I det følgende vil jeg ganske kortelig omtale fire unge forfattere, hvoraf Thomas Krag og Hans Kinck hidindtil har tegnet vestlandsk natur og folkeliv, medens Jacob Hilditsch’ og Hans Aanruds kunst har hjemstavn på Østlandet. Jeg har væsentlig fæstet mig ved ét verk af hver forfatter, det der tydeligst synes mig at ridse hans literære portræt. Foruden «Jon Græff» har Thomas Krag udgivet to novellesamlinger; Hilditsch har efter sit debutarbeide «Under norsk flag» udgivet to lignende samlinger, og Aanrud er forfatter til to bind fortællinger, hvoraf det sidste «Fra Svipop til Venåsen» (Gyldendal, 1892) vistnok indeholder velsete og morsomme ting, men dog neppe i sin helhed står på høide med de «Fortællinger», han udgav året i forveien.
*
«Svartøen eller Svartøia eller kanske rigtigst Svarteberge lå en halv mil udenfor Skarven. På den nordre kant gik det stejlt ned i sjøen; på de andre kanter gled det jevnt ned i lange rundede afsatser.
Dette Svarteberg havde en ganske besynderlig mørk farve. En skulde tro, at det engang i tiden var bleven oversmurt med flydende beg eller tjære, og at sol og vind siden havde pudset det af, så at det nu lå der ganske sortblankt, farvende det nærmeste af sjøen mørk selv i det lyseste veir.
Her og der fandtes små flekker af brun lyng eller tyndt græs, der stod og bæbrede i det magre jordsmon.
Altid var her vind.»
Det er den scene, hvor Jon Græffs livsdrama udspilles. Et af Vestlandets skjær, dem enhver forbireisende vil mindes med en følelse af uhygge, nøgne, sorte, omgit med et sprøit af hvidt havskum, der snart synes at suge den glatte sten under sig, snart drønnende siger tilbage. — Ofte træffer man skjæret langt fra land, ensomt i sjøen. Har man nogengang færdedes i båd tilhavs i skjærene vesterpå, vil man ikke let glemme, hvor tungsindig øde, hvor forladt af alt liv en slig eremitholme synes at være. En svær sortbag eller en skarv letter måske, idet båden glider forbi. Det er alt.
Man vil da kanske ogsa forstå, hvorfor Thomas Krag [fotnot: Født i Kragerø 1868, opvokset i Kristianssand.] har valgt den scene. Neppe nogensteds, ikke engang på fjeldvidden, bliver mennesket stillet således ene, ansigt til ansigt med den store natur. Neppe nogensteds vil naturens indflydelse bli så direkte og så uhindret af alle sideindvirkninger. Og Thomas Krags hovedverk, hidindtil, handler om naturens magt over mennesket.
Naturens mystiske magt er den ledende tanke i Krags intuitive digtning. Han har fået tag i en af elementerne i den menneskelige tilværelse. Han har nået ind til den dunkle grundstemning, som ingen nokså skarp refleksionsevne formår at gi udtryk. Thomas Krag overfører den umiddelbart. Det er det eiendommelige og betydelige ved hans fremstillingskunst.
En bog om naturens magt. «Jon Græff» er igrunden ikke en bog om noget bestemt menneske. Jon Græff er legemliggjørelsen af bogens idé. Betragter man Jon Græff bent frem som menneskeligt individ, er Krags karakteristik her og der en smule løs og usikker. Der er sprang i udviklingen, der mangler en vis psykologisk soliditet.
Men Jon Græff er ingen bestemt vestlænding, han er en intuitiv digters bidrag til vestlændingens psykologi. Det er vestlandsbonden og havet, havets umiddelbare indtryk på vestlandsbonden, som digteren har formået at gi form og farve.
