Yderliggaaende Individualisme og Egenartethed, selvfølende Egenvilje, fanatisk Ensomhedsfølelse... det er altsammen Betegnelser, som ligger nær, naar man skal karakterisere de mest udpræget personlige Skribenter blandt 1890-Aarenes norske Forfattere. Hos enkelte af dem ytrer disse Egenskaber sig mere som en ubestemmelig lyrisk Uro, hos andre som en direkte udtalt Oprørsfølelse, som Indignationspessimisme, som vildt Raseri mod Samfundsorden og Samfundspoliti.
Mellem disse maa Gabriel Finne nævnes som den uforsonligste. Han er blandt de unge Digtere den steilt ensomme, i sig selv indestængte, ubøielige og ulærvillige Individualitet. Med en forbitret blind Stædighed kredser han om nogle faa Emner, Situationer, Konflikter af en intim, næsten privat personlig Karakter. Og som hans Motiver er enkle og begrænsede til den mest hverdagslige Virkelighed, saaledes er hans Form hensynsløst nærgaaende og frimodig. Med sin grovt kraftige Kunst iklæder han dem Sprogets mindst barberede Gloser og mest slaaende Billeder og planter dem dybt i vort Sind. Man kan ikke holde sig neutral overfor hans Bøger, — enten tiltrækker de eller virker de voldsomt frastødende.
Tungsind, Trods, Had er Grundstemningen i hans første som siste Bog. Over alt, han har skrevet, ruger et tungt, beklemmende Alvors Mørke, som kun sjelden lettes af et bittert galgenhumoristisk Udbrud eller en grovkornet Lystighed. Graa Fattigdom og nøgen Uhygge; smaa Sjæles Grumhed og Hjertekulde; Magtens raa Overgreb og de Underkuedes slavebundne Oprørslyst og nødtvungne Falskhed og Feighed; Ungdoms haarde, tankeløse Egoisme og offerglade, modige Daadstrang; Manddoms tungblodige, sterke, dulgte Livsvilje; Alderdoms rolige, skjæbnehengivne Mistro og umættelig griske Selvopholdelsesdrift; — Børn i Kamp med Forældre og Forældre i Kamp med sit eget Væsen, med Livslede og onde Tanker; Hjemmet som det smaalige, stillestaaende Hads Sump og Samfundet som en aaben ly-løs Arena, der Slegten brydes med alle Angstens, Fortvilelsens, Lidenskabens mørke Magter... se der de Grundstemninger, som blir tilbage [=kvar] i Erindringen, naar man har glemt de enkelte Skikkelser og Skildringer i de otte-ni Bind, som udgjør Gabriel Finnes Produktion.
Hans første Bog „Filosofen“ (1889) er en Variant af den gamle, kjendte Historie om den unge, ideelle Oprører, som ikke kan finde sig tilrette indenfor den jevne dagligdags Tilværelses snevre Grænser, ikke kan taale de almindelige [=vanliga] Menneskers Tankegang og Maade [=sätt] at anskue [=åskåda] Tingene paa, — og som derfor gribes af Had mod det borgerlige Samfund med dets Orden og Love [=lagar]. Han er saa usvigelig viss paa, at om han ikke kan fornedre sig til at blive som en af de andre fast bosatte og alment agtede Landets Børn, da vil de støde ham udenfor... ned i Foragtens og Forladthedens Mørke. Han føler med Forfærdelse sin Svaghed. Og efter at have tumlet sig om i nogen Tid som akademisk Proletar og prøvet at friste Livet ved forskjelligt journalistisk og litterært Arbeide, forstaar han, at han ikke vil kunne holde sig opreist mod „den store Borgermob“, d. v. s. alle dem, som har sin Økonomi og Moral i betrygget Orden. Og han ser ingen anden mulig Udgang paa sin korte Tilværelseskamp, end at han maa dræbe sig.
Som Virkelighedsskildring er denne Fortælling hverken betydelig eller original. Men som Stemning, som Udtryk for et ungt Sinds Afmagtsfølelse og Fortvilelse over at se sig stillet ene og fattigt imod den overmægtige Verden, er „Filosofen“ god og værdifuld. Fra første til siste Side klinger gjennem den en Tone af Sorg, af gysende [=rysande] Angst [=ångest] for den Fremtid, som skal gjennemleves. Det er den gamle romantiske Verdenssmerte, sat ind i den tristeste og fattigste Hverdagsvirkelighed.
