Udpaa Høsten 1891, da saa mange af det yngre Slegtleds Forfattere træder ind i Litteraturen, kom ogsaa Thomas P. Krags første Bog. Den hed „Jon Græff“ og var en mørk, monoton Livshistorie fra Sørlandet, — det Kyststrøg, som er denne Digters Fødeegn og særlige Provins 1). [Fotnot: 1) Thomas Peter Krag er født i Kragerø den 28de Juli 1868 og vokset op i Christianssand. Hans Far var den bekjendte Ingeniørofficer og Politiker Peter Rasmus Krag, — i Slegten har der været mange Præster og Militære. Th. K. blev Student i 1890. Efter Udgivelsen af „Jon Græff“ har han levet udelukkende som Forfatter. I mange Aar var han fast bosat i Danmark, ellers har han paa kortere Reiser besøgt Frankrige, Tyskland og Italien.] Fortællingens Hovedperson var en af disse ensomme, indesluttede, forsagte og fortrykte Karakterer, som helt fra Barndommen af kommer paa Skyggesiden af Tilværelsen og blir der til sin sidste Dag. Den Stil, hvori denne Livsskildring var udformet, var enkel og jevn, sindig og behersket. Her mærkedes ikke noget til Debutantens Usikkerhed eller Effektsøgen, — ingen lyrisk Uro, ingen ligefremme Følelses eller Stemningsudbrud. Men „Jon Græff“ er paa den anden Side heller ikke nogen objektiv Virkelighedsfremstilling. De rolige, nøgterne Ord og den gjennemførte Realisme i Stedsbeskrivelsen og Bipersonernes Karakteristik kan ikke dække over den Kjendsgjerning [=faktum], at Skildringen er bygget op paa Stemning og Fantasi. Og som Fremstillingen altid overskygges af en tungsindig, naturbunden Mystik, saaledes ender den i en Taage [=dimma] af Havmørke og Rædsel for Dybets Magter. „Jon Græff“ er i Virkeligheden et Digt om Ensomhed og Eneboerliv, et Digt om Sjøen der vester.
I kunstnerisk Henseende var dette Krags første Verk ikke særlig fremragende. Der var noget disharmonisk ved Fremstillingens stadige Vaklen mellem Virkelighedsklarhed og mystisk Dunkelhed. Etpar følgende Bind mindre Fortaellinger og Skizzer „Fra den gamle By“ og „Ensomme Mennesker“ (1892) bevægede sig mest paa Folkelivsskildringens Omraade uden paa noget Punkt at naa op til „Jon Græffs“ Niveau. Men i „Mulm“ (1893), en Samling Skildringer og Stemninger, aabenbarer Thomas Krag sig helt som den Seer og Drømmer, han inderst inde er. Her møder vi overalt den skjønne lyriske Prosa, som er hans bedste Eie. „Mulm“ har først og fremst Værdi som Stil, som stemningsbeaandet Udtryk for et høist særeget, ægte romantisk Natur- og Fantasisyn. Som Menneskeskildring er den hverken dybtgaaende eller interessant. Bogens Personer sees mest som vage, udglidende Skygger mod Natur-Baggrunden. De smelter sammen med Landskabet, ... og stiger atter frem af det som dets frigjorte Aand. Overalt toner det og synger i denne Bog. „Mulm“ er et Kvad i Prosa, viet Havets og Skogens, den øde Lyngviddes og den vilde Fjeldslettes Poesi.
Efter i 1894 at have udgivet „Kong Aagon“, et af Maeterlinck paavirket lyrisk Drama, slog Thomas Krag Aaret efter afgjørende igjennem med den eiendommelige Roman „Kobberslangen“.
„Naar jeg tænker paa den Grøbenske Slegt, er det, som saa jeg Træerne i en Skov: De nærmeste Trær ser jeg tydeligt, og jeg kan beskrive deres Stamme og Farven af deres Grenes Løv. Af dem længer borte ser jeg kun Kronernes Omrids [=kontur], og endnu fjernere blir ogsaa disse utydelige for mine Øine.