I begyndelsen af Christian Elsters «Solskyer», Elinas indtræden i sit nye hjem, efterat forældrene er «blevne borte», er der noget af den samme havets uhyggelige uveirsmørke poesi. Hos Thomas Krag er den koncentreret i en prosalyrik, «Jon Græff», en tung og dog blød, ensformig melodi, som bringer en til at gjenkalde sig den melankolske lyd af sjøen, når den bryder over skjærene — eller den langsomt tungsindige takt, hvori vestlandsalmuen synger sine salmer — det er livets egen melodi, således som disse fiskere og små jordbrugere kan leve det — det liv, Klaus Frimann sang om i sine «viser», det liv, der undertiden frembringer sådanne skikkelser som Salbjørg i Christian Elsters «En korsgang», ensomme sterke karakterer, der har vilje til alt — eller sådanne tause tungsindige som Jon Græff — eller stille-fanatiske religiøse, hvis dunkelt lurende angst bringer dem til at klynge sig krampagtig til den Gud, deres triste salmesang skal hædre: sådanne som Enok i «Fred».
*
«Det var ikke bare legemlig, at Græff havde forandret sig. Hele hans væsen havde fået noget ved sig, som ikke var godt at bli klog på. Han var bleven tung i sig og ligesom lidt dum. Tidt stod han og stirred fremfor sig i det grå. Når nogen forklared ham et eller andet og gav ham en besked, så havde han vanskelig for at mindes det, uden at han fik hørt det to gange; men han var klog nok til at bede om af få høre det en gang til. Når han det havde fået, gjentog han det for sig selv — én ting ad gangen og tog tidt fingrene til hjælp for at holde greie i det hele. Men havde han først tingen på det rene, så glemte han det ikke: det var det gode ved ham.»
Således fortæller Thomas Krag. Langsomt og med omhu. Han fortæller uden at være bange for, at læseren pludselig skal bli utålmodig. Han ved, at når man først har hørt ham tilende, så skal det hele stå tydelig for en: den tunge alvorlige mand, «ligesom lidt dum af sig», der må høre en ting to gange og gjerne tager fingrene til hjælp. «Men havde han først tingen på det rene, så glemte han det ikke: det var det gode ved ham.» Krag taler som en, der har kjendt Jon Græff godt og liker at prate om ham, næsten som en lidt yngre kamerat af ham. Han holder med betydelig sikkerhed den naturlig troværdige tone, som kræves i en folkelivsdigtning og som netop er dennes store stilistiske vanskelighed. Står digteren selv folkelivet forholdsvis fjernt, er vanskeligheden selvfølgelig des sværere; ofte er det just dette tonefald, denne sproglig-musikalske del af digterens opgave, der hindrer kunstnere med adskillig kjendskab til og interesse for folkelivet i at kunne male det. Hvis digteren, som man af og til ser, vælger at referere sine indtryk i sin egen, den betragtendes, stil, i den tone, hvori hans følelser finder sit naturlige udtryk, medens man kun indirekte, gjennem de hos digteren vakte følelser, stifter bekjendskab med de sjælelige begivenheder, der er digtningens egentlige gjenstand — blir der gjerne noget koldt og fjernt over billedet. Undertiden går digteren en mellemvei, hvad der lettelig gjør billedet stivt og stiliseret. Dette forekommer mig på enkelte punkter at være tilfældet med den ovenomtalte fortælling af Elster: «En korsgang».
— Det er naturligvis ikke nødvendigt, at en forfatter altid befølger en og samme fremstillingsmåde en bog helt igjennem. Det er heller ikke nødvendigt, at en folkelivsskildrer af den høiere samfundsklasse søger sig en stil, forskjellig fra den, hvori han i daglig tale vilde referere sine omgivelser det, han agter at forme til kunst. Men det er ialtfald utvilsomt, at en forfatter, der ikke finder en for stoffet naturlig, en for de behandlede forhold nærtliggende tone, vil ret hyppig under sin fremstilling støde på store, tildels uløselige vanskeligheder.
Det forekommer mig, at Thomas Krag har fundet en stil, der med ikke ringe held klarer disse vanskeligheder. Hans stil er ganske vist ikke altid lige helstøbt; heller ikke synes han altid at ha formet den med samme omhyggelighed. Der er hos ham, hvad man også vil iagttage hos broderen Vilhelm Krag, en vis tilbøielighed til stilistisk laisser-aller, til at stole for meget på sin evne til med én gang at finde det bedste udtryk.
