MEDDELT VED ELLEN KEY
[Berlin 16—3—1895.]
Adr. Hannoversche Str. 4 IV
NN. men vist ikke så længe.
Kjære Frk. Key!
Blev aldeles forvirret af afskedstagen — og når man bryder op efter fem seks måneders ophold, er der ikke blot mennesker at tage afsked med, men også heft og tanker. — Jeg var hos Dem, men da jeg ikke mødte Dem, tænkte jeg at skrive, og vilde da vente til jeg kunde fortælle lidt. Jeg blev opholdt et par dage i Helsingborg, som forresten var et morsomt, vakkert sted. Atter i Kjøbenhavn blev jeg opholdt i flere dage, mødte der Hannover, Helge Rode m. fl. Mærked, at Stockholm var blevet mig kjærere end Kjøbenhavn — vel fordi jeg var kommet såmeget i hjemmene der. — Kom så endelig over Warnemünde her til Berlin, som efter det lyse, lille Stockholm, med de høie, vel udseende og reserverede folk — ikke egentlig tiltaler mig. Jeg mødte her Munch, Thiis, Gallén, Paul, Vigeland. — Har brugt mange penge, og vet ikke egentlig hvor det skal bære hen med mig. — Stockholm blev mig tilsidst så hjemlig kjært, Fåhräus’, Lundegårds, I alle var så hyggelige og jeg har tilbragt såmange timer hos eder der bider sig fast i hjertet. — Men også Visby er blevet mig en samvittighed. Og engang må det bli. — Jeg har endnu ikke skrevet til Lundegårds, men vil skrive et længere brev når jeg kommer bedre i ro. Hils dem meget foreløbig.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Vil De hilse Tor Hedberg, jeg fik ikke tid til at ta nogen afsked.
[1897 ?.]
Kjære frk. Ellen Key!
De kan vide, at havde jeg fåt Deres varme, opmuntrende brev til Grand Café, så havde jeg skrevet til Dem, trods at jeg i 8—9 måneder nu har havt det faste forsæt ikke at skrive til nogen. Og også før jeg har fåt dette brev, som jeg igår fik, har det mangengang været mig vanskeligt at afholde mig fra at skrive til Dem.
Mit forsæt om ikke at føre brevveksling forstår De nok, — jeg har villet ha en arbeidsperiode, (og jeg har havt den) og jeg har villet slutte mig inde i det jeg havde for tanken. Jeg vet ikke, om De med Deres mening om min uproductivitet også forbinder tanken om mangel på energi. Forsåvidt tar De feil. Jeg har åndelig energi som få. Der er vel knapt af unge forfattere nogen, der har min hjernekraft til at holde fast på en komposition i årevis, og fjerne alle slagger, fjerne, fjerne, forat så kompositionen skal stå klar og høi. Se den, de der vil!
Uproductivitet som De anklager mig for, har jeg desværre aldrig eiet. Jeg har aldrig hvile. Jeg er en evig rastløs ånd. Og min udvortes uproductivitet er blot masken for en vidunderlig sterk kimen og sædlæggen og ulmen og gjæren.
Den udvortes uproductivitet, som jeg i to, tre år har vist, er da også afløst af en usedvanlig sterk productivitet, som tilfulde viser, at uproductiviteten blot var maskeret. Jeg har skrevet to bøger færdige, en mindre fortælling, og et stort anlagt dramatisk digt, og jeg har påbegyndt to bøger. Men da hvad jeg skriver, altid vil sigte mod det inderste i menneskesindet, og menneskeånden, har jeg nok ret til at ta mig tid. Ti jeg vil, at mine ord skal komme med stjernetegn på sin pande, med det vederheftiges autoritet, med det gjennemlevedes fulde retfærdighed.
Sjelden lykke er det da — det må De vist ha interesse af at høre noget om — når hos den der har lidt af tvil, af tilsyneladende tomhed, — alt med engang vælder frem, — færdigt, krystallinsk — somom det inde i gemyttets og hjerneteltets mørke allerhelligste af sig selv havde bygget sig til.
Det er som et vidunder, kan jeg forsikre Dem. Man ser på sig selv så lykkelig fremmed. Man ser på sig selv som en delfisk prestinde. Man venter, man studser: kommer der mere? hvad kommer der nu? Der er altså nye ting i verden! Der er altså det barndommens eventyrtro forestilled sig!
— — Indtil jeg hørte, at Klas Fåhräus skulde være blit syg (det smerted mig så, jeg holdt så af ham) — gjorde det mig uhyre ondt, at jeg ikke hørte noget fra ham, jeg trode det berode på nogen mig uforklarlig animositet mod mig, — nu forstår jeg jo grunden.
Idethele er det, som Stockholm og de mennesker, jeg der har truffet, stadig vokser i min erindring, skjæret om dem blir stadig varmere. Jeg har ikke siden truffet mennesker, jeg kunde holde mere af.
— Ivåres var jeg i Paris i tre måneder — — som sedvanlig i den yderste nød. Det er mig den vidunderligste arbeidsby. Det gik såvidt, at jeg neppe så et menneske. I den sterkeste sommerhede og på de lumreste dage sad jeg hver dag og arbeided.
Skulde der ikke kunne gjøres noget for Gustaf Uddgreen? Det er jo det, som er så uhyre vanskeligt, at man vet ikke, hvad han kan præstere, — hans digtsamling er for umoden og viser for lidet. Ét er sikkert, at han har uhyre vanskeligt for at finde form (jeg nævner dette netop som noget forsvarende) — og at han er et interessant menneske. Jeg finder ham langt, langt interessantere som menneske end Oscar Levertin f. ex.
Jeg var sammen med ham daglig, jeg forsøgte at tænde hans energi, og indgyde ham fasthed i forsættet om at holde sig fjernt fra Max Dauthendey.
