ET mærkeligt Skumringsvæsen [=skymningsväsen] var han, en Flagermus [=fladdermus], som nu er bleven borte i Natten. Han levede i sine Stuer [=rum] for nedrullede Gardiner og færdedes ude helst ved Aften og Nat. Man husker [=minns] hans høje, ludende [=lutande] Skikkelse [=gestalt], den slentrende Gang, naar han gled forbi i Taagen [=dimman] roende med Armene. Hans Tunghørhed [=lomhördhet], det Slør [=slöja], der var mellem ham og Verden, har sandsynligvis [=sannolikt] været bestemmende for hans hele Væsen.
Livets Støj har lydt langt mere dæmpet for ham end for andre. Den vaagne Verden er naaet ind til ham som en Drøm. Det har været som om tykke Tæpper [=mattor] paa Gulve og Vægge opfangede den værste Larm. Maaske [=kanske] har han, paa sin urolige, omflakkende Vej gennem Verden, bestandig længtes efter noget, som brændte igennem og bragte Fornyelsen ind i hans Ensomhed.
For skønt [=fastän] han færdedes meget mellem Mennesker, hørte han til dem, der er født ensomme. Han elskede højst sin egen Drømmeverden, han fandt tidlig sig selv, naaede allerede i sin første Ungdom næsten tilbunds [=till bottnen] i sit Væsen; men Evnen [=förmågan] til at finde Fornyelse udefra ejede han næppe [=knappast] og Vilje til at tage et sidste afgørende Spadestik [=spadtag] næppe heller.
Underlig nok, at denne Elsker af Ensomheden kunde blive saa bjergtagen af København, for det blev han, hvis [=om] man kan sige om en Slettelandets By, at den bjergtager. Det var vistnok [=säkert] en kritisk Kærlighed, han nærede til os og vort, men han har sikkert oprigtig holdt af det stille og skumringsagtige i dansk Natur og Væsen, er vel ogsaa i nogen Grad bleven fanget ind af det bekvemme i vore Forhold.
Jeg mindes ham bedst som han var ved sin første Fremtræden i Begyndelsen af Halvfemserne [=90-talet], da han skrev „Kobberslangen“. Han gjorde den Gang sin største Indsats. Der skete i de Tider et Gennembrud af Sjæl i norsk og dansk Aandsliv [=kulturliv] og ikke blot der selvfølgelig.
Den aandelige Verden havde drejet [=vridit] sig og Lyset faldt paa helt andre Steder [=platser] end før. Det var ikke noget Fremstød mod stærke Fæstninger; men næsten paa engang fremtraadte der rundt omkring i Verden en Række af Grublere, som alle talte om Sjælen. Krag var en af dem! De var allesammen en Smule sære [=säregna], paa en eller anden Maade [=sätt] lidt sygelige [=sjukliga] om man vil; de var ialtfald mindre sunde og stærke end deres Fædre [=fäder]; men de kom hver for sig og sagde: Jeg har funden en Skat, som var forsvunden. Den er kommen mig i Hænde paa en gaadefuld Maade. Denne Skat er Sjælen! Naar Tidens Historie bliver skrevet engang, vil man komme til at se, at det var en besynderlig og i almindelig [=allmänhetens] Forstand uforklarlig Ting, der skete, noget, der kaster et mærkeligt Lys over Menneskets Væsen; for alle disse Vers og Prosadigte i Roman og Dramaform bebudede en Aandsbevægelse [=kulturell rörelse], der har vist sig stærkere og varigere end den, det foregaaende Slægtled bar frem, ingenlunde fordi den blev baaret af stærkere Annder; men fordi den var i Pagt med dybere Kræfter. Noget gammelt var bleven nyt igen; en evig Bevægelse var atter bleven til Bølge!
For det var jo ikke blot Digterne, det var ogsaa Tænkerne, der var kommen ind i en anden Aandssfære. — Ja selv [=till och med] Videnskaben, som mange af den nye Tids Mænd troede, at de skulde bekæmpe, viste efterhaanden, at den havde faaet et andet Udtryk i Øjnene [=ögonen], fordi den nu saa [=såg] Ting, som den ikke før havde set. Da Røntgenstraalerne blev opdaget, sagde Manden af den ældre Skole: Det var dog mærkværdigt! Men den yngre svarede: Det forbavser [=förvånar] mig ikke det mindste!