For Gabriel Finne faldt Menneskene i to ved et svælgende Dyb adskilte, indbyrdes dødsfiendtlige Arter. For ham var det Alderen, som satte det ene afgjørende Grænseskjel gjennem Menneskemængden. I en Avisartikel (Dagbladet, Mai 1894) udtrykte han dette saaledes: „Der er.. et Had, der er langt sterkere, menneskeligt dybere end politisk og religiøst Had, og det er de Gamles Had mod Ungdom, mod den Ungdom, som vil gaa egne Veie, mod den Ungdom, som skal faa se Tider og Udviklinger, de selv ikke skal faa være med i“. Det er denne Tankegang, som forklarer Fordelingen af Lys og Skygge i Bøger som „Filosofen“, „Unge Syndere“ (1891), „Doktor Wangs Børn“ (1890) og „Rachel“ 1). [Fotnot: 1) Gabriel Finne var født i Bergen den 10de Febr 1866. Han blev Student i 1886 og arbeidede derefter etpaa Aar som Journalist ved et Christiania-Blad. Efter Udgivelsen af „Doktor Wangs Børn“ opholdt han sig en Tid i Tyskland og Danmark. I 1892 fik han det Houenske Legat og bosatte sig for Vinteren 92–93 i München. Siden levede han den norske Litterats usikre og omflakkende Liv. Han døde i Christiania 3die Juli 1899.] „Unge Syndere“ staar nærmest „Filosofen“, — det er et lidet Bind Smaafortællinger, som med sin aabenmundede Umoral og naive Oprørskhed vel nærmest havde til Hensigt at irritere det dydsirede Borgerskab. Tonen er humoristisk grovkornet, Samtalesproget en slurvet, malproper Jargon. Forfatteren tager hvert Øieblik selv Ordet for at betro os sine Hjertens Meninger om de skildrede Personer. En meget tvilsom, ikke helt ung Dame karakteriseres uden videre som „en Martyr for Naturens Sag (!) og et Offer for Samfundsinteresserne.“ En ganske almindelig Tyvetøs fremstilles næsten lige høitidelig, og en anden afstøvet Sommerfugl „er det fineste, det rigeste, det genialeste... saa umiddelbar, saa altfor menneskelig — i dette forskruede Samfund.“ Og saa videre.
Først i „Doktor Wangs Børn“, som i Virkeligheden er skrevet senere end disse mindre Ting, har Finne for Alvor givet sig ikast med en udførligere Menneskeskildring. Bogen fortæller som Collett Vogts „Familiens Sorg“ om det daglige Liv i et norsk Embedsmandshjem. Sammenligningen med Vogts Novelle ligger nær, fordi de to Forfattere — saa ulige de er og uenige om mangt og meget — befinder sig i den inderligste Samstemmighed om dette ene, at Barndomshjemmet ikke kan males mørkt nok. Der er i det ydre ikke stor Lighed mellem Assessor Witts lune, stille Stuer i Hægdehaugsveien, hvor Livet glider afsted i borgerlig Regelbundethed og trygt Velvære... en Graaveirs-Idyl, med Sønnen Hans som det eneste Uroens og Forstyrrelsens Element, — og det forfærdelige Doktorhus ved Eidet inde ved en af Vestlandets blaa Fjorde, hvor Hadets, ondsindets og Raahedens Dæmoner hyler [=tjuter] omkap i en ren Helvedskoncert. Der er en vildere Kraft, en dybere, bitrere Virkelighedssans over Finnes Skildring, — noget af den raa Uhygge, som kjendetegner Amalie Skrams mørke Kunst. I Collett Vogts Fremstilling mærker man ofte Lyrikeren. Han har ikke det sikre Tag i sine Figurer, ikke den ubarmhjertige Evne [=förmågan] til at holde dem indenlor Grænserne for deres snevre, fattige Verden.