Jeg har været såmeget sammen med ham, dels i Stockholm, dels nu i Paris, at jeg kan ikke la være at ta nogen del i hans skjæbne. Der kan vist ikke være nogen tvil om, at M. Dauthendey i årevis er blevet hans livs onde ånd. (De forstår, at jeg forsåvidt nu ser på tingene rent historisk, — at tale om den brist i Uddgreens karakter, som gjør, at han virkelig lar sig undergrave, at tale om hans svaghed, hans viljeløshed o. s. v., det kan nu ikke nytte).
Og — Jeg er nu meget spændt på, hvordan det vil ende, — han har nu i 5—6 måneder gåt i den pinligste fangetilstand på et hotel, hvor han ikke kan betale. Jeg sa til ham: Skriv bog, skriv bog, i nødstilstand får da virkelig et menneske se at hjælpe sig selv.
Men — skulde det ende med, at den der hjælper ham ud af forlegenheden, atter blir Max Dauthendey, — da vil det gjøre mig meget ondt. Ti jeg er bange, at herr Uddgreen atter vil la sig drage nedad skråplanet.
Jeg står her virkelig ligeoverfor skjæbnetråde. Jeg ser, hvordan virkelig ydre omstændigheder agerer med menneskene. Der er noget uendelig trist ved det.
— — — De spørger mig om mine økonomiske affærer. Å, De vet, jeg kan leve næsten uden penge, og hvergang de negter mig stipendium, blir jeg mer og mer smigret. Ti de negter mig virkelig stipendium, fordi jeg skal være for umoralsk, decadent og så videre. Rimeligvis står også Bjørnson bag, som med sin grove — jeg havde nær sagt utugtige — «moralske» knytnæve plumrer luften her, hvor det gjelder kunst og åndsliv og fordragelighed mellem menneskene. Det er en god mand at ha, ti han skjærper den moralske dømmekraft, og han ophidser os. I i udlandet kan ikke sætte eder ind i, hvormeget privat ondt og stygt den mand virkelig gider gjøre. Han blander sig i hver mindste småting på en så pøbelagtig måde. — De vil måske se noget øieblikkelig ophidset heri, men det forholder sig ikke så, Bjørnsson har, fra jeg blev ordentlig voksen altid virket så modbydelig på mig. Han er ingen fin mand, og han er en skidden ånd. Tilgiv mig så sterke ord — men jeg måler med de høieste mål, — jeg er et menneske, der sjelden læser forbigående bøger, — mit åndsliv færdes på steder, hvor en spontan fremtoning som Bjørnson ikke kan dupere, — medens vel det, der står for mig, som ækelt for min moralske æsthetik støder og gjør mig sorgfuld.
Jeg må tilstå, jeg foretrækker mænd som Dante, Beethoven, Turgénjeff!! Ja, jeg foretrækker endogså perverse mænd som Baudelaire, fordi han har bevaret uendeligheden i skjønhedslængsel.
Det går virkelig ikke an, at mænd påtar sig så vigtige miner, uden de præsterer noget, — blot fordi de alene har store kroppe. Herregud, store kroppe, det har mange stenmænd også.
Nei tilgiv, at jeg blir så ivrig, men jeg støder her på noget, som synes mig løgnen, løgnen.
Jeg længes efter den evige, dybe, blå sandhed. Jeg hader mænd, der aldrig har følt den uendelige linje, gud som uendelighed, døden, kroppen som forgjængelig.
Jeg taler ikke engang om Bjørnson, men jeg taler om ham for at tale om mig selv, om hvad jeg hader, og hvad jeg elsker. — Å, jeg kan ikke si det i brev, det er for langt, og De vilde blot finde en uretfærdig mand. Medens det slet ikke gjelder mænd, men idealer, skjønhedssans, religion, — alt hvad vi skal tænke, hvordan vi skal dømme, hvad der står for os som indre skjønt.
— — — De meddeler mig, at mit portræt har ståt i fru Blehrs album. Det vidste jeg ikke. Det må da være en gjengivelse af Chr. Krohgs interviewbillede. Jeg gjør alt for ikke at bli mer en nødvendig en offentlig mand. Når folk har hvad jeg skriver, er det så ikke nok? Al denne offentlighed her i landet er også af det, som støder mig. — Jeg har endnu ikke på 12 år fotograferet mig.
— Det essay om Munch kom blot frem, fordi jeg holdt et foredrag i «Studentersamfundet». Jeg valgte ham netop, forat få en diskussion om ting, jeg vidste var brændende. Sådan blev da essayet til som en gjengivelse af det indledende foredrag.
— «Medusas hoved» har jeg ikke læst. En mand her læste engang op noget af indledningen, og spurgte, om det var mig, som var den nordmand. Men jeg var ikke indbildsk nok til i mindste måde at turde tænke mig det.
— — Jeg er så bange, at De skal misforstå det med Bjørnsson, — men siden jeg først har skrevet det, så lar jeg det gå. Jeg bruger ofte sterkere ord, end min kritik autoriserer, forat få vist følelsen, antipathien. Og har man ikke antipathier, så er det jo ikke liv, så er det jo død og udviskethed. Men antipathierne er ikke såmeget mod manden, — men mod det han repræsenterer, — ikke mod ham som helmenneske (han har jo dog skrevet deilige erotiske digte og 1ste del af «Over Evne») — mod det der fra ham blir mobbens ideal. — Da Bjørnsson holdt sit Sædelighedsforedrag, — måden hvorpå han holdt det o. s. v. — en så sterk antipathi har jeg aldrig i mit liv følt, den var næsten religiøs, og jeg er sikker på, at den er rigtig. Er ikke den rigtig, så kan jeg ligesåvel gå hen og lægge mig i min grav med det samme.
— — — — Nils Vogt fortalte, at De havde været i Kjøbenhavn. Jeg var i Kjøb. da. Det gjorde mig ondt, at jeg ikke fik træffe Dem.
— En hjertelig hilsen til Dem og alle andre.