Men en Slegt kan dø ud, ligesom en Skov kan visne. Og at granske en saadan Slegt er ligesom at vandre omkring i en vissen Skov. Men jeg holder af at vandre i falmede [=vissnade] Skove, og jeg ynder at læse Historien om Mennesker, som engang leved og led, og efter hvem det er blevet stille. Efter hvem hvert Spor er borte, uden for den Ensomme, der ved dampens [=ångans] Skin læser om dem, ikke af Bøger, men af et gulnet Blad, der ligesom ved Vinden er kommet i hans Eie. Og de Tanker, den Ensomme i den stille Nattetime sender den Døde, synes mig skjønne som de Blomster, Vandringsmanden lægger paa hans Grav.
Jeg havde længe læst i den Grøbenske Slegts Historie, og meget fik jeg ikke at vide om dem, hvorom jeg læste, før jeg naaede de to siste. Den første af disse var en mærkelig Mand; men den siste, som dog ingen Støtte havde i denne Verden, ham saa jeg fra den Dag, da Himlen lukked [=stängde] sig for ham, at vokse til en Gud“...
Saaledes begynder „Kobberslangen“. Og i disse dvælende, dunkle Ord og Billeder er anslaat den Grundtone, som klinger gjennem de følgende Romaner: „Ada Wilde“, „Ulf Ran“, „Fru Beates Hus“, „Enken“, „Gunvor Kjeld“. Vistnok føres vi i de to siste store Livsskildringer Virkeligheden nærmere, men ogsaa over dem breder sig noget fjernt, vagt, som et graanende Skumringslys gjennemstribet af blege Solglimt... et lyrisk Tusmørke [=skymning], hvori Mennesker og Ting sees som gjennem et Slør [=slöja]. Med den stemningssøgende, lyriske Karakteristik af Skikkelser [=varelser] og Fysiognomier, som Digteren giver af sine Personer, harmonerer det godt, at han hos hver Enkelt gjennemfører de typiske Slegtsegenskaber. Og ud af Slegternes Liv hører han altid Naturtonen, Pulsslagene fra Verdenshjertet, hvis Gjenlyd fornemmes i hvert eget Menneskesind.
... „Jeg holder af at vandre i falmede Skove, og jeg ynder at læse i Historien om Mennesker, som engang leved og led, og efter hvem det er blevet stille“. Thomas Krags Bøger er Vandringer gjennem Menneskeverdenens Skove. Han ser Slegtstræet reise sig af Jorden, han aner Stammens rige forviltrede Fletverk af Rødder og Slyngtraade dernede i den sorte Muld, — han følger dens ranke Vækst mod Himlen og ser Kronen hvælve sig i frodig Fylde under Solens og Lysets Straalespil. Og han tænker derved de gamle Tanker om Liv og Død, om vor stakkede jordiske Tilværelse, hvor alt er Forandring og Omskiftelse... Ligesom Træernes Blade saaledes og Menneskens Slegter: Her en gammel Mand, som ægter en ung Kvinde, og hvis Løn blir Skam og Skuffelse og omsider en trist Henvisnen i Ensomhed og Sorg. Her en stolt fribaaren Kvinde, hvis Liv lægges øde af en falsk og flygtig Mand. Der igjen en Mands langsomt udfoldede Levnetsløb, en Vandring tilsyneladende uden Maal og Med — og dog følgende en Lov. Saa to Kvinder, i hvis vekslende Skjæbner [=öden] Livsfølelsen stiger og synker i Takt med Rytmen i selve den visnende og blomstrende Natur.
Og over alle disse Billeder en og samme Tone af Alvor, af dyb og dunkel Patos, af sterk og stille Lidenskab. Aldrig et Glimt af Vid eller Ironi, sjelden et skælmsk eller spottende Udbrud. Til de Menneskeverdenens sorte Skove, hvor vor Digter helst færdes, naar ikke Larmen fra det strømmende, stridende Liv. En høitidsfuld Tysthed breder sig derinde... som Stilheden i Torneroses fortryllede Slot.