Men i det store og hele taget leder Thomas Krags sproglige gehør ham på ret spor. Og han har ikke alene den evne, som vi også træffer hos andre af vore unge folkelivsskildrere, hos Aanrud og Kinck og tildels hos Hilditsch, den evne, jeg ovenfor har berørt, at kunne iføre sit sujet det rigtige stilistiske nationalkostym, men — hvad der er betydelig sjeldnere — også den eiendommelige lyriske formsans, at han gjennem selve sit sprogs rythme bidrager væsentlig til at anskueliggjøre den sjælelige udvikling, han vil skildre; hans sprog har en dyb og smidig velklang, en fyldig og blød bøielighed, der gjør ham det muligt uden et større antal dramatiske småscener, og dog uden altfor store sprang at male en så merkelig og langsomt foregående åndelig omvæltning, som den hos Jon Græff. — Men især viser da Krags sprog sin magt, når han søger udtryk for de forskjellige naturstemninger og deres gjenkiang i det menneskelige sind.
*
Man pleier gjerne at kunne spore en forfatters egen personlighed i en eller anden af hans typer. Mer eller mindre omklædt har kunstneren der forstukket sig. Da en kunstner for en ikke ringe del øser af sig selv det liv, han indgyder sine personer, er det jo også rimeligt, at hans eget fysionomi må finde sit afpræg hos en eller gjerne flere af hans skabninger.
En folkelivsskildrer indtager her en lidt særegen stilling. Såfremt han ikke er udgået af det samme folkeliv, vil hans kunst behandle emner, der ligger hans personlige jeg forholdsvis fjernt. Og dette jeg kommer da ofte til kuns at kaste en uklar skygge ind mellem de forhold og mennesker, forfatteren tegner. Man kan alene med vanskelighed udfylde de vage kontourer, der forefindes.
Først når den fra en folkelivsskildrer foreligger et fyldigere materiale til iagttagelse, end det man endnu har lov til at vente fra Thomas Krags hånd, kan man med større sikkerhed gjøre udkast til hans literære portræt. — Det man foreløbig tør si om Krag, må altså sies med betydelig reservation.
Der er i «Jon Græff» to typer, som begge af forfatteren er iagttagne med velvilje. Det er Jon Græff og sjøgutten Kristian Kalland, med hans friske humør og fordomsfri syn på tingene. Jon Græff og Kristian Kalland repræsenterer bogens to brydende elementer; måske uden at det har været forfatteren bevidst, har han gjennem Kristian Kalland i væsentlig grad udfyldt sit folkelivsbillede: han er Jon Græffs elskværdige modsætning, han har det humør, den vestlandske sjømand i høiere grad end den vestlandske bonde pleier at være i besiddelse af — han er vestlændingen, frigjort, selvbevidst, hverken nedbøiet af fattigdom eller af pietisme, ikke veirsyg, ikke synderlig modtagelig for den eviggrå regnveirshimmels døsigtriste indflydelse. Er Jon Græff en søn af havets uendelige melankoli, af de lange novembernætters, de hylende vestenstormes rædsel — så er hans glade kamerat et barn af havets fri åbenhed, af dets utæmmede freidighed, af denne lidt rå, forblæste, men friske luft, hvori man synes at formerke vindpust fra fremmede strande.
Denne Kristian Syvertsen Kalland er af Krag stillet hen lyslevende: livlig og klog, flink til at arbeide og flink til at more sig, en mand med hjertet på rette sted. Og Krag havde neppe behøvet det sidste lidt sentimentale og lidt for vel komponerede, men forresten smukke og elskværdige brev til «velagtede kjøbmand Cristen Olsen», for at fæste hans raske og vindende skikkelse i vor erindring. — Denne efterskrift, hvormed Krag har forsynet sin novelle, minder lidt om en gravtale over helten, holdt af forfatteren, og er som sådan for en kritiker et ganske værdifuldt lidet dokument. Krag henviser heri til det også i novellen ret meget benyttede moment, at folk, «de så fordømmede gudelige», de stængte ham «alle de Dører som der fandtes og de viste han bagerste Delen der han kom frem — og de tynte han ud på vilde Sjøen til Svarteberje». Nu — det er jo et brugbart hjælpemotiv; men nogen særegen interesse frembyder dog dette temmelig banale sujet — det hæderlige samfundsudskud — just ikke. Derimod ligger bogens tyngdepunkt i det følgende: «Og se, der sad Manden trist og skrumpen men inderst inde god som dagen så lang og der sad han Sommer og Vinter og Nat og Dag og alle årsens Dager som findes. — Og ingen kan begribe det som det vil sige at sidde alene på det Skjæret der» — osv.