Og bliv ikke sint på mig for mine antipathier.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Frk. O’Meyers Pensionat, Grænsen, Kr.a.
Eisenstein, Grænsen Böhmen, Bayern 1897 (?).
Kjære frk. Ellen Key!
Det var egentlig igåraftes, jeg i tankerne begyndte mit brev til Dem. Jeg var så træt, så træt af at tænke, så træt af at være ene, så træt af at reise, og bestemme, hvorhen man skal reise, mit hode var så træt, så træt, at jeg havde bedst lyst til at styrte ned foran et af de Mariabilleder, man møder i skovene her rundt om, og som er opstillet for trætte vandrere, — styrte ned og glemme mit eget jeg. Men det kan man jo heller ikke. Et ærligt menneske i vor tid kan ikke.
Underligt indrettet er det, at netop jeg, der som måske den sterkeste trang har hjemtrangen, trangen til at bo skjult, fjernt som alle de andre mennesker, der forsvinder i vrimlen, elske og være hos de samme mennesker op igjennem årene, spise de samme retter, sidde på de samme stole, — at jeg er blit denne pilegrim, og er blit en offentlig mand. Mig synes det vakkert, at alt, alt det som omhyller ånden netop hos den eiendommelige ånd, skulde være regelbundet som hos de andre. Men ak! ånden selv er det, som breder sig udover, som sprænger, som flakser, som dræber den almindelige menneskelige lykke.
Hvoraf kommer det, at så ofte, når jeg er drevet til at skrive brev til nogen, så vender tanken sig mod Dem? Jeg tror, det er, fordi der var megen forståelse i det, De sagde om min ubehændighed ligeoverfor det «jordiske» liv. Og det får jeg så ofte føle, når jeg reiser.
Jeg skulde — efter reglerne — ha skrevet til Dem for længe siden, men jeg har nu i et par år havt det slig, at noget i mig arbeider mod at skrive breve, og så har jeg da, hvergang trangen til meddelelse kom kvalt det som en svaghed. Si har jeg havt denne stolthed, at jeg skulde ha gjort noget først, reist noget, eller skrevet noget. Nu har jeg egentlig både reist og skrevet. Jeg har jo været i London. Og jeg har i et år havt færdigt et drama,1 [fotnot: 1 planen var fattet et helt år før «Korset», og stykket var også omtrent helt skrevet ned før denne bog.] som synes mig det største af hvad jeg har skrevet, det videstrækkende. Og nu er jeg begyndt på en bog, hvorom jeg heller vilde tale med Dem, end skrive til Dem. Når jeg læser, hvad jeg allerede har skrevet, synes det mig, at de få sider indeholder mere eller er dybere end alt det jeg hidtil har skrevet.2 [fotnot: 2 Jeg mener dermed skrevet ned. Tii disse to bøger, dramaet og denne sidste, i det første mer indirekte, i den sidste direkte kommer blot tilorde, hvad jeg i årevis har gået med, men ventet med, fordi jeg først vilde/(måtte) opnå form og stil.] Men man føler ogsa vældig ansvaret, tyngden, arbeidet, — ja som en rent religiøs hengivelse føler man det at være digter for sådan en bog. Intet er for stort til at tjene til brænde for blot et enkelt ord deri, en formue, hvis det kan hjælpe, synes man gladelig man har ret til at ofre for én sætning deri. Og hvor det forædler! Og gjør stolt.
— — Jeg reiser og reiser, og længes som et barn mod hjemmet, mod min fødeby, og mod Norden. Her er skov, granskog, men når jeg går her, så pines jeg bare, ti jeg husker Stockholmsskjærgården, der var også skog, men det var bare så uendelig vidunderlig meget deiligere. Og her er fjeld. Men hvad er disse fjeld mod de norske fjeld! Og de norske bønder ! Og det norske eller svenske eller danske sprog! Og maden derhjemme!
Mit håb er, at denne bog snart skal forløses, og at da rastløsheden snart skal ophøre.
— Jeg sidder nu, som De ser, i Böhmerwald. Jeg er atter kommet op i en knugende ensomhed. Jeg har ikke et liv at tale til. Dertil kommer, at jeg venter på penge som kommer imorgen. Idag har jeg ikke til at spise middag for. Og jeg vet ikke, om jeg får mod til at spørge dem jeg bor hos om at få låne. Og dog gjælder det blot 20—30 kroner. Når først tilbagetrukkenheden begynder igjen, så går den over til folkeskyhed. Forøvrigt har jeg aldrig været i netop den situation, — jeg har været i værre men ikke i den.
Mest af alt har jeg lidt ved min upraktiskhed i London, der led jeg rene lidelser, virkelige lidelser, men jeg lærte en ny ting, — at arbeide mod aldrig at ha anledning til at sætte min upraktiskhed eller praktiskhed på prøve, — ti det går ikke, som jeg hidtil havde håbet, at forandre denne egenskab ved naturellet.
— — De må ikke tro, at jeg et øieblik har glemt Deres hjertelige brev fra ifjor oktober. Men som De vil forstå, undertiden er for mig årene uger, undertiden ugerne år. De er uger, forsåvidt man går i en og samme tanke. De og Stockholm står i friskere minde end nogensinde. Og så er der også den ting, som har gjort at jeg udsatte, at jeg stadig tænkte på at komme til Visby, og overraske Dem med et brev derfra. Men det har gået med Visby som med Italien. Ja, så vidt har det gået, at den morgen, jeg reiste til Tyskland nu i slutningen af Juli, vidste jeg til det sidste ikke, om jeg skulde reise til Visby, ti det var planen til dagen iforveien.
