NOGEN MINDEORD.
Med Ragnhild Jølsen er en steil begavelse gaat bort, en rig mulighed — en av de rigeste vi hadde. Man har sagt om hendes kunst — eller man har skrevet — at den var «bizar», det er jo saadan en allemands glose, som ligger forhaanden; man tror man har sagt noget bestemt, man tror man har ridset op nogensomhelst profil. — Bizar og bizar er hundrede ting! Det folkelige udtryk betyr bare at her er psychologi; her er en vindelgang i sjælen; sjælen er ikke ret og slet en chaussée.
En virkelig udtømmende analyse kan nok ikke gis her uden et intimt personligt kjendskab. Men én aarsag læser man dog ud av hendes kunst: der var en romantisk surdeig tilstede. Romantisk er jo ogsaa en allemands-glose. Men med den mener jeg det som er godtfolk fjernest: en romantisk psychologi. Da mener jeg ikke mangel paa sans for virkelighed, ikke maaneskin. Da mener jeg heller ikke noget stikt, som er i skegt med retningen hjemme for en tid siden — i 90-aarene, tror jeg — den av en kritisk venne-kreds subvenerede nyromantiske linje, som en fremtidig literaturhistorie turde faa sin fulde møie med at finde endog kjølsporets bjærer og skum efter. Da mener jeg et ægte sug i hjærtet mod det uborgerlige og uopnaaelige — et uudsletteligt billed av en slukket stjerne, et ungt sind engang saa.
Nu, det er jo i grunden bare andre ord for den enkle ting at det var kunst Ragnhild Jølsen leverte. For der findes intet virkelig kunstverk uden der ensteds ialfald i dets tilblivelse er romantik, ja, mere: den er uomgængelig kimen; — og naar den kime engang i fremtiden ikke er der, saa har først bedsteborgeren den kunst han stritted imod hjemme siden «gennembruddets» dage, da faar han just det han benævner «sygejournal», eller han faar det, som kanske er værre, men som han jo svælger bedre: journalistik. Og ikke kunst.
Dette syge sug læser man ud av Ragnhild Jølsens første bøger; det er det som vinder og tvinder saa sært traadene ud til det «bizarre». Og dette samme sug fødte ogsaa hendes trang til kunst — til at søge lise i kunst.
Jeg hadde — i al uværdighed — engang et manuskript i min haand, bare nogen løse blade, det som siden blev Ve’s mor. Og jeg husker hvad jeg dengang især fæsted mig ved; det var en tegning av en græstufse — nogen store blade; jeg ved ikke om de kom med i den endelige bog, og jeg minnes ikke i øieblikket noget enkelt malende udtryk — jeg tror ikke der var noget heller —, men jeg minnes bare det faktum at, og maaden hvorpaa, hun, begynderen, hadde lagt merke til disse blade. Det var store, saftige, grønblaa blade... stod i den fede jord ned ved husvæggen av en helt eller halvt forladt familjegaard, hvor ingen fod traakked længer. Det var ingen het farve — det grønne var dræbt av blaa kulde. Men de blade var alligevel blaa av det fede jordsmons overflod og saft. — Den blaagrønne bladtufse der under familjegaardens husvæg var følt slik at den reiste sig som symbol paa Ragnhild Jølsens kunst — blaa av skygge, frodig.
Men i den sidste bog var det blaa minket — minket forunderlig. Da vi læste Brukshistorier, gav det et rykk i os: der var hun! der var hun ude av vindelgangene!
— Man har sagt om den bog at den minned om Selma Lagerlöf. Det er muligt — jeg kjender ikke nok til Selma Lagerlöf, men efter det jeg har stødt paa av hende, bestod ligheden i høiden i den ytre bygning — sammenhæftingen av de smaa selvstændige skisser til ét, — i hvilken bygning Tryggve Andersen’s Kancelliraaden er ligesaa nær at pege paa som forbillede. Men ialfald i det indre var den bog egenartet, ligesaa egenartet som hendes foregaaende. Og her var der humør som bar. Hun stod nu aabenbart ved slutten av sit stræv, hun var ved at eie det alt, baade indhold og form. Og derfor føles en slik bratt bortgang dobbelt vemodig.