I „Familiens Sorg“ er „Helten“ stillet op mod en Baggrund af aandelig bevæget Liv; over hans Skikelse falder et sterkt idealiserende Lys fra de Dage, da Landet stod i Brand over politiske Stridsspørsmaal og sociale Problemer. Doktor Wangs Sønner og Døtre forskjønnes ikke af nogen flatterende Straaleglans fra høiere Sfærer. De har idetheletaget svært lidet med Aand at bestille. Deres Ulykke er slige Gjenvordigheder som meget Bank, vond Mad, daarlige Klær... og saa rigeligt med Skjænd, Trusler, Indespærringer for den mindste Forseelse. Og det er den Selvoplevelsens Umiddelbarhed og Kraft, hvormed al denne Lidelse og Uret er skildret, der giver Bogen Rang og Værd som menneskeligt Dokument. Vi glemmer ikke slige Figurer som Hansemand, Petra og Jensine. Vi tvinges til at leve med dem, som de gaar der i det mørke glædeløse Hjem, hver for sig indestængt med sin Bitterhed, sit Nag, sin nedknugende Afmagtsfølelse ; — saa demoraliseret er de af den forfærdelige Opdragelsesmetode, at de ikke engang tør betro sine Sorger til hverandre. Og det tristeste Indtryk af denne Livsskildring er den mørke Skygge, den som i langt Perspektiv kaster ind over den Fremtid, disse Unge gaar imøde. Vi ved jo, at ingen helt kan forvinde det Tryk, en haard, glædeløs Barndom lægger paa En.
Bogens Svaghed er det fragmentariske ved Fremstillingen. Digteren staar sine Figurer for nær. Han er derfor usikker i sin Dom over dem. Han deler Børnenes blinde Had til Forældrene.
Ingen af 90-Aarenes Forfattergeneration har troet saa blindt paa Udviklingslæren og hele den moderne naturvidenskabelige Filosofi som Gabriel Finne. Denne Verdensbetragtning stod for ham som den eneste sande, den eneste uafkortet ærlige og gjennemførte Forklaring af Tilværelsens og Livets Mysterium. Den tiltalte ham ved sin logiske Klarhed, sin haarde Pessimisme, sin oprørske Tvilsaand, men maaske mest ved sin Tendens til at forenkle, forringe, forgrove Mennesket. Dog sikkert ogsaa ved dens Tilbøielighed [=benägenhet] til at søge ned til de dybeste Lag i Menneskeplanten, til at blotlægge de animalske Drifter og Lidenskaber, — her laa jo Udspringet til en ny Mystik.
I et Foredrag, som Finne holdt i Studentersamfundet Høsten 1890, udtalte han bl. a.: „Verden, set gjennem Litteraturen fra 50- til 70-Aarene og den senere saakaldte Virkelighedslitteratur, tager sig ud som et Landskab, hvor fra Tidernes Begyndelse nøgne afskyelige Mænd kryber omkring og gjør de i noble Klædebon indhyllede Damer Livet surt. Men saa stiger Digterne op i Skyen og holder Generalprøve paa Dommedag, paa det at Mændenes Øine itide skal oplades for Kvindens Hvidhed, og hendes Øine aabnes for hans Træskhed.“ I disse haanlige Ord kan man høre Anslaget til en Bog, som vor Digter da havde givet sig ikast med. Det var Romanen „To Damer“ (1891), hans alvorligste Forsøg i Retning af en naturalistisk gjennemført Menneskeskildring. Hovedmotivet er en Ægteskabshistorie udført i Strindbergsk Aand, d. v. s. ud fra den Opfatning, at Forholdet mellem Mand og Hustru med Nødvendighed blir en Kamp eller rettere sagt et Slagsmaal paa Liv og Død. Den ene af de to Damer er et tarveligt, temmelig perverst Fruentimmer, den anden en buttet, glad Skjønhed med erotomane Tilbøieligheder.
Den mandlige Part i den ægteskabelige Duel er en plump, brutal, lidt fordrukken Ingeniør. Han er Finnes typiske Ægtemand, en stærk, bjørneærlig Bondenatur, der gaar sint og træg og mørk omkring som en lurvet Kjøter i sin Lænke og reiser Børster mod alt og alle, som er af finere Natur end han selv. Han lider dybt under sin Indesluttethed, græmmer sig syg over sin lede Sfinx af en Kone, og han føler sig først fri, da han en Dag lader Dyret løbe løbsk i sig paa den Maade, at han banker hende. Denne Bedrift er fra Digterens Side sat iscene som en høitidelig symbolsk Handling, — det er Adam, som tugter Eva, fordi hun har udtalt sig respektstridig om en af de hellige naturlige Funktioner. Selve Skildringen er derimod udført med al mulig Virkelighedstroskab: „Et kraftigt Slag af hans Knytnæve slog hende overende, og bagefter satte kan Knæerne paa hende, slog Kløerne i den prægtige Haarbølge bag i Nakken og sled hende efter den op og ned; hun holdt sine Hænder for Ansigtet, dem rev han væk, slog hende, til det blødte af Næsen, rykked atter i Haaret og dunked hende op og ned. Tilsist reiste han sig, spytted paa sin til en Klump sammenrullede Kvinde, gav hende et definitivt Spark og gik sin Vei, skjælvende efter Anstrengelsen, men umaadelig lettet i Sindet“...