— — Jeg skulde stadig endelig ha svaret på Deres brev. Ti allerede før jeg havde fåt det, ja såsnart jeg havde skrevet mit, havde jeg angret det jeg skrev angående B. Bjørnsson. Forsåvidt er man altid ganske anderledes i Udlandet. Hjemme kommer gjerne forhold og personer ind på en og bringer temperamentet op i en på urette sted ofte. Måske er det en sag, en strømning eller lign. man med rette reagerer imod, og så identificerer man denne med manden. Eller man har nylig hørt et dårligt, småligt træk (Og af sådanne gives der naturligvis ikke få at fortælle om B.) og så drager man for vide domme deraf.
— — I dette øieblik har jeg udført en heltedåd. Jeg har henvendt mig til konen. Og hun steger nu en svinecotelet til mig! Jeg kommer da til det resultat at jeg er vist ikke værre end alle andre, ti hvilkensomhelst anden vilde også ha følt en slags modvilje mod en sådan handling.
Og da — må jeg tilstå Dem, frøken Key, at der indi mig begynder et lidet oprør mod Dem. Ti hvem ved? måske har Deres karakteristik virket suggererende på mig, — således at jeg i et kritisk øieblik, da action kræves, siger til mig selv: Ja, det nytter ikke, du er jo sådan, det sa jo frøken Key også!
— — Eller — var det simpelthen sulten, der talte ud af din mund, og ikke den moralske energi?
— — Se, det var nu et exempel — men slig behandles indi mig alle livets mindste og største spørgsmål, — fra alle sider. Og så er det, det hænder sig, at mit hode undertiden blir så træt, så træt som igåraftes.
— — Jeg har de sidste par år lidet og intet læst. Længer og længer blir de perioder, da min egen gjæring og mit indre arbeide umuliggjør det at beskjæftige mig med andres, — og sterkere blir leden ved skjønliteratur — medens trangen mod videnskabelig vokser. Men af den nævnte grund går det også småt med dette. Jeg begyndte at læse Kant, så kom mit eget arbeide. Jeg har for over en måned siden lånt nogle verker af Descartes. Blaise Pascal’s tanker har jeg i det sidste læst, — og hvad man vinder ved sligt synes mig fornæmmelig at være, at flere og flere piller falder, og livsspørgsmålet blir enklere. Jeg længes mod den dag, da jeg atter, som da jeg var barn, kun har det store blå hvaelv og hvad jeg derunder ser, og min egen tankes brønd at øse sandhed og verdenssyn af. Men naturligvis — de store ånder i historien betyder ikke mindre end Mont-Blanc og Athen og Niagarafossen. Man må ta det med.
— Hvad jeg egentlig vilde sagt var, at jeg har altså ikke fåt læst nogen svensk literatur siden. Per Hallström sender mig sine bøger, og jeg følger dem med interesse. Men de må ofte ligge længe. Den sidste har måttet ligge næsten et år, tror jeg. — Nødigere og nødigere siger jeg også mening om poetiske verker, en mening er afhængig af såmange ting. Således som det med alle omstændigheder virked på mig, forekom mig den sidste den mindst betydelige af hans bøger. Der var endog ting deri, jeg med møie kunde afvinde nogen rigtig levende interesse. «Briljantsmycket» var måske det fineste, tendreste og mest Hallströmske, han idethele har leveret. Men at gjøre en historie som «I blå skogen», der indeholder meget deiligt, udaf en vise, der aldrig kan tabe sin glans, er et experiment, der bringer en til at tænke på, om ikke Hallström muligens lider ved at ikke helt at ofre sig for sit digterkald. — De forstår vist hvad jeg mener — ud af det naivt mystiske, der suggererer slig som visen Tirrelil Tove at o. s. v. Og — som sagt — der var dog så meget deiligt i den novellette. Men man kan ikke lade være at tænke på, at der ligger en vis mangel på stof til grund for den fremgangsmåde, at lade sig inspirere og suggerere til et emne ud af en slig melodi. Nu, dette er fra min side ikke indvending, — jeg siger ikke, at det ikke en og anden gang bør gjøres — det svarer til, hvad man i musiken så ofte har, en fantasi over en folkemelodi, og det har det pædagogiske mål også, at tænde og øge kjærligheden til noget, folket måske er ved at glemme. Jeg mener blot, at denne gåen ud fra et motiv, hvor selve navnet kanske suggererer mer end hele fantasien (Theseus, Orfevs osv.) er noget vel gjennemgående i Hallströms sidste tre bøger, og virker lidt artistisk.
— Til Fåhräus har jeg heller ikke skrevet. Han skrev mig et lidet brev, men hans adresse var ikke deri. De vilde gjøre mig en stor tjeneste, om De vilde sende mig såvel hans som herr Artur Bendixsons adresser, ligesom jeg håber, at De bringer disse min hjerteligste hilsen, også andre hvem en sådan kan interessere. — Min adresse er nu altid: Gyldendals Bogh. København, — og De må for guds skyld ikke hevne Dem ved at lade lige så lang tid gå, som jeg har gjort.
Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Jeg reiser imorgen til München, derfra til Berchtesgaden, hvor jeg kommer sammen med Jonas Lies og Bjørn Bjørnsson.
[Paris 1897.]