Det var det ved Ragnhild Jølsen’s bøger, der var altid slik overtlødighed, — selv om der lukedes — raus overflod. Og man kommer til at minnes godtfolks kære tema, at nu er «guldalderen» i norsk kunst forbi. Det er en klassisk glose, laant fra den uægte, importerte romerske literatur, hvor derfor en slik metal-inddeling faldt let og ligetil og var uhyggelig paa sin plads. Men dette resignations-snak om norsk kunst behager mange sig i og støtter det. Først selvfølgelig «guldalder»-kunstens samtidige. Det er et træk saa gammelt som alle hauger, dette at en soldat som veteran gerne vil ha tjent under den største general og været med i det blodigste slag; alt Homer falder for veteran-jargonen; han findes i hver evige historiens fase, denne laudator temporis acti. Og naar generalen falder for aldersgrænsen, saa er dermed uomgjængelig ogsaa strategiens kunst gaat i grav. Det er altsaa egentlig loven om aarenes tryk paa baken, som gør sig gældende; — og en vakker dag falder vel de, som nu er unge, for den, de ogsaa. — Det veteran-snak i norsk literatur støttes endvidere av den magelige borger, som stritted saa trofast imod fra «gennembruddets» dage: han er saa ubegripelig glad ved at nu er dog det ytterste naadd! Guldalderen er forbi! han er rede til at ha fred for kunsten, eller til at gaa ind til den evige, velfortjente hvile i kunsten — selvfølgelig med enkelte uvæsentlige kompletteringer og ændringer hist og her, gudbevares! intet er fuldkomment!... Og saa har det snak den praktiske følge at det holder den unge kunstner beskeden. — Det guldaldersnak støttedes ogsaa i grunden av «nyromantiken», hvis sangere klynked, og hvis væsentlige indhold var dette sukkende opstød, at guldalderen nu laa bag dem. Fordi de nemlig selv personlig var ide- og evne-løse. — — Men, for at forlate literaturen og være mest mulig uvillig mand: Gaa op i de yngstes rum i Nationalgalleriet! Og se paa den glans, den skinnende farve-fryd der staar av dem — Munch, Solberg, Astrup og de andre! Naar man gaar derfra, sidder skæret spillende i éns hjærte og hvisker: ja tænk, der er intet forfald!... Og fra læsningen av Ragnhild Jølsen’s Brukshistorier kom man med noget av det samme festlige genskin skælvende inde i sig.
Ragnhild Jølsen vokste for hvert værk. Hun steg i sjælfuldhed. Og en digtning, hvor der ustanselig er opgang, har intet med forfald at gøre; saalænge der er opkommer, snakker man ikke om vandmangel. Hun var blandt dem som vilde gjort metalsnakket om norsk digtekunst til skamme. Ja, kanske der igrunden i hendes kunsts væsen slet ingen blaa skygge fandtes; hun, denne «bizarre», gik kanske med et stort og oprindelig og enkelt epos i sit hjærte. Og saa døde hun.
Men det ved vi allerede av hvad hun har efterladt sig: hun var inderst inde nænsom og var; saa mildt et hjærte var hun. Vi husker det, selv om vi ikke kjendte hende saa nøie personlig.
Og vi, som traf hende kun i forbigaaende, vi husker én ting til, vi husker den underlig skøre klang i hendes stemme, denne skælvende bund, som bare ildsjæle eier... altid paa grænsen av det brustne. Den stemme minner om erfuglens lokk langt ude ved holmerne paa de stille soldage. Den skøre, saare stemme husker vi.
Hans E. Kinck.
Firenze i februar 1908.
[Texten hämtad ur Samtiden 1908, s. 164–167.]