Denne Pryglescene er indfattet i en Ramme af Naturbeskrivelse og Betragtninger over Mands og Kvindes Væsen, — ogsaa de minder adskillig om Strindberg. Ihvertfald passer det ikke rigtig til denne Ingeniør og hans høist vulgære Hustru, naar Digteren taler om „Sorgen, der fik dem til at knytte Haand mod Naturmagten, Sorgen hos Mand og Kvinde, der skabt til forskjellig Tid, af forskjelligt Stof (?), faar ud som Resultat af sit Samliv det trøstesløse: at de, skjønt nødt til at spise af samme Trær og sove inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder mest mulig i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over Livets Rædsel.“
Natur-Baggrunden i „To Damer“ er den med bitter Ironi markerede Modsætning mellem det lumre, smaaborgerlig lumpne Ravnekrogliv i Byen og det øde vilde Vestlandslandskab, takket af mørke truende Fjeldtinder med blanksort Fjorddyb under. Det er ude i denne store, tungsindige Natur, at Opgjøret finder Sted mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Digteren sige, blir vi atter helt sande. Ansigt til Ansigt med de Livsformer, som har bevaret sit Præg ned gjennem alle Tiders Omskiftelser, afklæder vi os det konventionelle Menneskevæsens kulturferniserede Løgn og Falskhed og vinder Mod til at se os selv, som vi virkelig er.
Med det i 1893 udkomne lille Skuespil „Uglen“ forlader [=överger] Finne den immoralsk naturalistiske Menneskebetragtning. Han har omsider faat Øie paa den hemmelighedsfulde Gjengjældelsens Lov, hvis Straffens Arm rammer hver Skyldig, saasandt hans Hjerte ikke er hærdet mod Angerens eller Selvbebreidelsens Kval. Og i de tre-fire mindre Arbeider, som Finne fik offentliggjort i sine siste Leveaar, er det stadig Problemet Skyld—Straf, han tumler med. Fælles for de bedste blandt dem er en varm, festlig, hjertegreben Følelse for det Hjem, to Mennesker bygger sig til Værn mod „den skidne Verden“. Det er med virkelig tragisk Patos, at Digteren viser os, hvorledes Undergangsviljen og Ulykkefrøet i Mandens vildfarne Lidenskab lægger øde det Lykkeslot, som reise sig af unge Hjerters Kjærlighed og Tro. Dengang Gabriel Finne i ungdommeligt Overmod satte som den nye Digtnings Maal at blotlægge „den Drift, som betinger alt Liv og al Lykke“, anede han nok ikke, at netop han skulde afdække den Angst- og Skyldfølelse, som spirer af de overmægtige Passioner.
Ogsaa i „Uglen“ er Mileuet Vestlandets tunge, mørke Natur — et øde Næs ved det kolde Fjordgab med svart Fjeld ludende udover. Her i en umalet Bjælkestue bor en nygift Ingeniør med sin hustru og et lidet Barn, dem han begge elsker inderlig. Men han, som nylig var saa lykkelig, han driver nu om sky og ensom, forgræmmet og forpint af Samvittighedsnag. Han har under et Besøg i Hovedstaden havt et galant Eventyr med en høist tvilsom Dame, — hans bedste Vens Hustru. Og Stykkets Handling udvikler sig gjennem Udløsningen af al den snigende Uro, den øgende Uhygge og Angst, som omspænder den stakkars Mand. Gjennem nogle sikkert tegnede Interiører fra det stille Hjem folder Dramaet sig langsomt ud under etpar Hverdagsmenneskers Samtaler... til den voldsomt fortættede Stemning exploderer med Torden og Lyn fra rød Dommedagshimmel, forfærdende Hallucinationer, Revolverskud, Vanvid... alle Hevngudindernes Rædsler. Men, underlig nok, disse lidt melodramatiske Maeterlinckske Effekter forringer ikke Stykkets Virkelighedspræg. De føles som naturlige Udslag af den gammeltestamentlige Etos, hvoraf det er udsprunget.