Kjaere Frk. Ellen Key! De kan tro jeg gik nok og tænkte på at skrive til Dem et ordentligt brev — et sådant brevkort var det jo ikke meningen at folk skulde svare på. Netop i de dage da jeg fik Deres brev — i Heidelberg — tænkte jeg så meget på Dem. På min tur fra Berlin havde jeg nemlig grund nok til at huske — (De må virkelig undskylde overgangen fra sort til rødt — det er frygteligt, men jeg kan ikke opdrive andet) — grund nok til at huske Deres ord om min upraktiskhed og værgeløshed ligeoverfor udenverdenens hårdhed. Morsomt nok var det de første ord, Knut Hamsun sa til mig, da jeg første gang mødte ham nu her i Paris: De er vist for god for denne verden, De O. — altså netop det samme som Dem. Berlin er det tristeste jeg har været i; men kanske det alligevel var bra at jeg var der — thi der var intet som distrahered, og jeg skrev min fortælling færdig der. Underligt med den fortælling — da jeg var færdig med den fortviled jeg om nogen sinde at kunne skrive — og da den havde ligget tre uger og jeg tog den op igjen, var den blevet noget ganske nyt — og de som har læst den, Aubert og frue, Gerhard Gran, Vilh. Krag, bruger meget sterke ord om den. Å, hvor den har kostet mig arbeide. Thi hvad jeg vilde var at fortælle verdens banaleste historie eiendommeligt. Dette brev blir nok noget i spring — thi der er såmeget at fortælle. Jeg vilde være blit så glad ved at kommet til Vollmar’s — såmeget mere som jeg ikke havde en eneste familje at gå til i Berlin — men som sagt jeg så at komme væk fra Berlin så hurtig som mulig. Når jeg ikke i den tid skrev til Dem — så var det igrunden fordi jeg tænkte at skulle overraske Dem fra Visby — jeg havde fast bestemt mig for Visby — men skribenter har ingen faste bestemmelser — den sidste dagen fik jeg vandrelyst, kjøbte mig en randsel og en let klædning til 20 mark, gik over Halle gjennem Thüringen, blev hundset af værter og var meget ensom, gik noget langs Rhinen, nedover til Heidelberg, så i Mannheim Gustav Adolfs Fest-spiele i den tanke at skrive til Sverige derom, men har endnu ikke gjort det. Og meget længere havde jeg tænkt at gå, men jeg blev træt af at hundses af værter og af mit eget selskab, efter om morgenen at have gået nogle mile i Østfrankrige ankom jeg med 10 frcs. i lommen sent om aftenen til Paris, hvor jeg fik hus i en bordel ude paa Mont-Martresiden. Imidlertid var det blevet 17de mai, i mine sjofle klæder opsøgte jeg Café de la Regence, så der Vilh. Krag, som altid sammen med damer, sendte garçon’en ud med et kort, og så var jeg om aftenen med i 17de maifest, dans og taler. Mit liv og levnet er på sæt og vis som De ser en trubadurs. Idag har jeg ikke 10 frc’s i lommen engang, kun 2. Men jeg har også en samvittighed, såat jeg har bare lyst til at spytte mig i ansigtet. Hvorfor arbeider jeg ikke? Hvorfor går jeg ude og rangler? — Men så kan De også tro, det er en overgang at komme fra det fæle Berlin til Paris. Jeg har ikke på år følt mig så hjemme, jeg har ikke på år følt min evne til at modta skjønhedsindtryk så sterk. Her er jeg egentlig skabt til at leve. Synes det underligt, at jeg er skabt til at leve her? — Havde jeg blot penge! Det er dette fatale, at jeg kommer for sent til alt. Å jeg er så træt af mig selv, af min evige lediggang, af dette at modtage stadig vekslende indtryk og aldrig omsætte dem. Og dog — der må nu komme en frugtbar tid for mig, der må. Jeg skulde leve så billig her — jeg vilde trække mig tilbage, jeg vilde forvilde mig ud i alle disse rare krogene Paris har, jeg vilde sidde der og tænke — jeg vilde studere i disse omgivelser — jeg synes man måtte kunne føle og se meget ud fra brændpunktet.
Igår var jeg sammen med en ung violinist som bad mig hilse Dem, søn af professor Nyblom i Upsala, han viste mig et deiligt sted nede ved Seinen, Rueil, hvor ingeniøren Ternström bode aldeles vidunderskjønt, og hvor maleren Trädgård arbeidede. Jeg bor i det hotel hvor Herman Bang har boet så længe, Rue de l’Abbé de l’Epée 14, hvor også Fritz Thaulow har boet, også Strindberg en stund, samt andre skandinaver. Jeg har have udenfor vinduet, og vi spiser så idyllisk dernede i det grønne. — — Jeg ser Chr. Krohg er nu i Stockholm, han vil nok bli flittigere end mig til at meddele sine indtryk — men det var det med mig, at jeg var der hverken kort nok eller længe nok, jeg har havt lysten når jeg har tænkt på at skrive, til at kjende endnu noget nøiere, endnu noget flersidigere til det jeg skulde skrive om, og det kommer jeg forhåbentlig til at gjøre, thi jeg lærte at holde så af ialtfald det jeg kom i berøring med. — Da jeg var i Berlin blev jeg så led af al reisen, at jeg beslutted at søge lærerpost og bli hjemme fra høsten, derfor har jeg heller ikke søgt reisestipendium, bare det lille jeg havde sidst. Nu vet jeg næsten ikke om jeg har gjort klogt.
Hvis De ser Fåhräus’s eller Lundegård’s, meddel Dem da noget af dette brev, vil De? Det er et dårligt brev — et bedre en anden gang. Farvel da og min hjertelige hilsen til eder alle.
S. Obstfelder.
Jeg har sendt en liden ubetydelig korrespondance om noget Gustav Adolfs spil jeg så i Mannheim til Red. Steiern. Jeg bad ham hvis det ikke blev optat sende det til Dem.
Jeg var til middag hos Jonas Lie en dag. Man holder meget af det jeg skriver derude.
[1897 ?.]
Kjære Frk. Ellen Key!
