Det er gaat Ragnhild Jølsen, som det i sin Tid
gik vor største kvindelige Digter Amalie
Skram —: hun blev ved sin Debut beskyldt
for at skrive som en Mand. Ja,
der var endog en Kritiker — i Parentes bemærket:
en fremragende Forfatter, — som
for fuldt Alvor paastod, at hendes Navn var Pseudonym
for Hans E. Kinck! Jeg nævner dette mest for at gjøre
opmærksom paa, hvor ordentlig man kan gaa i Vandet,
naar man paa visse Indicier vil fælde en afgjørende
Dom om Forskjellen meliem mandlig og kvindelig Stil.
Tager vi for os nogle af de største kvindelige Skribenter,
som George Sand, Camilla Collett eller Selma Lagerlöf,
vilde det selv hos dem være vanskeligt — paa en objektivt
overbevisende Maade — at udfinde det specifikt
kvindelige i deres Kunst. Man husker maaske Historien
om, hvordan Alfred de Musset bar sig ad, da han
skulde forbedre et Manuskript af George Sand.. han
strøg allerede paa de første Sider etpar hundrede Adjektiver.
Men den Mand, som vilde forsøge noget lignende
med Camilla Colletts Prosa, vilde komme galt
afsted. Hun tør som Stilist nævnes sammen med hvemsomhelst
af Literaturens store Mandfolk. En norsk
Kritiker forsøgte vistnok i sin Tid at stemple hendes
formentlige Mangel paa Fantasi som et særlig kvindeligt
Træk, men hvad skal man saa sige om Selma
Lagerlöf? Mon der i vor Samtid findes nogen mandlig
Digter, som i Fantasiens Rigdom og Frodighed tør
maale sig med hende? Og — for at komme tilbage til
Amalie Skram og Ragnhild Jølsen — skulde jeg indlade
mig paa det vanskelige Spørsmaal angaaende Forskjellen
mellem mandlig og kvindelig Stil, vilde jeg helde
til den Mening, at disse to netop skriver et ægte kvindeligt
Sprog. Jeg mener dermed, at deres Form er i
Ordvalg og Komposition til det yderste ligefrem, haandfast
og ofte skjødesløs, med grelle Overdrivelser i Udtrykket,
med tilfældig fundne, ukunstneriske Betegnelser.
Nu maa man ikke tro, at jeg finder nogen større Lighed
mellem Amalie Skram og Ragnhild Jølsen. Der er
saaledes straks den Forskjel, at den sidste bestandig
stræber efter en stiliseret lyrisk og musikalsk Form, —
noget Fru Skram aldrig tænkte paa. For hende var
Udtrykkets personlige Sandhed det ene fornødne. Hele
hendes Digtning er en Anklage.. en fortvilet, himmelraabende
Anklage, og selv staar hun for os, ensom
og forbitret og ulykkelig, som selve Verdenssorgens
udtrykte Billede.
Noget af dette mørke og dystre har ogsaa præget de fire Bøger, som rummer Ragnhild Jølsens Digtning. Ogsaa hun synes at se Menneskelivet som det folder sig ud i Skyggen af dunkle, uafrystelige Skjæbnelove.. som en Udfoldelse af Blodets og Sansernes mørke Magter. Som hun fremtræder i sin første Bog, er hun en Fortæller og Grubler. «Ve’s Mor» var først og fremst en særegen, for ikke at sige en grelt afstikkende Bog. Hvad der gav Løfter i kunstnerisk Henseende, var Forfatterindens skikkelsedannende Evne, der forøvrig var betydeligst for Bifigurernes Vedkommende. Man glemmer ikke let det vidunderlige Brødrepar: Jon og Perikles. Den kvindelige Hovedperson virkede derimod temmelig romanagtig. Dybt gribende var Slutningen, den ulykkelige Mors Fantasier om sit døde Barn, hendes Selvanklager og Anger: «Min Ve, som lægger de smaa, tynde Arme om min Hals — nei, jeg skal ikke være slem mod dig, Ve. Selv satte jeg min Ve i Verden, med Smerte — med Smerte beholder jeg ham der — jeg arme, som elsked og synded og elsked igjen.» — —
Hendes følgende Bog, den lille Roman «Rikka Gan» er i Anlæg og Udformning hendes personligste Værk. En frodig Romanfantasi er her paa Spil overalt, men den er ogsaa overalt underbygget af en rig og varm Skildringens Kunst. Romanen kunde lige godt have hedt «Gan Gaard» som «Rikka Gan», thi det Forfatterinden har villet, var at skildre det Liv og de Skjæbner, som udfoldes i Skyggen af en gammel Bondegaard — et Motiv, som ogsaa Thomas Krag har behandlet i »Fru Beates Hus». Der er hist og her Ligheder mellem Ragnhild Jølsens Stil og Krags. Vistnok har hun endnu langt frem til hans skjønne, fuldtonende Visdomssprog. Men der er til Gjengjæld rødere Blod og kraftigere Puls i hendes Prosa. Og hun har det samme Natursyn paa Menneskene og det menneskelige.. den samme dunkle og dybtsøgende Mystik. Indledningen til «Rikka Gan» anslaar stærkt og sikkert Bogens Stemning og giver idethele en god Forestilling om hendes Maade at skrive paa:
Sorte laa Gan Gaards Huse med sit søvnige Ekko, og Trærødderne skjalv nede i Haven.