Af de ovenfor nævnte Bøger synes „Kobberslangen“ og „Ulf Ran“ mig at være dem, hvori Digteren har nedlagt sine intimeste og dybest personlige Følelser. Dermed skal ikke være sagt, at de er de bedste eller betydeligste. De har størst Værdi ved sit rige og eiendommelige Stemningsindhold og ved sit skjønne sindbilledlige Fyndsprog. Som Roman er „Kobberslangen“ ganske umulig komponeret, — og dens interessanteste Figur er formet over Indtryk fra Victor Hugos L’homme qui rit. Anden Bog i Krags Roman er idethele sterkt paavirket af den store Franskmands fantastiske Prosadigt. Hugo er da nok ogsaa den Digter, som Thomas Krag føler størst Ærefrygt for, og af hvem han har lært mest. Hos ham har han mødt det ophøiede Alvor, den tungtskridende majestætiske Patos, den dybt religiøse Menneskebetragtning, forenet med en brændende Medfølelse med de Lidende og Ulykkelige, der for ham staar som det høiest menneskelige:
„Du ukjendte Gud“, siger etsteds den jødiske [=judiske] Læge [=läkaren] i Kobberslangen, „man bygged engang Templer for dig. Mange Aar er gaaet, siden disse templer stod. De er sunkne. Og dog har mange Mennesker, der tviler og søger, og som kaldes Fornægtere, sit tempel for dig, du sælsomme Gud, hvis Nærvær de aner, og hvem de tror paa i sit Hjertes Dyb. I ensomme Stunder, naar Hjertet banker, og Blodet suser. I Stunder, hvori der grundes over noget, som aldrig kan findes Forklaring paa. I Stunder, da Livets store Hvorfor trænger sig ind paa en...
Du ukjendte Gud! Du har dine Templer endnu. Overalt hvor Mennesker bygger. Jeg har gaaet i store Byer, hvor alt var Travlhed, stakket Glæde og langvarig Sorg. Du var der! Jeg har gaaet i de fattiges Kvarterer, gjennem mørke Gyder, hvor en svag Citar klang ud fra et Vindu, i hvis Aabning en pjanket Dalila sad. Og her i Lasten kunde jeg pludselig skælve... Jeg mærked noget som et Pust fra dig. Og har jeg gaaet blandt Fjeldene, hvor Luften var ren, da var du der. Og nu jeg seiler her paa Havet, nu maerker jeg dit Pust i den ukjendte Nat.“
Den vage og inderlige Religiøsitet, rettere sagt den altomfattende Livsforstaaelse, som giver sig Udtryk i denne Troesbekjendelse, møder vi siden ofte i Digterens Bøger, — sikrest og klarest udformet i hans siste Roman „Gunvor Kjeld“. Og det Udbrud, den vantro Læge fremmumler lige [=precis] før sin Død, kunde godt være kommet fra den troende Præst Johannes Kjeld: „Herre, jeg vil kaste bort alle tomme Ord; hvad har mine selvskabte Lærdomme givet mig? Hvor jeg har gaaet, har din Strenghed fulgt mig. Aar har gaaet, og jeg har ventet paa den Lykke, der hører hvert Menneske til. Men hvor jeg kom, naged [=plågade] noget mig. Her kan ikke være Stedet, sagde jeg til mig selv, hvor Naaden skal falde paa mig! — og heller ikke her! — Herre, nu er jeg kommet did, at Havet sluger mig, ikke under Storm, men i et langsomt Stille. Er da dette mit Livs Fylde?
Jeg kan ikke dø helt! Jeg kan ikke synke! Jeg føler i denne Stund, at Havet er dybt, men at min Sjæl er dydere... Jeg tror, den er uendelig“.
„Ulf Ran“ (1897) er heltigjennem Lyrik. En Sang i Prosa med Toner fra mange Tider, fra Saga og gamle Kvad saavel som fra de siste og moderneste Bøger. Tungtskridende og sterk og sindig er denne Prosa — ofte dunkel og knudret som de Mindeord, der fordum ristedes i Runer over en falden Kjæmpe.
... Vi ser Ulf Ran fra det Øieblik, han vaagner til Livets Fest. Han folder sig ud i Ungdoms Mod og Kraft som et Barn af Jord og Sjø og Sol. Vi følger ham gjennem Ungdomsaarenes Venskabs- og Kjærlighedsoplevelser. Og paa den Reise til Udlandets store Byer [=städer], som altid føretages af de unge Mænd i Thomas Krags Bøger.
