendighed som forklarende Baggrund til de skildrede Personers mangehaande Gjenvordigheder i Livet. Denne Forklaring virker imidlertid ikke meget overbevisende denne Gang. Hr. Enevold Bader, Romanens Hovedfigur, er en Helt af den allerbedrøveligste Skikkelse. Han har det deiligste Hjem, den sødeste lille Kone og det sødeste lille Barn under Solen, han elsker Hjemmet og disse yndige Væsener med den heftigste taknemmelighedsfyldte Kjærlighed, og dog vedbliver han hele Bogen igjennem at være en uforbederlig Døgenigt, en karakterløs Pjalt, som bedrager sin Kone — af pur snobbet Forfængelighed; som, tiltrods for sit aristokratiske Ydre og sin fornemme ædle Sjæl, er god Kamerat med en forsjoflet Vagabond af en Maler; og som endelig ikke synes at have Talent til andet end at behandle Aagerkarle og stryge Landet rundt for at «slaa» Slægtninge eller Venner for Penge samt — eftersom denne hans Hovedbeskjæftigelse giver stort eller lidet Udbytte — udskjælde Menneskene for «Smalsjælethed» og alt mulig andet daarligt.
Forøvrigt indeholder dog ogsaa «Rachel» flere stemningsfulde Enkeltheder og kraftigt malede Situationer. Titel-Personen, den unge Hustru, er fremstillet med den ærlige Begeistring for de lidt haardføre friske Naturbørn, der er saa karakteristisk for Finne. Men som Helhed betragtet er «Rachel» af de Bøger, som paatvinger Læseren det ubehagelige Spørgsmaal: hvorfor er den skrevet?
Siden Rachel udkom, har Finne skrevet en mindre Novelle «Emanuel Daah» (Samtiden 95) og forskjellige Smaating i Blade [=tidningar] og Tidsskrifter. Samtlige disse Arbeider viser, at han fremdeles holder sig indenfor den snevre Kreds af enkle og tildels lidet interessante Emner, som han atter og atter har behandlet i sin tidligere Produktion. «Emanuel Daah» bærer dog Mærker af at være anlagt til noget alvorligere; Forfatteren har været inde paa Nemesis-Tanken, men under Udførelsen har han tabt sit oprindelige Maal afsyne. Det hele er som «Rachel» bare blevet en formelt dygtig, men i Indhold maniereret og usammenhængende Studie. Hvor færdig Finne er med sine Yndlings-Motiver viser sig bedst i Skildringen af den Helt af den allerbedroveligste Skikkelse, som er Hovedpersonen i denne Novelle. Hans Ynkelighed og Forkommenhed er i den Grad outreret, at han nærmest virker komisk. Jeg kjender bare et Menneske i den senere Litteratur, som maaske kan maale sig med ham i Dybtsunkenhed, nemlig Hovedfiguren i Worm-Müllers «Fire Dage». Denne er dog fremstillet med en ganske anden overbevisende Fantasi end Emanuel Daah. Disse to bundløst elendige Selvmordere ligner hinanden deri, at de begge frister os til at le, istedenfor at vi skulde græde over deres sorgelige Skjæbne. Og naar Tragedier virker som Komedier, da er nok Tiden kommen for en Digter til at vende om for Alvor. Gabriel Finnes Talent er for kraftigt og oprindeligt til at spildes paa slige elementære Stiløvelser som «Rachel» og «Emanuel Daah».
[Texten hämtad ur Carl Nærup, Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur (1897), s. 115–141.]