I samme Aar som Sigurd Mathiesen debuterede Ragnhild Jølsen. I hende har norsk Digtning faat en Forfatterinde af en udpræget djærv og dristig Type. Og hvad mere er, en virkelig kunstnerisk Kraft, en Skribent, hvis sterke, prægtige Østlandsk er en virkelig Berigelse af vor Skriftverden. Hendes første Bog „Ve’s Mor“ var endnu præget af Debutantens høistemte lyriske Indignation. Fortælleren stod det Oplevede for nær. Og Stilen bar glimtvis Mærker efter Læsning. Men hvilken skikkelsedannende Evne! Hvilket friskt og uforfærdet Selvsyn!
I „Rikka Gan“ (1904) løber Beretningens Strøm i brede, rolige Bølger. En frodig Romanfantasi er overalt paa Spil her, underbygget af en rig og varm Skildringens Kunst. Ragnhild Jølsen staar i denne lille Roman Thomas Krag nær. Hun har vistnok langt frem til hans ædle, fuldtonende Visdomssprog. Men der er til Gjengjæld rødere Blod og kraftigere Puls i hendes Prosa. Og hun har det samme Natursyn paa Menneskene og det menneskelige, den samme dunkle og dybtsøgende Mystik. Som nu i denne Indledning til „Rikka Gan“, der sterkt og sikkert anslaar hele Bogens Stemning:
Sorte laa Gan Gaards Huse med sit søvnige Ekko, og Trærødderne skalv nede i Haven.
Sol kom gnistrende ved Sommertid, klar og stærk som bare Sommer sol kan gnistre. Magted ikke gnistre i noget paa Gan: Ikke i en Tagsten paa Mønet. Ikke i en enslig Rude. — Det kunde da tjene som en Lignelse dette, hvordan Gan Gaard ved Sjøen nu ikke længer hørte Dagen til, — slig den lukked sig sammen, tæt og tvær, og sov i sin faldne Storhed.
Men naar Mørket kom sivende op af Våndet og ud af Skogen — naar Maanen kom glidende ildrød over Sjøen — naar Skyggerne leired sig dybe og sorte — da var det, at Gan Gaards Huse vaagned og vokste. Og der blev en Mummel al Historier og Minder, en Sus og Hvisk som af Mennesker, der havde levet.
Og Sagn, der gnistred i Mørket.
[Texten hämtad ur Carl Nærup, Illustreret Norsk Litteraturhistorie. Siste tidsrum 1890–1904 (1905), s. 265–266.]