Kom så levende til at tænke på Dem iforgårsnat. Efterat min bog i alle aviser af alle farver netop var blevet modtaget som sjelden nogen bog her — kom jeg just samtidig til at holde et foredrag om Munch, og jeg blev klappet for, ropt hurra for og ovéret for på alle vis. Da var det jeg tænkte på ord hvormed De har karakteriseret mig, og som jeg ikke fandt så aldeles sande, — kom til at se hvormeget sandt der dog var i dem. Thi — sjelden har jeg følt mig så uhyggelig tilmode som ved dette bifald fra en mængde. Jeg led. Og som en pine stod det for mig hele natten. Og dagene efter stængte jeg mig inde. Og nu har jeg lovet ikke i farten at optræde offentlig igjen. Så da følte jeg altså hvor sandt det var, det De skrev, at udenverdenen var som noget der kom fremmed mod mig og berørte mig sårende — selv om den kommer med bifald. Og bifaldet var mig noget så uhyggeligt meningsløst. Når min hjerne, mit hele legeme arbeider i en tanke, og forat fremstille den, så gjør man denne lyd! Når jeg står og gribes af en tanke og ønsker at gjøre den levende i alle, så klapper man for min person, og glemmer tanken. Å, jeg vet ikke om De vet, hvor hjælpeløs man føler sig efter sligt. Det er som alt styrter sammen over en. — Og derfor elsker jeg blot den kritik, som kommer på tomandshånd, fra ét eller andet navnløst menneske, og siger mig: det, og det, og det, var så vakkert, det, og det, og det har jeg følt så tydeligt, jeg også.
— — — — Når jeg ikke svared Dem på Deres vakre brev til Paris, så var det fordi jeg ikke kunde svare andet end mundtlig. Det bragte mig slig til at længte til Stockholm, at jeg reiste dertil tidlig i høst, trods at min pung var så tom som mulig. Men jeg traf Dem ikke, ikke Dem, ikke Lundegårds, ikke Heidenstam, ikke nogen. Det var en skuffelse. Et vederlag var det dog, at jeg fik se noget svensk natur, Dalarønaturen og Stockholmsegnen, og hvad der var mig endnu værdifuldere, jeg lærte bedre at kjende, to familjer, som jeg priser mig lykkelig over at ha mødt, Fåhräus’ og Bendixsons. Idethele står Stockholmsopholdet uforglemmeligt i mit minde. Gang på gang former det sig til artikler, men trods min store fattigdom er min productivitet så stækket. Jeg har artiklerne fulde i hodet, jeg går med dem, men de kommer ikke på papiret. Og kanske de endog kommer på papiret, men jeg gjør dem ikke færdige. Straks efter at jeg kom fra Sverige skrev jeg en artikel, som skulde fortælle svenskerne om normændene, om alt det som gjærer hos os, alt det unge, som ønsker at unionsstridighederne kunde slutte, forat de kan hengi sig fuldt til det arbeide der på alle hold ligger for dem. Men jeg la artikelen tilside. — Nu, De må dog ikke tro, det er bare mangel på arbeidskraft. Men det er vanskeligheden ved at komme bort fra hovedemnet, det skuespil, jeg tænkte på, og nu skriver på. De kan nok forestille Dem, hvordan man føler sig oprevet, ved at skulle splitte sig og gå over i en anden ting sån. Og dog gjør det mig mangengang trist, at jeg ikke får fortalt om det, jeg har set og følt så intenst. Nogengang skal dog mine artikler om det svenske komme, det må De være vis på.
— Det De skrev om Paris var så sandt. Jeg måtte hjem derfra, for pengemangel, men jeg længter bare derned igjen. Det var som nye kræfter daglig vokste i mig dernede, al min gamle produktionsevne brød der frem, og formen, formen, det er den man får til givendes dernede. — Jeg gjorde intet for at få stipendium ifjor, fordi jeg vilde først søge at skrive noget større. Næste år vil jeg håbe, at jeg får et stort, ordentlig stip. Og da skal det begynde!
Visby længter jeg stadig efter. Når jeg kommer så langt, at ikke min fattigdom øver et dagligt tryk på mine bestemmelser, da skal jeg nok komme der.
Jeg sendte min lille bog til Deres gamle adresse. Den ligger måske ikke for svensker, Clas Fåhräus liker den ikke videre. Da jeg ser også Edv. Brandes ikke forstår den, tvertimod aldeles misopfatter den, må formodentlig dens reiz bero på sprogformen. Thi herhjemme elskes den, og jeg vet med oprigtighed. Her forstår man at det er just med intention jeg har gjort fortællingen vag, at jeg har ikke villet fortælle begivenheder, men binde stemninger og idéer sammen til en fortælling. Jeg har med vilje og velberåd hu frataget kvinden i «Sletten» de træk, som gjorde hende individuel. Der er noget nyt eller eiendommeligt og med meget forsagende kunst frembragt i bygningen af denne novellette — som vistnok undgår de flestes opmerksomhed. — De småting jeg en gang læste op hos Lundegårds, og som I mente, at jeg burde trykke, kommer i «Tilskueren».
— Lad mig så fortælle Dem, hvor jeg bor. Jeg bor i 6te etage. Jeg har elevator — men mit værelse har skråtag. Jeg har foran mig den prægtigste vemodig varme høstsol. Ud for mig har jeg et kaos af tage — dette kaos, hvoraf en ny nation skal opstå. Jeg bor midt indi byen. Til mit værelse bæres dens lyd som en summen. Jeg bor høit nok dertil. Disse tagene her, når man går dem efter, så hviler der betydningsfulde mure under dem, Storthinget, Central-Telefonstationen, hoteller, de største forretningsbygninger etc. Jeg elsker Kristiania — som kaos, som by. Det er noget af det mest amerikanske i Europa. Den har fremtid. Den er begyndt at leve, leve så sterkt som få byer. Som få byer samler den også hele nationens liv, alle dens elementer, ikke endnu sammensmeltede, i interessant gnidning. Det er en byindividualitet under dannelse. Man er i en smelteovn. — Og bag byen ser jeg fjorden. — — — Fra Fåhräus har jeg ikke hørt. Han skulde vel aldrig være blevet opbragt mod mig. Jeg har meget let desværre forat misfortolkes. Hils alle.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Frk. O’Meyers Pensionat, Chr.a.
[Samme år han giftet sig — på vårvinteren 1898.]
Adresse stadig: Gyldendalske Boghandel.
Kjære Frøken Ellen Key!