Denne Tænkningens og Videnskabens forandrede Holdning var vel paa sin Maade betydningsfuldere end Digtningens, for man maa jo ikke glemme, at Digternaturen er af den beskaffenhed, at den aldrig helt kan afbryde Forbindelsen med Mystiken. Det er i denne Forbindelse værd at lægge Mærke til, at den Ungdom som opdroges i Mythefilosofi og kolde videnskabelige Kendsgerninger [=faktum] kort sagt i alskens „Fornuft,“ fik sin maaske rigeste digteriske Befrugtning fra Rusland, hvor Tolstoi var e[n] kristen Moralist og Dostojevskij en kristen Mystiker, noget der betragtedes som en kedelig [tråkig] Biomstændighed ved dem. Det faldt den Gang ingen ind, at hvis disse to Mænd havde været bare „fornuftige,“ saa var deres Bøger forblevne uskrevne. Jeg har atter søgt at give et flygtigt Rids [=skiss] af disse Forhold, for det er paa denne Baggrund, at Krags Betydning træder frem.
Krag og Obstfelder kom omtrent [=ungefär] samtidig og de betød begge det samme, at Digtningens Kilde, som nær var bleven borte under Sandet piblede [=sipprade] frem paany et andet Sted. De var dog vidt forskellige [=olika], disse to Mænd. Skønt Krag, som Menneske gjorde Indtryk af at være den stærkere og mere aktive Natur var det omvendte snarere Tilfældet, hvad deres Aand angik. Obstfelder vandt sin mystiske Livsfølse [=livskänsla] efter svære Kampe og den var flammende Virkelighed for ham. Jeg har det Indtryk, at Krag kom lettere til det, ligesom sovende. Hans mest vaagne Bevidsthed [=medvetande] var drømmesløret. Han var ogsaa mere Fantasimenneske, end han var Tænker, og raadede over et mere omfangsrigt og mere populært Talent. Sophus Claussen [=en dansk författare] har engang i Digtet „Ekbatana“ karakteriseret den Periode jeg taler om med disse Ord: „Da Verden blev dyb og assyrisk og vis.“ De passer godt og ikke mindst paa Krag i hans Ungdom! Han viste sig ganske pludselig, „dyb, assyrisk og vis“, da han var nogle [=några] og tyve [=tjugo] Aar gammel. Der var noget uhyre [=oerhört] gammelt, næsten forhistorisk ved ham. Han var ligesom ilet foran sig selv og stod ved Verdens Ende og saa paa det, som skete. Der stod han og malede [=målade] store Billeder af Livet med en Ro, som den blinde Homer [=Homeros], der ser ind i sig selv og genoplever [=återupplever], det længst forgangne. Malede siger jeg; men hans Bøger mindede mere om Gobeliner [=gobelänger] end om Malerier. Fladerne [=ytorna] var saa store. Skikkelsernes Omrids [=kontur] saa enkle, Farverne [=färgerna] saa dæmpede og dunkle. Paa samme Maade som Krag var gammel, før han havde levet, blev han Mester, uden at have været Svend [=gesäll]. Jeg har ikke kunnet følge hans meget omfangsrige Produktion i de senere Aar; men der er dog vist Grund til at tro, at han ikke nogensinde naaede højere end i sin første Ungdom. Han havde straks [=genast] taget sit Rige i Besiddelse og han blev ved at dyrke det; men han erobrede ikke nye Lande.
Helt kom han vel derfor ikke til at indfri de overordentlige Forhaabninger, han straks vakte. Han blev ikke i saa høj Grad en Fornyer, som man havde ventet det. Men derfor skal det ikke glemmes, at han i sin Ungdom kom med noget, som virkede nyt og befriende paa mange. Han var en helt oprindelig [=ursprunglig] Natur, og i Kraft af sin særegne Tone og sin særegne Fantasiverden vil hans Værk blive staaende i norsk Literatur! Læseverdenen, ogsaa hos os [=d.v.s. i Danmark], har med Vemod hørt Budskabet om hans Død. Hans mange Venner, der priste hans gode Hjerte og hans store og taalmodige Hjælpsomhed, vil følge Skumringsfuglen [=skymningsfågeln] paa dens sidste Flugt med bevægede Tanker.
H. R.
[Texten hämtad ur Illustreret tidende 54 Aarg. (1913), s. 302–303.]