Og vi følger ham tilbage til Hjemlandet, da han er blevet mæt af den søde Vin og den bedske Bærme, som Verden havde at byde. Men hjemme som ude — gjennem alle Omskiftelser af Tid og sted blir han den samme Uforanderlige, hvem Dagenes brogede Følge glider forbi, medens kan drager sig bare mere ind i sig selv. Tilslut forsvinder han helt i en Taage [=dimma] af Ensomhed og mystisk Mørke, og saa dør han omsider. Med disse Ord ender hans Saga:
„Som Livet var kommen til Ulf Ran lig en Morgen, der langsomt letter sig og gaar over til Dag, saaledes kom Døden til ham lig en Kveld, der faar tættere og tættere Skygger og omsider gaar over til Nat“.
Saaledes holder Digteren til siste Øieblik sin Helt indenfor den Ramme af Natursymbolik og Natursyn, hvori han fra Bogens Begyndelse er sat ind. Ulf Ran staar næsten helt udenfor det levende Menneskesamfund. Han berøres lidet af Menneskers Sorg og Glæde; han kjender hverken Sygdom og Synd eller Lykke og Lyst. Men en Jordens Søn er han, — et halvbevidst [=halvmedvetet], sterkt og tungt Naturvæsen. Hør, hvor han priser sit Fædreland, da han paa Hjemreisen atter ser det stige op af Havet:
Denne Kyst var hans. Bjerge, Mo og Myr og de vidtstrakte Furuskoge. En stum Kjærlighed til Landet greb ham. Han elsked det, fordi det var af hans Væsen. Det havde givet ham af den drømmetunge Saft at drikke, som det eied i saa store Mængder. Det havde fostret de Mennesker, han havde havt kjær, og det havde tildannet dem saaledes, at han havde faaet dem kjær.
Han blev siddende at tænke, medens Landet tydeligere dukked frem.
Maaske havde de tunge Ødemarker præget hans Liv. Maaske han havde faaet et gladere Sind i Eie, om han var kommen til Verden i et lysere Land. Men han vilde dog ikke give bort noget af den mørke Høitid, de havde bredt over ham. Han vilde lade den brede sig Skarlagen [=scharlakan], han vilde lade den skinne som sorte Silkefaner. De unge Grublere deroppe i hans Fædres Land, han elsked dem. Over deres Øine [=ögon] tegned Flaggermusen sin Skygge, Dyret med Vinger, som flyver i en Luft, der eier Solens siste Glans og Straalerne fra Nattens første Stjerner.
Han vilde gjense Menneskene fra Drømmene, Menneskene fra Striden paa Havet, Menneskene fra Stormen paa Fjeldet, Menneskene fra Røghytterne paa Myren...
Som Livs- og Menneskeskildrer har Thomas Krag hidtil naaet høiest i sine Kvinderomaner: „Ada Wilde“ (1896), „Enken“ (99), „Gunvor Kjeld“ (1904). Den rigeste og mangfoldigste af disse Bøger er den siste. Hvad der giver „Ada Wilde“ dens sjeldne Værdi, er udelukkende Billedet af Titelfiguren. En stoltere, fornemmere, sjælsrenere Kvinde findes ikke skildret i vor Litteratur. Hun er paa ingen Maade mærkelig eller særlig betydelig, ligesaalidt som hendes Liv i nogen Henseende er usædvanligt. Hun oplever jo ikke stort andet, end at hun blir glad i Carsten Stahl og gifter sig med ham. Da det Ægteskab ender i Skjændsel og Forsmædelse, synker hun ikke sammen i Mismod og tom Livslede. Hun aabenbarer først nu rigtig sine Kræfter. Men det Liv, hun fra nu af lever, er som mærket af Døden. En bleg høstlig Henvisnen og Hensvinden. Den evige Natur og Ensomheden, som stiger fra Jord og Himmel, giver hende Trøst for alt, hun tabte. Hvilken gribende Modsætning mellem denne vemodige Skildring af en aldrende Kvindes stilfærdige Gliden ud af Livet og Billedet af den unge Pige, som vaagner til Livets Fest:
— I Alderen fra sytten til tyve Aar gaar den unge Pige omkring i sin Faders Hus og paa Gaden. Hun taler, ler [=skrattar], og hun tænker ikke paa, at mange ser hende, og mange, som taler med hende, ser hendes Smil og hendes Øine. Kvindesmil, saa mangfoldige er de, og Kvindeøine, saa mange færdes de omkring! de lyseblaa, de graa, de brune, de sorte, de letsindige, de alvorlige, de sanselige [=sinnliga], de rolige [=lugna]. Og alle trækker de Straaler efter sig som den flyvende Sommers Spind. Ja, hvor den unge, smukke Kvinde gaar, der klimprer det som fra dulgte Strenge. Mændene blir underlige, hvor hun skrider frem, snart smiler de, snart blir de alvorlige, idet de gaar videre efter stjaalent at have vendt sig efter hende. Og den unge Kvinde lader Mændene staa tilbage, og hun skjuler ikke sit Legeme, sit Smil, sine Øine for de næste, hun møder, og hvorfor skulde kun ogsaa gjøre det?