Tusen tak for Deres sidste brev, som jeg ikke har svaret på, fordi jeg ikke vilde skrive, før jeg var oplagt. Jeg har atter havt en lang, lang tid af uro, da jeg ikke kunde læse, intet skrive o.s.v. Nuharjeg her på Nordstrand ved Chr.a levet meget stille, og det gjør så godt. Min bog «De røde dråber» blev særlig af kritiken ilde læst. Men mange betydelige mennesker sætter den høiest af, hvad jeg har skrevet. Den skulde have været spillet, men jeg tabte interessen, og har intet gjort for det. Jeg er nok desværre for meget af en idealist. Havde jeg nu råd, da opgav jeg vist forfatterskabet og forsøgte at lære at udtrykke mig gjennem toner. Og måske gjør jeg det alligevel, — trods at jeg tænker på at gifte mig nu til våren. Med en pige, der er ligeså fattig som jeg. Men livet, gudbevare mig, det er jo ikke langt, det er jo ikke tid, — jeg har den store optimisme.
Jeg var kommet herhjem forat arbeide for at få et stip., som jeg endnu ikke har fåt. Men jeg har ikke kunnet få mig til at gjøre visitter. — Hvad skal vi leve af?
Jeg er mere end nogensinde som et barn, for hvem livet er et æventyr, det læser. Det er mig æventyrligere end nogensinde. Jeg er spændt mere end nogensinde, på hvad der vil foregå med mig, i mig, hvordan verden vil fortone sig i mig.
Måske er dette meningen. At loftet blot høiner sig mer og mer, at den underlige skov, man går i, blot blir større og rigere.
Med tak for Deres breve, for Deres sympathi og hjertelig hilsen, som jeg beder Dem føre videre, hvis De ser nogen fælles venner.
Deres hengivne S. Obstfelder.
[Brügge. 1898.]
Kjære frøken Ellen Key!
De ved, at jeg sådan engang om året ialfald hjemsøger Dem med et brev. (De er mærkelig nok næsten det eneste menneske, jeg sådan skriver til!) Og helst pleier det ske, har De måske lagt mærke til, fra et lidet fjernt sted, en gammel glemt by eller lignende. Jeg går og tænker på det i månedsvis, ja årevis, og så blir det da, når jeg for et øieblik er i ro, jeg som bestandig kjører og går og seiler. —
Det er dennegang i Brügge1 [fotnot: 1 Hvor jeg er efter at ha besøgt Rembrandtsudstillingen.] som jeg har en gammel kjærlighed til. Jeg har i min lille taske taget med mig Deres breve. Jeg har iaften gjennemlæst dem.
Ja, min bog — som jeg udkasted og begyndte på i 1895, året før «Korset» og samtidig med «De røde Dråber». Mange gange har jeg havt lyst til at læse op for Dem de blade, jeg har skrevet. De er sikkert det tyngste, det rigeste, jeg har skrevet. Det er som jeg ikke får hvile, før jeg har skrevet færdig den bog. Og når jeg så i en fart skriver den, forat få hvile, så tilfredsstiller den måske ikke bagefter, så blir den ikke det, jeg havde villet og sét.
— Ja, hvad skal der bli af dette. Det er snart 1½ år siden jeg har skrevet, og min hjerne modtager stadig, altid indtryk. Nu har jeg i flere måneder i Paris levet i Dreyfussagen. Jeg har tænkt, læst alle aviser, gåt på møder, ingen franskmand kjender Dreyfussagen bedre.
— Hvad skal der bli af det? Det er jo ikke arbeide at se til, sådant.
— I Deres sidste brev spørger De vist om min nuværende hustru. Hun er vist «sjælfuld, vakker, ung, dannet», hun vil vist komme til at blive klog, thi hun har dette kvindelige at se på første hånd ligeoverfor det hun møder. Og hun har evne til at møde, kan De tro! Var hun på en folketom ø, hun vilde vist finde dyr at tale til. Hun er et meget villende og handlende menneske. Hun styrter sig ind i alle ting uden at se hverken til høire eller til venstre. Og hun styrter sig ind i dem. Hun iler menneskene og verden imøde og tror på dem, uden at være dum, og det lader til, at menneskene og verden ikke har noget imod dette. — Der er dem, som tror, at der stikker en stor kunstnerinde i hende, dramatisk. Hun har vakker sangstemme, og holder nu på og skal forsøge at komme ind på Paris’ conservatorium. Hun er meget hjemme i fransk. Idethele likes hun godt af franskmændene. Vi har været sammen med endel unge mennesker af «Mercure de France’s» kreds. — Se alt dette med sang og kunst havde jeg ikke videre nogen anelse om, lige til vi blev gift. — Jeg antager, at jeg er kommet til at øve en meget god gjerning i den retning, måske en hel befrielse, hvis det er så, at hun er dramatisk kunstnerinde. Hun er nemlig af en borgerfamilje, for hvem kunst var af det onde. — Se, dette er hvad jeg kan sige. Det kan jo ikke nytte at sige noget. De måtte jo se hende, tale med hende selv. Det kan jo hænde, at De vilde synes meget godt om hende.
Paris 8/11—98.
Atter er et par uger gået, brevarket er blevet krøllet i min lomme, Paris har slugt mig med sin faren frem og tilbage.
Hvad skal jeg skrive? Jeg syntes, jeg havde så lyst til at meddele mig, men når det kommer til stykket, synes jeg, at blot en bog kan være det, jeg sender. Forhåbentlig vil den snart komme. Jeg ved, at det øieblik jeg vælger at reise til et lidet roligt sted, vil jeg opsluges af den og gjøre den færdig. Lad derfor de indtryk, jeg nu er inde i, få lov til at arbeide. Det føles ofte uroligt, smertefuldt, mens det står på — men efterpå står man med klogere syn på verden, med øget følelse af rigdom. Ikke ofte i livet vil der være adgang til at gribes for en digter eller et oprindeligt følende menneske, sådan som nu ligeoverfor Dreyfussagen.
