Jeg minds, vi mødtes i et trangt kapel,
en fire, fem forvorpne [=fördärvade] literater,
som vilde si’ [=säga] vor ungdomsven farvel
og hilse ham til tak for gamle dage.
Frem traadte en af byens [=stadens] smaa prælater,
en hovmodsgreben dreng med skjægløs hage,
der folded ydmygt hænderne og bad...
kun [=bara] halvt jeg hørte efter, der jeg sad,
men lod mit blik i længsel gaa tilbage.

Jeg tænkte paa en tid, da han og jeg
for første gang hinanden [=varandra] haanden rakte,
da solskinspletter legte paa vor vei,
og endnu kun de grønne grene skygged.
Ind under dem et hjem han havde bygget,
did ikke byens ondskab turde naa,
men hvor han selv med gutteøine blaa,
med snadden [=pipan] i sin mund sig barnlig hygged [=trivdes].

Mistænksom, umedgjørlig som han var,
en steil natur, der kanske kunde knækkes,
men aldrig bøies, om saa jern han bar,
blev her den «Gabba», han, hvem alle likte [=gillade].
Her kunde ogsaa mandig-stolt han digte,
saa sten om ørene paa godtfolk føg [=yrde],
og fra sin fjeldspids Ibsen, Bjørnson røg,
de gamle to, hvis vinger skulde stækkes [=klippas].

Og alle havde her vi hjemstavnsret [=hemortsrätt],
zigeunere, bohème og deres like,
naar blot vi bragte noget til hans pige,
hans søde pigebarn, fra byen med:
Helst da et okselaar, godt saltet ned,
cigarer, gryn, et par snes [=tjog] æg kanhænde
og dertil selvsagt whisky uden ende...
Men havde sligt et madbjerg først vi bragt
og som et offer for hans fødder lagt,
sad ogsaa Gabba jovialsk ved bordet
med al en værts [=värds] aplomb [=säkerhet] og førte ordet.

Maaske hans livs ideer før var kjendt,
og kanske har de heller ikke over
saa grændseløse verdensvidder spændt,
som dengang det stod indbrændt i hans hjerne.
Et vidste han dog trygt: De var moderne,
at glad han skulde som en trosfyldt helt [=hjälte]
for dem og deres magt gaa til skafottet [=schavotten]. —
Som oftest var det om de gamles had
mod alt, der livsungt er, i harm han kvad,
om fædrene, som nægter barna mad
og for hvert høilagt ideal er blottet.

(Slig talte Gabba Finne, til med et
han selv før tidens fylde blev lidt gammel
og af den yngsle slægt skjældt for et skrammel,
hvis platte digtning savned livets ret).
Dog endnu var han ung! Og kamptørst, vild
han lod dem brase paa en hellig ild,
til op han døren stormfyldt saa’s at rive:
Ud med jer alle! — Nu vil Gabba skrive!

Afsted vi trasked i den regngraa nat,
mens ved de fødevarer tungt vi dvælte,
vi havde i hans digterhjem forladt [=lämnat].
— Snart kom en dag dog, hvor hans trang [=behov] vi vakte [=väckte],
og os sin næve suverænt han rakte. —

— Det var det vakreste i Finnes sind,
selv da som proletar han siden flakked
paa gaderne omkring med revet skind
og tidt nok ikke havde sted at være:
Den lille bitte [=pytte] drøm, han holdt i ære,
— hans eneste maaske — den om et hjem,
did aldrig verdens ondskab helt naar frem,
men hvor i trofasthed, i ensom glæde
trygt om sit liv to menneskebørn kan frede.

Thi ellers var nok mest det had og nag,
trods, blind fortvivlelse, som fyldte sindet.
Dog inderst sad i sol hans drøm og skinned,
hin drøm, som ei han hvilte, før den brudt
og skamslaat [=slagen fördärvad] af ham selv laa lig tilslut
for aldrig mer at vækkes fra det døde.
Hvad er det da, som gjør, at det, der bar
mod høiderne vort liv, rigt, som det var,
skal støt [=jämt] vi ubarmhjertigst lægge øde?

En vagabond paa krigsmandsvis han blev,
som gadelangs i vinternatten drev,
ved dagslys knapt nok hilst af sine venner.
Men ogsaa en af dem, der stolt bekjender
med frygtløst blik, hvor ond, hvor god man er:
Langt heller irre om i revne klær
som proletar paa natlig mørke steder,
hvad eller rase ud i vind og veir
end hykle sig til værdighed og hæder!

Men der i gravkapellet nu jeg stod,
hvor præstemanden — hykler eller kristen —
med dommermine talte strengt til kisten,
det var, som strøg et saltpust mig imod,
som hørte havet jeg en raakold kvæld
slaa dønnende og tungt langs haarde fjeld,
mens vidt fra land et maageskrig [=måsskrik] i rummet
foruden gjenlydsbølger brat [=plötsligt] forstummed —

En veirslaat maages hæst forrevne [=sönderrivna] skrig!