Hvadfornoget? Var det Obstfelder?
Han var forunderlig distræt og sky.
Jeg halte ham med mig hjem. Der sa han næsten ikke et Ord.
Lang Tid efter traf jeg ham igjen og spurgte, hvor han hadde været saa længe.
Han svared paa samme sky Maade, at han hadde holdt sig hjemme.
Jeg spurgte, om han ikke igjen vikle besøge mig.
«Nei,» sa han sagtmodig. «Jeg tror ikke det.»
«Hvorfor ikke?»
«Jeg syntes ikke, jeg hadde noget Udbytte af det. »
Han forklared det ikke nærmere, men det var umuligt at bli stødt. Det var tydeligt, at han mente, at vi ikke rigtig passed sammen, og at det kanske ligesaameget var hans Skyld som min.
Saa hørte vi, at han var paa Reise, hadde været i Stockholm, i Berlin og Paris.
En Dag sad han pludselig paa «Grand». Da jeg hadde beholdt det Indtryk fra sidst, at han helst vilde være alene, hadde jeg først ikke tænkt at gaa hen til ham, men nu saa han jo aldeles forandret ud.
Og atter maatte jeg spørge mig selv: «Er dette Obstfelder?»
Han var jo den ivrigste, snaksomste, livsglade unge Mand, man kunde tænke sig.
Men han hadde jo rigtignok været i Paris.
Jeg spurgle ham indiskret, hvorledes han hadde kunnet foretage alle disse Reiser.
«Det var ikke vanskeligt, » sa han. «For det meste gik jeg tilfods.»
«Er den fra Paris?» spurgte jeg og pegte paa en rigtig Fiskekjærringparaply, som stod ved Siden.
«Nei, den er fra Berlin. Den koster saamæn 3 Mark. Da jeg skulde gaa fra Berlin til Frankfurt gjennem Thüringer Wald, kom jeg til at tænke paa, at det regner saa meget paa Skogen, og saa kjøbte jeg den og en Dress til 20 Mark, som jeg forresten ikke gjorde nogen Lykke med hos Damerne i Quartier latin bagefter. Paraplyen husked jeg som sædvanlig paa at glemme igjen paa en Station. Og det våred længe, før jeg tog Mod til mig og spurgte en Konduktør, om han trodde, jeg kunde faa den igjen. Nu er jeg ikke saa blyg mere. De snille Thüringere gjorde et forfærdeligt Opstyr for den Paraplyen, telegrafered hid og did, og jeg blev over og vented en hel Dag for dens Skyld paa et Hotel. Saa kom den endelig. Jeg har hat to Paraplyer til i mit Liv, som jeg specielt har fæstet mig ved. Forresten har jeg hat flere. Mange. Den første var penest. Den fik jeg til min Konfirmation af min Søster. Jeg har engang tænkt at skrive en Korrespondance om mine Paraplyer. Men jeg har lagt Mærke til, at det morsomste, man vil skrive, det blir aldrig skrevet.»
«Jeg trodde forresten ikke, at det humoristiske laa for Dem.»
«Jeg debutered jo som Satiriker med en Bog som hed «Heimskringla», Harcellas over Professorerne derborte paa Universitetet, Sofus Bugge og de andre. Den var fuld af Runeudtydninger og den Slags.
«Men kjære, hadde De Kundskaber til at gjøre sligt?»
«Jeg har været Filolog i flere Aar. »
«Jeg trodde, De var Ingeniør.»
«Det er jeg ogsaa. Jeg har gaat paa den tekniske Skole her?»
«Var De flink?»
«Ja, jeg var meget flink. Især i Matematik. Men jeg blev afbrudt. For at leve maatte jeg nemlig være Korrekturlæser i to Aviser. Og paa den Maade overanstrængte jeg mig. Jeg fik et Knæk, som jeg egentlig først nu har forvundet helt og holdent.»
«Ved Hjælp af Paris?»
«Kanske det.»
«Var det som Ingeniør De reiste til Amerika?»
«Det var egentlig for at komme ind i noget aldeles Nyt. Og forat det skulde ligne saa lidet som muligt de Forhold, jeg hadde levet under hidindtil, saa vilde jeg helst til Syd-Amerika. Men jeg hadde ingen Penger til Billetten. Jeg reiste til New-York med et hollandsk Skib paa 3dje Plads. Jeg tog et hollandsk, fordi jeg husked fra Geografien, at Hollænderne var saa renslige af sig. Men det var det forfærdeligste, jeg har oplevet. Det er igrunden det, jeg husker bedst. Det var ligesom hele Menneskelivet med al sin Klasseforskjel. Lykke og Ulykke traadte i sin største Krashed frem for En her, hvor det var sammentrængt paa en liden Plads. Bare det for Eksempel, at de paa 1ste Plads hadde Lov til at stige op paa Broen, hvorfra de stod og saa ned paa os andre. Tænk Dem, jeg staar der paa denne fæle «Steeragen», og saa hører jeg pludselig mit eget Sprog, min egen Dialekt, stavangersk, ud igjennem det aabne Overdækssalonvindu — Jeg kunde jo ikke snakke til hende, jeg var naturligvis deprimeret, jeg ogsaa, og følte mig solidarisk med Udskuddet. Det var det værste Udskud fra alle Verdens Lande, som jeg bodde sammen med. Bulgarer, Nygræker, Polakker og Spanier. Det var en Ekstrakt af al sydeuropæisk Skiddenfærdighed. Og saa kom der Storm. Sjøsyge paa alle Kanter. Og jeg sad der og fundered. Under Sjøsyge vokser Tankerne saa forfærdelig. En Dag vilde jeg krybe hen til Springen og drikke en Slurk Vand. En Matros sparked mig væk. De var bange, der skulde blive Vandmangel.