Vi modtager i overlevering ordene: menneskerettigheder, fransk revolution, lov, samfund, — som vi modtager ordene elskov, ensomhed o. s. v. Engang i livet vil der være et tidspunkt, da ordene defineres, da man enten føler dem med sit hele væsen, hvis de er gjenstand for følelse, eller ser dem med hele sit væsen, hvis de er gjenstand for syn. Det kan hænde, at slige leiligheder aldrig kommer før mange ord, mange begreber. Taknemmelig må man da være for at få gjennemleve definitionen af dem, man får leiligheden til at mødes med.
— — Det synes mig mere og mere at breve er utilstrækkelige. Mange gange har jeg lyst til at sidde under en lampe ved en ovn med dem og tale om ting, som tynger, og som man tror det bedst at gjemme hos sig selv og ikke tale om.
— Kunde jeg få en bog fra mig, da vilde jeg gjerne komme til Stockholm, hvis mennesker — de jeg har truffet naturligvis — har tiltalt mig som ingen. Underligt at disse broderfolk, der korresponderer så sælsomt varmt, skal leve i politisk fienskab. Det synes mig virkelig ofte helt humoristisk.
— — Mine nærmeste fremtidsplaner er nu efter et afslutningsophold i Paris, hvor man har talt om en oversættelse af «Korset», som jeg altså skulde ordne det med i tilfælde, — at reise til Norge og holde en foredragsturné om det man har kaldt Dreyfusaffæren, — sådan som en, der har været tilstede i Paris, har seet den og medlevet den. Hvis ikke dette sker, vilde jeg reise til Italien straks, ellers senere.
— Min kone tænker på at debutere som skuespillerinde.
— — — Jeg hører at De har lukket Dem inde sammen med en stor bog. Rimeligvis vil ikke dette brev være nogen for påtrængende gjæst.
Med mine hjerteligste hilsener
Deres hengivne S. Obstfelder.
Adresse for en måned: 14 Rue de l’Abbé de l’Epée, Paris, ellers i alm. Gyldendalske Boghandel.
Endelig mine hjerteligste hilsener til Fåhräus’es og Bendixsons!
Adr. Fredrikshaldsgade 19³ Ø. [mai 1900.]
Kjære Frøken Ellen Key!
Min hustru skrev til mig, at jeg skulde gå til Dem lørdag kl. 9—10. Men hun havde ikke betegnet, om det var morgen eller aften. Jeg gik da ud fra, at det var morgen, og var i Linnemanns hotel, men De var ikke kommet. Om aftenen var jeg så uvis om, hvad jeg skulde gjøre. Jeg har meget lang vei, og tænkte desuden nærmest, at De havde udsat Deres reise. Men det afgjørende for mig var, at jeg var så dødsenstræt efter en søvnløs nat, og da jeg ønsker meget at tale indgående med Dem, vilde jeg helst være frisk.
Idag, søndag, tænkte jeg at gå ind og høre om De var kommet, men så kom jeg til at se i et blad, at så var tilfældet, og da går jeg ud fra, at De idag på søndag er ude.
— Når jeg ikke på så lang tid har skrevet til Dem, så er min bog skylden i den. Det kunde ikke nytte, før den var færdig, syntes jeg.
Denne bog er blevet til min ulykke. I sin tid gik jeg til den med de største forhåbninger. Jeg troede så vist, at jeg skulde kunne og at jeg burde lægge noget ind i den. Ja, jeg havde de vildeste drømme om at komme dybt ind på både guds-problemet og livs-dramaet — og idethele at stille ordene, de skabende ord.
Og mer og mer har et dybt mismod grebet mig. Jeg tvivler på, hvad jeg har gjort. Jeg synes ikke det svarer til det, jeg vilde, og som jeg endnu tror, jeg kunde.
Vår er gået efter vår, og høst efter høst, og jeg har nølet med at give ud min bog, endskjønt jeg hurtig havde kunnet gjøre min plan færdig.
Og nu i disse tider har jeg været og er grebet af den dybeste lede ligeoverfor denne bog. Jeg har ikke råd til at lægge den tilside mere, ti min økonomiske forfatning er non plus ultra i negativ retning. Jeg har hundred kroner i lommen, og min hustru skal få et barn i sommer.
Og dog syntes jeg hver gang jeg havde skrevet endel sider af mit manuscript, at det var godt, og at det var det bedste jeg havde frembragt.
Altså, summa summarum, jeg er for tiden i en tilstand af det yderste mismod ligeoverfor mit eget arbeide og mit talent og min person.
Derfor er det, at jeg kunde ønske, hvis De vilde høre, at læse noget op for Dem af hvad jeg har skrevet, — og derfor disse lange indledninger.
Jeg har allerede i over et aå gået og ønsket at komme til at læse op noget netop for Dem. Skriftlige forklaringer er for vidtløftige. De vil straks forstå, hvorfor, hvis De hører noget.
— Og nu — forstår De nok — er det, at jeg kan ha sådan et svagt håb om, at hvis jeg kunde føle på mig, når jeg læste, eller når De havde læst, at der var noget ved mit ms., der havde grebet Dem måske som noget nyt eller livbærende, — ja (det blev en lang og indviklet sætning) så havde jeg et slags håb, om at det kanske kunde vække nogen fart i mig og varme jorden.
Da De rimeligvis bliver i byen også tirsdag, vilde et brevkort kunne underrette mig om, når det er Dem bekvemt at modtage mig. Forøvrigt kommer jeg vist indom i hotellet og spørger et par gange imorgen, mandag. Jeg vil jo i ethvert tilfælde være uhyre glad ved at hilse på Dem, selv om De ikke skulde være oplagt til at bebyrdes med mine literære kampe. Og skulde De have lyst også til dette, så har altså dette brev forberedt det for mig.
En hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.
[Texten hämtad ur Edda, (1914), s. 180–195.]