Sol kom gnistrende ved Sommertid, klar og stærk, som bare Sommersol kan gnistre. Magted ikke gnistre i noget paa Gan. Ikke i en Tagsten paa Mønet. Ikke i en enslig Rude. — Det turde da tjene som en Lignelse dette, hvordan Gan Gaard ved Sjøen nu ikke længer hørte Dagen til, — slig den lukked sig sammen, tæt og tvær, og sov i sin faldne Storhed.
Men naar Mørket kom sivende op af Vandet og ud af Skogen — naar Maanen kom glidende ildrød over Sjøen — naar Skyggerne leired sig sorte og dybe — da var det, at Gan Gaards Huse vaagned og vokste. Og der blev en Mummel af Historier og Minder, en Sus og Hvisk som af Mennesker, der havde levet.
Og Sagn, der gnistred i Mørket.
«Fernanda Mona» (1905) er enslags Fortsættelse af «Rikka Gan», det vil sige, det er for en stor Del de samme Personer, som optræder i denne Bog. Den er Forfatterindens svageste Arbeide, ugrei og indviklet i sin Komposition og usammenhængende i Fortællemaaden. Hovedmotivet er en ung Piges Historie, fremstillet i Lys af de mystiske Love, som ifølge Forfatterindens Anskuelse raader for Slægternes og den Enkeltes Liv. Bogens bedste Indhold er de mange lyriske Udbrud og Sentenser. Som nu t. Eks. Prokuratorens Ord: Hvor underligt med de unge Piger — ja, de af dem, der har Sjæl! — Der er Skyggeblomster iblandt dem, der ikke taaler Sol — og der er Solblomster iblandt dem, som ikke taaler Regn; men i et og samme Pigesind der kan ogsaa Skyggeblomst og Solblomst gro Side om Side — som hos min Fernanda Mona. Solblomsten i hende, den er liden og fin og tander, Skyggeblomsten hos hende, den er kraftig af Vækst med brede og enkle Blade, der slutter sig sammen i en lukket Krone. Saa sagde jeg ved mig selv engang, om ikke netop med de Ord: Naar en Blomst kan vokse sig saa yndig i Skyggen, hvor vidunderlig maa den da ikke udfolde sig i Solens Straaler! — Og jeg tog hende ud i den lyse, glitrende Dag. Men se, det skulde du betænkt, du gamle Prokurator, at alt her i Verden, der overflyttes, enten det nu sker fra Kulde til Varme og fra Mørke til Lys eller fra Sand til Muld — alt her i Verden, der overflyttes, maa gjennemgaa Stadierne for Overgangen....
«Hollases Krønika», Ragnhild Jølsens sidste Roman, er hendes modneste og rigeste Værk. Det er atter en Række Billeder — lystige, dystre og groteske om hinanden — fra den Østlandsbygd, som er det faste Milieu for hendes Syner og Skikkelser. Hovedmotivet er Kampen mellem to Bygdekonger, — den ene af dem er en ren Eventyrfanden, en slu og hoven Djævel, hvis opfindsomme Ondskab er fremstillet med mere Bitterhed end Humor. Det er imidlertid de enkelte mesterlig udførte Skildringer af en svunden Tids smaa og store Begivenheder, som blir staaende i Ens Erindring. Saaledes Billedet af Kirkeauktionen; endvidere den romantiske Fortælling om Otto Kefas tilligemed den simple og rørende Legende om den lille mishandlede Klokkerdatter, som Døden omsider befrier for Livets Byrde og bærer paa hvide Vinger lige op i Paradisets Blomsterhave. I disse Stykker er Ragnhild Jølsen helt paa Høiden af sin rige digteriske Evne, og med dem in mente kan vi haabe paa, at hun en Dag vil give os den Bog, vi har Grund til at vente af hendes dristige og særegne Talent.
[Carl Nærup]
[Texten hämtad ur Urd 6/7 1907.]