Men det, jeg aldrig glemmer, var Lugten. Da vi var kommet frem, og alle disse Folk blev jaget ud, og alle deres Tepper og Filler blev kastet efter dem, da kom der en Lugt, en forfærdelig. Jeg kan huske den den Dag i Dag. Ofte, naar jeg sidder sammen med de fine Mennesker, kan Erindringen om den komme over mig, og jeg kjender den tydelig. Lugten af Lus. Derfor er det, jeg ofte med engang ser saa tankefuld ud. Jeg maa ogsaa undertiden tænke paa den Tid, naar de skriver om mig, som om jeg var en Lebemand, der har bygget mine Erfaringer paa, hvad jeg har oplevet i Blødagtighed og Raffinement. Jeg! En Haandværkers Søn!
Ogsaa alt dette med Symbolist og Dekadent og med nye Retninger osv. Jeg kan ikke være nogen Retning jeg! Det er netop Feilen. Jeg er formeget Psykolog. Jeg arbeider formeget med alle Dele af min Organisme, med Sanserne, som direkte forholder sig til Materien, med Nerverne, — ja med altsammen. Og derfor kan jeg ikke være noget saadant enkelt. Jeg kan ikke bygge en Retning paa bare Lyd, naar jeg ogsaa har Lugt. Forstaar De, hvad jeg mener?
«Nei! Jeg har vanskeligt for at tænke abstrakt.»
«Ja!»
«Folk er slemme til at skrive om Dem nu om Dagen. Men nu er de glade. De tror Dem dræbt og slagen til Jorden. Kristoffer Randers jubler over «Rytmeskvulp». Han lo høit og drog «Rytmeskvulp» op af Lommen.
«Jeg skulde gjort det meget bedre selv,» sa han og bladed i den. «Baade Nils Collet Vogt og Vilhelm Krag og især mig selv skulde jeg karrikeret meget bedre, ialfald i min satiriske Periode.»
Jeg skulde til at tegne Obstfelder og stilled ham op.
«Men De vil vel ikke tegne hele Figuren? Da kommer jeg til at se saa liden ud. Skjønt jeg er nu vel ialfald større end Kristoffer Randers, » tilføied han og lo lunt.
«De maa ikke staa saa stram,» sa jeg.
«Jeg forsøger i den senere Tid at vænne mig af med at holde Hovedet paa skakke.»
«Ja, men det er ikke værdt, De øver Dem i det nu.»
«Jeg forsøger ogsaa at vænne mig af med at gaa med saa korte, nervøse Skridt.»
Han vilde til at lange ud bortover Gulvet, men jeg kommandered ham med Stentorrøst til at la det være.
Efter en Stund vedblev han:
«Jeg vilde gjerne bede Dem om et Raad. Jeg vilde forære bort to Buketter. Jeg har 2 Kroner. Tror De, det er tilstrækkeligt?»
«Nei.»
«Saa faar jeg kjøbe bare én. Eller jeg kan jo gaa op i Parken og plukke nogle grønne Blade. Det er jo ogsaa pent!»
«Nydeligt!»
«Saa kan jeg heller spise Middag for de 2 Kronerne.»
«Ja!»
«De kan vel ikke si mig, hvor jeg skal faa laant 1200 Kroner?»
«Neimen om jeg kan!»
«Der skal nemlig være saadan en god gammel Violin at faa kjøbt. Jeg liker saa godt at spille paa Violin. Jeg har tænkt at gaa op til Professor Monrad og bede ham om et Raad.»
«Hvorfor til ham?»
«Han spiller ogsaa paa Violin.»
«Spiller De godt?»
«Undertiden spiller jeg godt. Jeg har nogle klagende Toner, som er gode. Vil De være med mig iaften, saa skal De faa høre det? Der kommer ogsaa nogle andre.»
«Ja Tak. Hvor bor De?»
«Jeg bor ikke hjemme, men jeg har Nøglen til 2 Leiligheder, hvor jeg kjender dem, som bor der, og i en af dem skal vi gaa.»
*
Til den lyse Morgen sad vi og hørte paa ham, aldeles stille. Han fik ikke Lov til at holde op. Det meste var improviserede Varriationer over kjendte Melodier. Men en var hans egen Komposition, og den var den allervakreste.
Da jeg gik, fulgte Obstfelder mig. Vi blev staaende paa et Hjørne og talte længe sammen og blev tristere og tristere, han over mig og jeg over ham. Og vi forstod hverandre mindre og mindre. Det var ligesom vi begge var kommet paa en «feil Klode».
Fordi vi var kommet paa den samme.
[Texten hämtad ur Christian Krohgs 12 af vore samtidige (1895).]