„Uglen“ betegner i kunstnerisk Henseende Høidepunktet af Finnes Produktion. Her har han naaet den faste, knappe, kraftfulde Form, som er det ene rette Udtryk for hans sterke, usammensatte Menneskevæsen. Særlig udmærket blandt Stykkets Personer er Hustruen, den kloge, brave, tapre, Gunhild, en Sjæl uden Svig, kjærlighedsfuld og entusiastisk... den bedste Mor og den ømmeste Hustru.
Svagere i Formen og ringere i Følelsesværdi er det lille dramatiske Stemningsbillede „Før Afskeden“ (trykt i Samtiden 1893). Mandens Utroskab gaar her ud over en dødssyg Hustru, rammer hende lige i Hjertet og slukker Livets flakkende Flamme. Men denne brudte Skabning har endnu Kraft til at forbande Tilværelsen. Hendes uhyggelige Replik om Ormene, „de hvide blegrøde Orme“, som aldrig har set Lyset, og som ligger nede i Mørket og venter paa den Døende, virker lige sterkt som Dommedagshimlen i „Uglen“.
Finnes siste novellistiske Arbeider: „Rachel“ og „Emanuel Daah“, udkomne i 1895, samt „I Afgrunden“ (1898) er formelt set væsentlig Skizzer og Udkast, — nedskrevne med hele hans voldsomme Umiddelbarhed og Hengivelse i Stemningen1). [Fotnot: 1) Det ogsaa i 95 udgivne Skuespil „Konny“ var skrevet flere Aar tidligere. Det hører sammen med „Doktor Wangs Børn“, — dets Titelfigur er væsentlig en Gjentagelse [=upprepning] af Petra i Fortællingen. Samtlige er Studier over det syge Sinds Psykologi. I „Rachel“ møder vi atter Forældres Haardhjertethed og Ondskab og Barndomshjemmets Uhygge og Elende som forklarende Grund til de skildrede Personers mangehaande Gjenvordigheder i Livet. Imidlertid kan alt det ikke undskylde den Ting, at Hovedpersonen, Enevold Bader, er en temmelig reduceret og nichtswürdig Person. Og naar han som en ny Timon stadig bryder ud i vilde, hadefulde Anklager mod den samlede Menneskehed, har vi lidt vanskeligt for at bære over med ham.
Af endnu ringere Kaliber er Emanuel Daah i Novellen af dette Navn (trykt i Samtiden, Juli 95). En Helt af den allerbedrøveligste Skikkelse, rent faldefærdig af Forkommenhed og Dybtsunkenhed. Han er en fattig forpjusket Latinskolelærer, som lader sig forføre af en forlokkende Landhandlermadam. Af Skræk for hendes Mand rømmer han sin Vei; og efter etpar Dage, i Løbet af hvilke han — et Bytte for angstfulde Grublerier over Fremtiden — forfølges af de aller usandsynligste Ulykker, begaar han Selvmord.
„I Afgrunden“ er en let tildækket Jeg-Fortælling, — en moderne Variant al Parabelen om den forlorne Søn, som henlever sine Dage blandt Skjøger og Svirebrødre og andet Udskud og synker ned til at æde Mask med Svinene, indtil han vækkes til Haab om nye Livsmuligheder og Vilje til Bod og Bedring. Denne Bog er Digterens ufærdigste og formløseste Verk, — den falder fra hinanden i løst forbundne Brudstykker. Men etpar af disse maa regnes til Finnes ypperste Prosa. „I Afgrunden“ er en Række Hogarthske Billeder fra Lastens og Fortabthedens Helvede — af et i norsk Litteratur uovertruffet uhyggeligt og dødssørgmodigt Virkelighedspræg.
Det novellistiske Apparat i disse mørke Livsbilleder dækker kun ufuldkomment over det Fond af vild, opreven Følelse, af indre tærende Glød, som er deres Udspring: — en fortvilet Sjæl, som hulker ud sin Ensomheds Angst, sin Rædsel for Menneskene, sin ubodelige Hjælpeløshed ligeoverfor det evindelig fjerne, overmægtige, larmende Liv.
Denne ene Stemning er det, som har fundet Ord i det Digt, der blev Gabriel Finnes siste:
[Texten hämtad ur Carl Nærup, Illustreret Norsk Litteraturhistorie. Siste tidsrum 1890–1904 (1905), s. 155–165.]