Men derfor gaar hun og kaster omkring sig af Skjæbnens Korn, der ofte er farlige, naar de faar blød Muld at gro i. Og træffer hun andre Kvinder, saa taler hun om andre Ting, og hele Tiden smiler hun venlig, og hun ved ikke selv, hvad hun har gjort...
„Ada Wilde“ er som „Ulf Ran“ mer et Digt i Prosa end en Roman. Eller rettere sagt, Bogens Kjerne er den lyriske Fortælling om Adas Liv og Død, men denne har Digteren indkapslet i en vidtløftig Slegtssaga, som er hendes Historie temmelig uvedkommende. Og ret som det er indskyder han et Romankapitel her og en lystig Skildring der — som Beretningen om den store Klubfest i Sandby —, der heller ingen Sammenhæng har med Hovedtemaet. Der er noget Kiellandsk ved denne vilkaarlige Kompositionsmaade. — Overordentlig fine og nydelige er de smaa lyriske Intermezzoer og Stemningsbilleder, som med ødsel [=slösaktig] Haand er indstrødd i Texten. De er stemt efter Stilens Grundtone, og de giver Fremstillingen det naivt følelsesfulde og varme Skjær [=sken], som er dens Charme.
Ogsaa i „Enken“ følger vi en Kvindes Liv fra hendes tidligste Ungdom, til hun lægges i Graven. Hun heder Gabrielle Gotthard og er som Ada Wilde en enkel usammensat Natur, men savner helt det Præg af sjælfuld, adelsbaaren Stolthed, som udmærker denne. Gabrielle Gotthard er en temmelig vulgær, ikke overdrevent interessant Dame, sterk, stædig, træg, men med en Djævel i Blodet, en Arv af Vildskab og tung Sanselighed fra en jødisk Oldemor. Hun minder en Smule om Ulf Ran. Lig ham gaar hun halvt som i Søvne gennem Livet. Men vækkes hendes slumrende Sanser [=sinnen], da er hun som et ungt Vilddyr at skue; skjøn og lykkestraalende og ubetvingelig. Og det er udelukkende denne Side af hendes Væsen, som har bragt Digteren til at beskjæftige [=sysselsätta] sig med hende. Han kunde derfor have sparet os for den største Del af hendes Livshistorie. Det er alene i Forholdet til det mærkelige Naturfænomen Elg Trane og til den smukke Hr. Espen Kühn, at hun evner at vække vor Interesse for sin Skjæbne. Hvad kun forøvrigt oplever, gjør paa os Indtryk af tilfældig, selvfølgelig Hverdagsvirkelighed. Og selv ved Skildringen af hendes erotiske Eventyr virker Fremstillingen dæmpende og tilslørende, — man savner Spændingen, Angsten, Livspustet.
Men Fremstillingen i sig selv — betragtet rent som Skriftverk — er visselig værdifuld nok. Denne Prosa har Eposets Høihed og Ro. Som en mægtig fremvældende Strøm bærer den de smaa Menneskeliv paa brede Bølger. Og det er Duren [=bruset] af Ordenes og Sætningernes Fald, vi hører, naar vi forlængst har glemt Romanens Hændelser og Personer.