Krag har behandlet sit sujet med omhu og varme; han har havt en intim sympati for den ensomme og tause bådebygger. Når han — hvad der er ret merkeligt og tyder på en vis modenhed — forbi de emner, der ligger en moderne debuterende digter nærmest, i hans eget jegs sfære, har fundet frem til et forholdsvis fjernt felt, folkelivet, — er det dog sandsynligt, at han i sit lille kunstverk, ihvorvel indirekte og tilsløret, har søgt at finde melodi for noget af sit «eget væsens mystik». Denne melodi, der alene er istand til at gi en digtning lødig resonans, synes hos Krag dyster og klagende. Han klager over menneskets ensomhed; den ene kan ikke hjælpe den anden. Den unge varmhjertede sjøgut står uden midler mod den sindets sot, der lidt efter lidt får Jon Græff i sin magt. — Han klager over naturens ufølsomhed. Der er ingen medlidenhed hos dette kolde klare mægtige hav, hvis skarpe vinde isner menneskets blod, og hvis brede kraftige sjøer begraver dets legeme i sit åbne slug. — Men der er over denne kunstnerens klage en vis rolig og ukunstlet resignation, en vis værdighed: endogså en simpel sjømand ved at finde sig tilrette med sin skjebne, om den er nokså hård —; stolt skal mennesket hæve sit hoved, slå ifra sig, sålænge det har kræfter, og når livet kanske tilsidst blir for svært at leve, og sindet helt formørkes og det sidste sjælens lys slukkes, så er døden ikke mere vanskelig, så er døden en ven, og det samme kolde uveirshav, hvis storme tog søvnen fra en i mørke novembernætter, har stille dybder, hvor et dødstræt menneske kan hvile uden nogengang at vækkes.
— I Jon Græffs ensomhed er det Kristian Kallands humør, som stundimellem liver op: Krags melankoli fordrives undertiden af hans humor. Det er en stille godmodig humor, der dog ikke altid er uden bråd, — en humor som hos en elskværdig gammel satiriker, der morer sig over forkjerte småting, men pludselig kan samle sig til et skarpt udfald. Det er en humor, der, efterhvert som fortællingen skrider frem, blir mere dyb og alvorsfuld, — indtil man forstår dens slegtskab med hint tungsind, den synes at skulle fordrive. Det er den humor, hvori en ikke særlig aktiv, ikke særlig modig, men forstående og medfølende natur, gjerne søger udtryk for sin sympati og sin uvilje, sin krænkede retfærdighedssans og sin letvakte medlidenhed.
Krags tungsind og Krags humor mødes i en vis sentimentalitet, af den elskværdigste art — en der appellerer til læserens rørelse med ret fine midler og sjelden forfeiler sin virkning:
«Jeg får nok skrive til dere omigjen for jeg skal sige at det ikke nøtter at sende Jon Græff til Amerika — for nå er han færdig med livets Strid; thi engang gik han i Baaden og roede væk og siden er han voren vække. — Og det var vel det bedste som kunde timmes ham for han var rigtig dårlig på Slutten og det var liden antagelighed om han kunde bli frisk — tidt når som jeg så ham tænkte jeg at det nok var ude med manden — og en kan ikke klage på det thi han holdt sammen i det længste — og nå ligger den stakkars Krogen der og han krøsser ikke nogen og haver aldrig gjort det. —»
Man ser lidt for tydelig forfatteren fælde sin tåre, men man er efterhånden kommet i den rigtige stemning, og er man letbevægelig, tør det hænde, at en selv også slutter læsningen af «Jon Græff» med våde øine.
[Texten hämtad ur Hjalmar Christensens Unge nordmænd (1893), s. 167–179.]