I „Gunvor Kjeld“, Thomas Krags siste store Bog 1), [Fotnot: 1) Foruden de nu nævnte større Verker har Krag i Aarenes Løb udgivet en hel Del mindre Ting af forskjelligt Værd. Blandt disse et Bind Skizzer og Skildringer, betitlet „Tusmørke“ (1898), hvori findes en fin og varm Fortælling: Jørgen Dam. Dernæst „Hjem“ (1900), Digt i Prosa, en Lovprisning af Hjemjorden, af det enkle Naturlivs Glæder, det jevne daglige Arbeides ydmyge Lykke. En følgende Bog „Det glade Hjørne“ (1901) var en nøgtern Virkelighedsskildring i hans tidligste Manér, medens de næste : „Sorte Skove“ og „Daudmandsholmen“ (1903) mest er Prosalyrik og fantastisk Natur- og Spøgelses-Stemning. Etpar af de mindre Stykker i Sorte Skove, „Had“ og „En Høstnat“ bør fremhæves som skrevne med en voldsom og indtrængende Kraft.] har han hidtil naaet høiest. Den betyder i hans Produktion et Gjennembrud til en rigere, mere virkelighedsmættet Menneskeskildring. Digteren har rystet af sig den indsnevrende Subjektivitet, som stænger saa mange af de yngre Forfattere ud fra Livet i dets Fylde og Mangfoldighed. Forsaavidt betegner „Gunvor Kjeld“ en Tilbagevenden til en mere borgerlig Livsfremstilling. Den nærmer sig paa mange Punkter Ottiaarenes polemiske Problemdigtning — saaledes baade Bjørnson og Kielland. Denne Bog vil os noget.
Allerede Indledningen med Landskabsstemningen og Billedet af Kirken og Præstegaarden der langt nord, anslaar som en ny Sprogtone. Thomas Krags sterke, klare, fuldtonende Stil har her faat en dybere Klang og en inderligere Mening. Og som Johannes Kjelds store, rene Skikkelse stiger frem for os, først set paa Baggrund af en streng, mægtig Natur, saa i ensom Kamp mod den lumre Borgerlighed og Selvgodhed i Smaabyen, mod Hjertekulden og den golde [=ofruktbar], forstenede Rettroenhed hos de officielle Sandhedsvidner... er der en profetisk Glød, en dyb og mild menneskelig Visdom over Digterens Ord, som gaar En lige [=rakt] til Hjertet. Denne religiøse Forkyndelse er noget nyt paa vort Sprog. En naturbeaandet Fromhed, der lige let finder Udtryk i en primitiv Fantasis naive Billedtale som i en livsprøvet Seers instinktive Sans for den vidunderlige Sammenhæng i alt, som rører sig mellem Himmel og Jord.
Der er ingen objektiv, artistisk udformet beskrivelsens Klarhed over Billedet af denne moderne Profet. Digteren er selv med i Kampen for Ret og Retfærd. Hans Hjerte er fuldt af Sorg og Medlidenhed. Ogsaa til ham har Kaldelsen lydt om at gaa ud blandt Menneskene med et nyt Budskab:
„Vort Liv udstødtes i Natten og Forsmædelsen, da vi vilde gribe den store Glæde. Os blev givet at lytte til Hanegalet, at se Stjerneskud over Nattehimlen som hurtige Mindelser om Lyset.
Har I Brug for en Vægter i Staden?
Ja vi har. Og din Bestilling skal være at vogte over sovende, at ikke deres Eiendele ranes, og ikke deres trygge Søvn forstyrres.
Søg Jer da en anden Mand; eller søg Jer lurende Blodhunde. Jeg vil ikke vogte de trygges Søvn og ei de riges Eiendele.
Hvad vil Du da?
Jeg vil se de hjemløse og de fredløse. Jeg vil lytte til al den Uro, som findes i Natten. Jeg vil stirre ind i de tauses Blik, og jeg vil liste efter de forladte, og jeg vil opsøge de navnløse.
Der gaar Jordelivets tungt bevæbnede Soldater. De stønner ved de store Strabadser. Hør deres Trin!
Jeg elsker Smerten. Naar jeg hører dens Røst, lytter jeg som Elskeren, der hører sin Elskedes Røst. I denne Alverdens Ve gaar jeg til Nadver. Og ved dette røde Alter æder jeg Frelserens Legeme, og drikker jeg hans Blod“.
En Mangfoldighed af klart udformede Skikkelser og Karakterer træder os imøde i denne Roman. Gunvor Kjeld er Hovedpersonen i den Forstand, at hendes Livshistorie er Skildringens naturlige Tyngdepunkt, hvorom Enkeltheder og Bipersoner samler sig til en nogenlunde gjennemført Komposition. Men hun er langtfra den betydeligste af Bogens Figurer. Hun er den gode, sunde, sanddru, trofaste Kvinde, sterk og solid og harmonisk, — særpræget som hvert helt ægte Menneske. I virkningsfuld Modsætning til hende staar Tora Pharo, den fine, livsstraalende, sanseberuste Pige, et Væsen skabt til at folde sig ud i Lykkens Solskin. Men over denne skjøre Pragtblomst slaar alle Tilværelsens onde Magter ned som et ødelæggende Uveir. Hun drives ud af sit rige lune Hjem, mister sin Elskede, fortaber sin bekymringsløse Existens blandt Samfundets udvalgte happy few. Men Sorg og Smerte — det er Digterens Lære i denne Bog — er Livets dybeste Kræfter. Og Tora Pharo reiser sig til Modstand mod den blinde Skjæbne. Og hun naar det Maal, hun sætter for sin Stræben. Hun kjæmper sig frem til at virkeliggjøre den ekstatiske Hengivelse til Livet, som er hendes Væsen. Thi, hvad hun elsker, det er „Rusen, som stiger af Livet, den der i store Stunder føles i Kunsten, i Lidenskaben, i vilde Sanser, i overjordiske Drømme.“
Med diskret Ironi har Digteren i Symbolet Amyris tegnet denne Kvindesjæls glødende Livsattraa i naturstridig og naturtrodsende Forlængelse ud over de Ekstasens Øieblikke, i hvilke hun udfolder sin Sjæl. Han lader Tora Pharo inkarnere denne Livsbrynde i en Rolle, hvori hun tolker hele sit sammensatte og mangfoldige Menneskevæsen. — Selv formaar hun at bryde op fra Livets Fest, naar hun synes Timen dertil er kommen.
— Blandt de mange ypperlig tegnede Bipersoner maa fremhæves de to Gentlemen af Strebertypen: Michael Holm og Einar Henning. Men først og fremst Byfoged Henning, en rigtig modbydelig Bureaukrat, halvgal af Respekt for sit ophøiede Embede og dum og raa af Slegtshovmod. Hans Hustru danner et smukt Sidestykke til denne forhærdede og fortørkede Jeronimus. Hun er en Variant af „Ma“-Typen, men blottet for alle dennes umiddelbart rørende og respektable Egenskaber. Fru Henning er bare tarvelig, forkommen, demoraliseret, — uhyggelig sand.
Derimod er det ikke lyktes Digteren at give en overbevisende Karakteristik af Jan Grøgaard, den betydeligste Reprsesentant for den gode Ungdom i Bogen. Han er altfor enkelt set. Hans Menneskevæsen forsvinder i en Taage af smukke Ord og ophøiede Følelser.
Nu, dette hænger delvis sammen med Romanens sterkt idealistiske Karakter. Den er ikke væsentlig en Livsskildring bygget paa Iagttagelse og Studium, men en Forkyndelse af gamle Sandheder, et Læredigt. Thomas Krag har villet stille frem for os en Række høitstræbende Karakterer, Forbilleder paa, hvad der synes ham det bedste og sandest menneskelige — halvt poetisk, halvt religiøst forklaret.
Dydest set er det nye ved denne Bog, hvad man med et gammeldags Ord kunde kalde Hjertelaget... En Vilje til medmenneskelig Forstaaelse og Medlidenhed og til Samfølelse med den menneskelige Livskamp, som vi kun har mødt den hos vore store gamle Diktere.
[Texten hämtad ur Carl Nærup, Illustreret Norsk Litteraturhistorie. Siste tidsrum 1890–1904 (1905), s. 186–197.]